Jeg vil skilles fra min depressive mand..

Hej

Jeg har i mange år overvejet at gå fra min mand. Vi har været sammen i 8 år og har to små børn på 4,5 og 3 år. Vores forhold har aldrig været godt, nok mest fordi han altid har været meget depressiv og ikke vist mig særlig meget kærlighed. Det er gået op for mig, at jeg er holdt op med at elske ham.

Så for 3 uger siden sagde jeg at jeg syntes vi skulle gå fra hinanden, og han gik fuldkommen ned. Han sagde, at han elsker mig så meget og tiggede og bad om en ekstra chance og tilsidst gav jeg mig.
Han prøver på alle mulige måder at gøre det godt igen, og er så kærlig og vil nusse og kysse, og gør alt det som jeg har sukket efter i mange år (hvor han aldrig reagerede). Problemet er bare, at jeg stadig føler at det er alt for sent. Jeg elsker ham bare ikke, og jeg vil gerne væk. Jeg føler mig kvalt med alt den kærlighed han viser nu, for jeg har på ingen måder lyst til ham. Det er bare slut fra min side.
Mit problem er, at han er sygemeldt med stress og depression (det blev han for tre uger siden da jeg sagde jeg ville skilles), og jeg er nervøs for hvad der sker når jeg siger, at det altså bare ikke kan gå.
Jeg har store problemer med skyld og dårlig samvittighed overfor ham. Jeg føler et kæmpe ansvar overfor hans liv. Han er en enspænder og har ingen venner, og hans familie bor 300 km væk, så når jeg flytter er han helt alene. Og så er han helt alene med sin depression, og jeg er bange for at han kan finde på at tage livet af sig selv (og endnu mere nervøs for om han tager børnene og/eller mig med i købet - nu hvor man hører så meget om det i medier kan man ikke undgå at tanken lige dukker op).

Syntes det er meget svært at overskue det, og overskue hvilke konsekvenser det har for ham, og for børnene.

Er der nogen som har stået i samme situation?

Jeg ved ikke lige hvad du helt kan gøre for på ingen måder er det din skyld din mand har det sådan, og hvis han kommer med den han vil tage livet af sig selv jamen ja undskyld hvad kan du gøre ingen ting, vær en ven og få en ham til en psykolog så, du er ikke lykkelig med den mand og det lyder også til du bære på en kæmpe byrde hver eneste dag fordi din mand har det dårligt, og det skal ikke ødelægge dit liv af. og hvorfor skulle han dog taget livet af sig han har jo stadig to dejlige børn???

jeg syntes du skal få sættet dig ned sammen med ham igen og få snakket om tingene og ikke give dig denne gang, sig du kan være der som en ven og hjælpe ham igennem det hårde og svære, og sig at du bliver kvalt af alt den kærlighed nu som er for sent af give.... men må da også være super hårdt at nusse og kysse når du slet ingen følelser har mere....

håber virkelig i finder en løsning og du får din frihed

Anonym skriver:

Hej

Jeg har i mange år overvejet at gå fra min mand. Vi har været sammen i 8 år og har to små børn på 4,5 og 3 år. Vores forhold har aldrig været godt, nok mest fordi han altid har været meget depressiv og ikke vist mig særlig meget kærlighed. Det er gået op for mig, at jeg er holdt op med at elske ham.

Så for 3 uger siden sagde jeg at jeg syntes vi skulle gå fra hinanden, og han gik fuldkommen ned. Han sagde, at han elsker mig så meget og tiggede og bad om en ekstra chance og tilsidst gav jeg mig.
Han prøver på alle mulige måder at gøre det godt igen, og er så kærlig og vil nusse og kysse, og gør alt det som jeg har sukket efter i mange år (hvor han aldrig reagerede). Problemet er bare, at jeg stadig føler at det er alt for sent. Jeg elsker ham bare ikke, og jeg vil gerne væk. Jeg føler mig kvalt med alt den kærlighed han viser nu, for jeg har på ingen måder lyst til ham. Det er bare slut fra min side.
Mit problem er, at han er sygemeldt med stress og depression (det blev han for tre uger siden da jeg sagde jeg ville skilles), og jeg er nervøs for hvad der sker når jeg siger, at det altså bare ikke kan gå.
Jeg har store problemer med skyld og dårlig samvittighed overfor ham. Jeg føler et kæmpe ansvar overfor hans liv. Han er en enspænder og har ingen venner, og hans familie bor 300 km væk, så når jeg flytter er han helt alene. Og så er han helt alene med sin depression, og jeg er bange for at han kan finde på at tage livet af sig selv (og endnu mere nervøs for om han tager børnene og/eller mig med i købet - nu hvor man hører så meget om det i medier kan man ikke undgå at tanken lige dukker op).

