Hvordan hjælper jeg hende bedst

Jeg skriver lige anno da jeg har brug for ikke lige at blive genkendt. 
Også for min venindes skyld da det handler om hende. 

Lige lidt for historie:

Men jah min veninde, blev indlagt i sidste uge pga en spiseforstyrelse, Anoraksi. Til at starte med var det ikke gået op for mig at det var det det hele handlede om. Da hun ringede til mig første gang sagde hun skulle indlægges sagde hun at det var pga hendes spisning og at hun havde tabt sig meget på kort tid. jeg troede egentlig at hun bare ikke spiste så meget. Men en dag vi skriver sammen hvor jeg spørger hende om hvorfor hun ikke bare kunne prøve at spise lidt et par gange om dagen så det kommer det nok stille og roligt, da fortæller hun mig at hun jo har anoraksi og ikke har spist noget i flere dage i træk, og at det jo bla var derfor hun blev indlagt. 

Jeg skal op og besøge her i weekenden, og er meget spændt på at se hende har ikke set hende længe så det bliver dejligt. Men det bliver måske også lidt skræmmende fordi jeg har også fået at vide af hende at hun har fået lagt sonde fordi hun kan/vil spise. 

Men det som hele egentlig drejer sig som er: Hvordan hjælper jeg hende bedst igennem denne tid. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at være der for hende. men jeg ved ikke rigtig hvordan jeg gribe det hele an. Jeg ved ikke så meget om spiseforstyrelser så jeg har lidt svært ved at finde ud af hvordan jeg kan hjælpe hende på den bedste måde. 

bedste råd er at være positiv når hun spiser uden at presse på...

det er supersvært at stå på sidelinien når ens veninde går gennem noget som er så mentalt og fysiskt forstyrrende som en spiseforstyrrelse..

lad hende bringe emnet op hvis hun føler der er behov for at forklare eller snakke om det... hvis du vil prøve at fiske ud af hende om hun spiser så er det bedre at gøre det via at nævne hvad du selv har fået eller om hvad hun kunne tænke sig hvis I skulle spise sammen... virkelig være sniger for det er meget nemt for dem at føle sig presset og at mad endnu mere bliver en fjern ting for dem...

vis hende du er der uanset hvor slemt det bliver og at hun altid kan være ærlig overfor dig om hun egentlig nu spiste de 3 stk rugbrødsmadder hun burde eller om hun spiste en rosin uden at blive dømt af dig for det...

Wampires skriver:

bedste råd er at være positiv når hun spiser uden at presse på...

det er supersvært at stå på sidelinien når ens veninde går gennem noget som er så mentalt og fysiskt forstyrrende som en spiseforstyrrelse..

lad hende bringe emnet op hvis hun føler der er behov for at forklare eller snakke om det... hvis du vil prøve at fiske ud af hende om hun spiser så er det bedre at gøre det via at nævne hvad du selv har fået eller om hvad hun kunne tænke sig hvis I skulle spise sammen... virkelig være sniger for det er meget nemt for dem at føle sig presset og at mad endnu mere bliver en fjern ting for dem...

vis hende du er der uanset hvor slemt det bliver og at hun altid kan være ærlig overfor dig om hun egentlig nu spiste de 3 stk rugbrødsmadder hun burde eller om hun spiste en rosin uden at blive dømt af dig for det...

Tusind tak for dit svar. 

Jeg vil helt sikkert tage det til mig. 
Jeg vil hvertfald aldrig dømme hende på nogen måde. 

Hun er heldigvis god til selv at snakke om det. Så det er jo dejligt, og gør det også lige lidt nemmere for mig

Maja84 skriver:

Har desværre ikke nogle råd ud over at bare være der for hende men måske foreningen for spiseforstyrrelser lkan hjælpe med gode råd til dig som pårørende

Håber det bedste for jer begge og ville gå uden at sende et kram

Det kunne være man skulle prøve at tage fat i dem. 

Tak for dit svar

Jeg har desværre haft flere veninder med spiseforstyrrelser. Man kan ikke forstå sygdommen, for de handler ulogisk og ved det godt selv. De har det dårligt, og vil gerne have det godt - de ved hvordan man får det godt, men de gør det modsatte. Det hjalp mig at se sygdommen som "en brækket arm", noget fysisk, eller "en lungebetændelse", noget der kræver behandling. På samme måde som lungebetændelsen, kan de ikke gøre for at de er syge.

Men det allersværeste for mig, som pårørende, har altid været at de lyver. Alle med alvorlige spiseforstyrrelser lyver. Også selvom det ellers er ærlige, søde mennesker. Det har været rigtig svært for mig at kapere, når jeg selv mener, at jeg har sendt et signal om at de kan fortælle mig alt, uden at jeg dømmer.

Det var lidt tanker fra en der har været i dine sko

Tror der er rigtig mange omkring hende der fokusere på spiseforstyrelsen og den er nok mere i fokus end hende som person. 

Hendes identitet bliver spiseforstyrelsen. Så som veninde tror jeg hun ville sætte pris på, at du bare var hendes veninde uden at fokusere på sygdommen. Dog kan du tage emnet op hvis hun selv giver en åbning for det.