Du har ret jeg er nok lidt tør og kedelig, for jeg elsker at være hjemme, jeg kan godt lide at gå rundt og være grim, jeg kan godt lide at ligge på sofaen og slappe af og at spille på min mobil med mine veninder og at se film, især hvis du vil være med til at putte. Jeg elsker at putte, jeg elsker at mærke dit hjerte der banker, når du ligger op ad mig bag min ryg og jeg kan slet ikke få nok af at mærke dig. Så meget at jeg har svært ved at tage mig sammen til meget andet når vi endelig er sammen.
Du tror, at jeg tror, at jeg er en engel.
Du tror at jeg kan alt og at jeg har styr på det hele, de sidste 3 mdr. af min uddannelse stod jeg hver morgen på l***** st. og kiggede ned på skinnerne i mens jeg tænkte på hvordan det ville være at løbe der ned de sidste 5 sek. Inden toget passerede, hvor befriende det ville være ikke at skulle have det pres hængende længere, at være fri for at skulle forsøge at passe ind i mængden, med uddannelse, mand, børn og hus.
Jeg tænkte på om nogen ville savne mig eller hvor lang tid der mon ville gå før nogen ville ligge mærke til at jeg var væk.
Alt det jeg aldrig har haft og altid har savnet er det jeg forsøger at skabe nu, jeg har det som om jeg bliver trukket derud af og klamre mig fast, til hvad jeg kan for at kunne følge med, jeg har viljen men er ikke helt stærk nok, kommer der et for stort bump på vejen er jeg ikke sikker på at jeg er med længere.
Jeg har et behov for at kunne kontrollere hvad der sker omkring mig, for at have overblik over hvad der sker, jeg er bange i uvante situationer og har brug for lang tid til at vænne mig til nye ting. For da jeg var barn skete der så mange ting jeg slet slet ikke kunne styre.
Jeg har et stort behov for at føle mig tryg og kan måske virke omklamrende og jeg kan ikke lide at være midtpunkt eller at folk kigger på mig og jeg er bange for at fejle.
Jeg kan godt lide at lave mad, du ved det bare ikke, for jeg kan godt lide at høre det kan spises uden sårende kommentarer.
Jeg har intet selvværd og har brug for bekræftelse, men beder ikke selv om det, for jeg har stadig min stolthed. Jeg elsker at kysse og kramme men kan ikke lide at lægge op til det selv da jeg er ekstremt bange for at få en afvisning, for selv den mindste gør virkelig ondt.
Jeg kan huske engang jeg var barn, jeg skulle sove hjemme hos en veninde, det gjorde vi så tit. Men noget var anderledes for hjemme hos mig fik man ikke et kys eller kram når man skulle ud, som mine veninder gjorde hjemme hos deres forældre.
Men den aften kan jeg huske jeg tog det for mig store skridt, jeg ville give min mor et kram inden min veninde og jeg skulle gå, men da jeg strakte mine arme ramte jeg et glas der stod på køkkenbordet, det faldt ned og gik itu og jeg fik skæld ud.
Udover mit forsøg på at få noget omsorg, kan jeg ikke huske en eneste gang jeg ellers har fået et kram eller et kys af mine forældre, jeg kan ikke huske en eneste gang at de har sagt de elskede mig.
For en måneds tid siden snakkede jeg med min mor om det, det var som om der var et lys der gik op for mig den dag, hun gav mig ret i det jeg lige har skrevet og sagde at hun den dag i dag fortryder det.
Men hvad kan jeg bruge det til, hvad hjælper det mig at hun fortryder, når det er mig der har mistet dem jeg elsker!?
Nogle gange græder jeg, det er den måde jeg viser min tvivl, min kærlighed, min ensomhed, mine lidelser og min stolthed på.