Syntes det er meget svært at overskue det, og overskue hvilke konsekvenser det har for ham, og for børnene.

Er der nogen som har stået i samme situation?

Jeg har ikke stået i samme situation, men jeg ville alliere med med hans læge, så der er noget back up på ham. Jeg ville også informere hans famlie, så de kan støtte ham selvom de bor langt væk.

Du skal ikke stå med skylden - du har også et liv. Hvor gamle er jeres børn? Hvis han er depressiv får han nok ikke lige umiddelbart tilkendt samkvem, du må tage kontakt til statsamtet så du er så godt forberedt som muligt. Du skal her tænke på jeres børn og ikke på ham.

 

Anonym skriver:

Hej

Jeg har i mange år overvejet at gå fra min mand. Vi har været sammen i 8 år og har to små børn på 4,5 og 3 år. Vores forhold har aldrig været godt, nok mest fordi han altid har været meget depressiv og ikke vist mig særlig meget kærlighed. Det er gået op for mig, at jeg er holdt op med at elske ham.

Så for 3 uger siden sagde jeg at jeg syntes vi skulle gå fra hinanden, og han gik fuldkommen ned. Han sagde, at han elsker mig så meget og tiggede og bad om en ekstra chance og tilsidst gav jeg mig.
Han prøver på alle mulige måder at gøre det godt igen, og er så kærlig og vil nusse og kysse, og gør alt det som jeg har sukket efter i mange år (hvor han aldrig reagerede). Problemet er bare, at jeg stadig føler at det er alt for sent. Jeg elsker ham bare ikke, og jeg vil gerne væk. Jeg føler mig kvalt med alt den kærlighed han viser nu, for jeg har på ingen måder lyst til ham. Det er bare slut fra min side.
Mit problem er, at han er sygemeldt med stress og depression (det blev han for tre uger siden da jeg sagde jeg ville skilles), og jeg er nervøs for hvad der sker når jeg siger, at det altså bare ikke kan gå.
Jeg har store problemer med skyld og dårlig samvittighed overfor ham. Jeg føler et kæmpe ansvar overfor hans liv. Han er en enspænder og har ingen venner, og hans familie bor 300 km væk, så når jeg flytter er han helt alene. Og så er han helt alene med sin depression, og jeg er bange for at han kan finde på at tage livet af sig selv (og endnu mere nervøs for om han tager børnene og/eller mig med i købet - nu hvor man hører så meget om det i medier kan man ikke undgå at tanken lige dukker op).

Syntes det er meget svært at overskue det, og overskue hvilke konsekvenser det har for ham, og for børnene.

Er der nogen som har stået i samme situation?

Puha...først og fremmest trænger du da vist til en stor krammer!!!

Jeg tror de fleste ville sige, at det er HANS liv og han har ansvaret for sit eget liv. Og det er ikke dit ansvar, hvordan han kommer videre. Men når så det er sagt, så forstår jeg da godt. Jeg ville heller ikke bare kunne skide uden at se sig tilbage til ham, som er faren til jeres tre børn. Men som jeg ser det, så har du to muligheder:

1) Sige til ham, at du har brug for lidt tid og plads til at tænke, hvis I overhovedet skal have en lille bitte chance for at overleve som par - uden der er garanti for noget. Du har forståelse for, at det er svært for ham, men han er nødt til at sparke sig selv i røven eller besøge en psykolog, der kan gøre det for ham, så du kan få ro til at tænke, hvad DU vil. Vi lever kun éen gang og han har også fortjent bedre, end at du er sammen med ham for medlidenhedens skyld. Så hvis han vil have en chance, så skal han give dig plads og tid. Jeg tror ikke, at man nogensinden kan få et parforhold til at fungere, hvis en af parterne er så psykisk sårbar. Det giver ligesom en ubalance i forholdet. Og det er den ubalance, der skal ryddes af vejen, hvis han skal få dette eller et nyt forhold til at fungere. Han skal finde sig selv og finde ud af sig selv. Elsk dig selv før du kan elske andre - der er altså noget om snakken. Problemet er, at hans problemer nok har taget AL kærligheden, passionen og gnisten ud af jer, så I knapt kan finde ud af at elske hinanden. De kan godt blive tændt igen, vil jeg mene. Men det kræver først handling fra hans side...

