hvad er det rigtige for os ?

jeg er far til en lille datter, min kone er ikke dansk statsborger.

vi har grundet udlændingereglerne altid skullet kæmpe for at være sammen, hundredevis af timer er brugt på visum ansøgninger og lange rejser til hinanden.

vi gifter os kort efter vi finder ud af min kone er gravid - hun må ikke føde her i landet og vi bosætter os udlands hvor vores datter kommer til verden.

vi har en meget svær tid de første måneder, vores barn har kolik og græder rigtig meget. begge er vi grønne og kunne have brugt noget mere støtte, vi har dog sunhedsplejeske som kommer i vores hjem, dog på engelsk.

månederne går og vores forhold begynder at gå dårligt, min kone er ekstrem jaloux og hun beskylder mig for utroskab og lignende næsten dagligt, det er nu så langt ude at jeg ikke kan mere. vi går i familieterapi men det hjælper ikke rigtigt, vores kulturelle forskelligheder umuligør et sundt forhold uden næsten daglige konflikter, jeg har boet på hotel 3-4 gange indenfor de sidste 4 måneder. med til historien hører at min kone har mister begge sine forældre som barn/teenager. jeg ønsker sådan at hun får hjælp, men hun mener ikke der er noget galt, og at jeg vitterligt er enten utro eller dater/chatter med andre, hvilket er helt grundløst. hun overvåger mig, tjekker min computer, spørger ind til hvem alle mine venner er. jeg har stort set mistet alt kontakt med mine venner og veninder grundet forholdet til min kone. jeg prøver at please og gå på listesko således hverdagen fungerer og vores datter trives.

vores datter er godt 1 år og er fint indkørt i vuggestue her hvor vi bor.

begge elsker vi vores datter højere end noget andet, og tanken om at sepereres virker uoverskueligt. jeg ønsker ikke min kone tager vores datter med til sit land, datteren er stærkest knytter til hende og får stadig bryst.

hun er en fremragende mor, men hendes land vurderer jeg ikke som et godt sted for vores datter at vokse op i, er også bekymret for moderens psykiske tilstand.

jeg føler ikke jeg kan klare opgaven at opvokse hende selv, kan heller ikke holde ud at tænke på min elskede datter skal vokse op uden sin far ved sin side dagligt.

vores datter er dansk statsborger, og vi blev gift i danmark.

råd søges....

den fortvivlede far..

fartilhelene skriver:

jeg er far til en lille datter, min kone er ikke dansk statsborger.

vi har grundet udlændingereglerne altid skullet kæmpe for at være sammen, hundredevis af timer er brugt på visum ansøgninger og lange rejser til hinanden.

vi gifter os kort efter vi finder ud af min kone er gravid - hun må ikke føde her i landet og vi bosætter os udlands hvor vores datter kommer til verden.

vi har en meget svær tid de første måneder, vores barn har kolik og græder rigtig meget. begge er vi grønne og kunne have brugt noget mere støtte, vi har dog sunhedsplejeske som kommer i vores hjem, dog på engelsk.

månederne går og vores forhold begynder at gå dårligt, min kone er ekstrem jaloux og hun beskylder mig for utroskab og lignende næsten dagligt, det er nu så langt ude at jeg ikke kan mere.

vores datter er nu godt 1 år og er fint indkørt i vuggestue her hvor vi bor nu.

begge elsker vi vores datter højere end noget andet, og tanken om at sepereres virker uoverskueligt. jeg ønsker ikke min kone tager vores datter med til sit land, og datteren er stærkest knytter til moderen og får stadig bryst.

hun er en fremragende mor, men hendes land vurderer jeg ikke som et godt sted for vores datter at vokse op i. 

jeg føler ikke jeg kan klare opgaven at opvokse hende selv, kan heller ikke holde ud at tænke på min elskede datter som ligner mig på en prik skal vokse op i et land som jeg ikke finder trygt. 

vores datter er dansk statsborger, og vi blev gift i danmark.

råd søges....

den fortvivlede far..

 

Årh kæmpestort kram !!

Først vil jeg sige, at jeg ville godt nok synes det var egoistisk af din kone at tage jeres barn med til hendes hjemland. I fandt hinanden, skabte en tilværelse omkring Danmark (nu ved jeg ikke hvor i bor nu) Men jeg vil mene at det bedste for både jer og jeres barn ville være at blive hvor i er nu, går i fra hinanden så synes jeg stadigvæk i skal blive der hvor i er, altså ikke bo sammen.

I må ofre ting for jeres barn og det indeholder, som jeg ser det, IKKE at rykke hende ud af de faste trygge rammer hun allerede er inde i.

og JA Det er IKKE nogen let opgave, men jeres barn har ret til begge sine forældre også selvom de ikke er sammen, derfor ser jeg det ikke optimalt at i bor meget langt fra hinanden.

Igen KÆMPE KRAM ! Jeg håber i finder en løsning i begge, og ikke mindst jeres barn, kan leve med.

Ærligt, så tror jeg din kone i den grad prøver grænser af, jo mere du pleaser jo længere vil hun gå. Du må træde i karakter og være en "mand" hvis du forstår hvad jeg mener. Fortæl tydeligt hvad du vil og ikke vil finde dig i.

Hed og lykke