Jeg står i den situation, at min kæreste er lige blevet udsendt i går til Afganistan.

Jeg viste hvad jeg gik ind til, da vi blev kærester, havde bare ikke forventet han allerede skulle udsendes i starten af vores forhold.
Jeg er helt nede i kulkælderen, men jeg holder humøret oppe for min søns skyld. Men nøøj det er svært, jeg savner ham så utrolig meget, gør så ondt i hjertet. Jeg er tisse forelsket i ham, men samtidig er jeg trist indeni. Jeg er så bange for og miste ham, har endelig fundet manden i mit liv, og så skal jeg undvære ham

Så er der nogle som står i samme situation, som har nogle gode råd til hvordan jeg takler afsavnet bedst muligt og hvordan tiden kan gå stærkere?
Privat beskeder er også velkomne.
Anmeld