2) Din anden mulighed er ret oplagt: at I skal gå fra hinanden - men dog uden at du skrider uden at se dig tilbage (det tror jeg heller ikke du ville gøre). Jeg vil foreslå du hjælper ham "igang". Får sat ham i forbindelse med en psykolog, får talt med lægen. Bliver hos ham 1 måneds tid eller mere indtil du kan mærke, at nu er han klar til selv at bunde. Det er en hård periode for dig, men bid tænderne I for at hjælpe et andet menneske, som er far til dine børn. Det vil stadigt være svært for ham, når du er væk, men han må få familien til at hjælpe ham - langt væk eller ej. Så må de ringe eller skype og tage det tunge læs. Han må også lære at finde sig venner og få sit eget liv. Enspænder eller ej...finde ud af en hobby, hvor han kan få nye bekendtskaber. Sende ham i fitness centeret, eller andre sociale steder, hvor man kan finde trøst. I Århus er der fx et sted, der hedder HUSET, hvor man kan tage hen og være kreativ. Et slags kreativt værksted, hvor man kan mødes og lave....alt mellem himmel og jord. Super sted, hvis man mangler at blive aktiveret og møde andre. Hjælp ham med at finde noget, så han kommer igang. Lettere sagt end gjort, men det var faktisk en løsning jeg engang brugte til en ex-kæreste, som truede med at begå selvmord. Hvad fanden gør man lige? Man skrider jo ligesom ikke. 

Jeg ved ikke, om du kan bruge det her til noget. Men tag det du kan bruge...og så håber jeg at du finder lykken igen -  sammen med ham eller med en ny !

Hej med jer

Tusind tak for jeres svar
Kan se at jeg i første indlæg ikke fik fortalt, at han faktisk går til psykolog (og det samme gør jeg - hver vores). Han har været der 3 gange og det rykker ikke rigtig endnu.

Tak for de gode forslag, men fik heller ikke fortalt at han lider af en slags socialfobi og jeg vil aldrig nogensinde kunne overbevise ham om at han  skal tage hen til et fittnesscenter, eller andet socialt sted. Det vil han nægte allerede inden jeg foreslår det... Men ellers et godt foreslag.

Men det lunede at få jeres svar

2skønnebørn skriver:

Jeg har ikke stået i samme situation, men jeg ville alliere med med hans læge, så der er noget back up på ham. Jeg ville også informere hans famlie, så de kan støtte ham selvom de bor langt væk.

Du skal ikke stå med skylden - du har også et liv. Hvor gamle er jeres børn? Hvis han er depressiv får han nok ikke lige umiddelbart tilkendt samkvem, du må tage kontakt til statsamtet så du er så godt forberedt som muligt. Du skal her tænke på jeres børn og ikke på ham.

 

Jeg er depressiv og ALENE-mor, så ville da godt nok være ked af, hvis nogen mente jeg ikke skulle være sammen med mit barn. Ovenikøbet er jeg igang med at få hjælp til min sociale fobi, der desværre er begyndt at blusse op igen, efter mange års dvale. Jeg har fokus på min datter, der heldigvis ikke lider nød og er en dejlig, frisk, fræk og fantastisk lille tøseunge, der stortrives og er glad. Hende tager jeg vare på til ug, netop fordi hun er uden skyld i mine problemer, så håber da at ts synes at faren skal se sine børn selvom de går fra hinanden MED MINDRE der er en oprigtig fare for at han vil gøre noget skrækkeligt. Tror da først at han vil miste ævred hvis han ikke må være sammen med dem.

Til ts: Ja det kan være hårdt at skulle gøre et forhold forbi med de problemer han har men du er i din gode ret, da du både skal tænke på dig selv og børnene. Du elsker ham ikke længere, så det er det eneste rigtige du kan gøre for jer alle. Ja han vil nok til at starte med ryge længere ned i hullet men på sigt vil det forhåbentligt give ham lysten til at arbejde videre med sig selv, så han kan få det bedre og i ville kunne være på venskablig fod i forhold til børnene. Håber det bedste for jer alle.

Anonym skriver:

Hej

Jeg har i mange år overvejet at gå fra min mand. Vi har været sammen i 8 år og har to små børn på 4,5 og 3 år. Vores forhold har aldrig været godt, nok mest fordi han altid har været meget depressiv og ikke vist mig særlig meget kærlighed. Det er gået op for mig, at jeg er holdt op med at elske ham.

Så for 3 uger siden sagde jeg at jeg syntes vi skulle gå fra hinanden, og han gik fuldkommen ned. Han sagde, at han elsker mig så meget og tiggede og bad om en ekstra chance og tilsidst gav jeg mig.
Han prøver på alle mulige måder at gøre det godt igen, og er så kærlig og vil nusse og kysse, og gør alt det som jeg har sukket efter i mange år (hvor han aldrig reagerede). Problemet er bare, at jeg stadig føler at det er alt for sent. Jeg elsker ham bare ikke, og jeg vil gerne væk. Jeg føler mig kvalt med alt den kærlighed han viser nu, for jeg har på ingen måder lyst til ham. Det er bare slut fra min side.
Mit problem er, at han er sygemeldt med stress og depression (det blev han for tre uger siden da jeg sagde jeg ville skilles), og jeg er nervøs for hvad der sker når jeg siger, at det altså bare ikke kan gå.
Jeg har store problemer med skyld og dårlig samvittighed overfor ham. Jeg føler et kæmpe ansvar overfor hans liv. Han er en enspænder og har ingen venner, og hans familie bor 300 km væk, så når jeg flytter er han helt alene. Og så er han helt alene med sin depression, og jeg er bange for at han kan finde på at tage livet af sig selv (og endnu mere nervøs for om han tager børnene og/eller mig med i købet - nu hvor man hører så meget om det i medier kan man ikke undgå at tanken lige dukker op).

Syntes det er meget svært at overskue det, og overskue hvilke konsekvenser det har for ham, og for børnene.

Er der nogen som har stået i samme situation?

Hej

Jeg ville have det HELT ligesom dig

Og jeg var garanteret blevet ved ham :/ tror jeg .. hvis jeg sådan føler efter og prøver sætte mig ind i det

Men det er jo selvfølgelig ikke det rigtige at gøre.

Jeg forstår sku godt du Tror/Tænker han ville tage jer/dig med i jorden, man høre jo og ser så meget i tv mm :/ DESVÆRRE !

Jeg føler 100% med dig.. jeg har selv en MEGET Indelukket mand :/ men jeg elsker ham heldigvis stadigvæk, trods vi har haft vores ture.

Håber du finder ud af det hele :/

Leneur skriver:

Jeg er depressiv og ALENE-mor, så ville da godt nok være ked af, hvis nogen mente jeg ikke skulle være sammen med mit barn. Ovenikøbet er jeg igang med at få hjælp til min sociale fobi, der desværre er begyndt at blusse op igen, efter mange års dvale. Jeg har fokus på min datter, der heldigvis ikke lider nød og er en dejlig, frisk, fræk og fantastisk lille tøseunge, der stortrives og er glad. Hende tager jeg vare på til ug, netop fordi hun er uden skyld i mine problemer, så håber da at ts synes at faren skal se sine børn selvom de går fra hinanden MED MINDRE der er en oprigtig fare for at han vil gøre noget skrækkeligt. Tror da først at han vil miste ævred hvis han ikke må være sammen med dem.

Til ts: Ja det kan være hårdt at skulle gøre et forhold forbi med de problemer han har men du er i din gode ret, da du både skal tænke på dig selv og børnene. Du elsker ham ikke længere, så det er det eneste rigtige du kan gøre for jer alle. Ja han vil nok til at starte med ryge længere ned i hullet men på sigt vil det forhåbentligt give ham lysten til at arbejde videre med sig selv, så han kan få det bedre og i ville kunne være på venskablig fod i forhold til børnene. Håber det bedste for jer alle.

jeg sku også til at skrive at det nok ikke er så smart hvis man tager børne fra ham, og hvis han ikke kan tage vare på børnen så kunne ts evt tage børnen med ud til ham et par gange om ugen,så han stadig være sammen med børnen indimellem.

Anonym skriver:

Hej med jer

Tusind tak for jeres svar
Kan se at jeg i første indlæg ikke fik fortalt, at han faktisk går til psykolog (og det samme gør jeg - hver vores). Han har været der 3 gange og det rykker ikke rigtig endnu.

Tak for de gode forslag, men fik heller ikke fortalt at han lider af en slags socialfobi og jeg vil aldrig nogensinde kunne overbevise ham om at han  skal tage hen til et fittnesscenter, eller andet socialt sted. Det vil han nægte allerede inden jeg foreslår det... Men ellers et godt foreslag.

Men det lunede at få jeres svar

Hej igen,

Ej....det kan jeg godt se så. Så får man ham jo ikke aktiveret eller ud. Så er der nok ikke andet for, end at tænke på dig selv og det som DU vil. Jeg ønsker det bedste for dig og krydser fingre for, at du får taget det valg, som føles rigtigt for dig