Dette bliver lige et aflæsningsindlæg, for har lige brug for at komme ud med det
Manden og jeg har nu kæmpet i 16 måneder for at få vores lille ønske bebs. Det har været en lang og hård kamp, og modet er tit ved at svigte. Der er ikke noget vi ønsker os mere, end at blive forældre. Det var ikke lige det her vi forventede, da vi droppede præventionen i september 2011. Det har påvirket os meget, men vi har virkelig også fundet hinanden på en helt anden måde nu. Vores parforhold er meget stærkere end nogensinde, og det er jo positivt
det der har været hårdest for os har været, at alle omkring os er blevet gravide og mange har også født i den periode vi har forsøgt. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er uretfærdigt nogle gange. Jeg tager mig selv i at tænke, at det er uretfærdigt, at flere bekendte som lige er kommet i nyt forhold, offentliggør graviditeter hele tiden. Ved godt at de jo har ligeså meget "ret" til det, og selvfølgelig er jeg også glad på deres vegne. Det er bare svært at se udover det slag det er.
Vi havde håbet at 2012 blev vores år, men det gjorde det ikke
nu har vi egentlig aftalt at have PB lidt på standby, ment på den måde, at vi ikke planlægger noget efter det. Egentlig var det meningen, at jeg skulle have holdt orlov i et år fra mit studie, efter sommerferien i år, men nu vil jeg ikke have det som mål. Nu skal uddannelsen prioriteres højere. Vi har planlagt en sommerferie til udlandet (vi bestiller dog ikke ferien før vi ved om vi bliver gravide). Vi har bestemt os for at blive velsignet i kirken, og er derfor igang med at planlægge den helt store bryllupsfest. Vi bruger stadig ikke prævention, men tager det mere som det kommer. Jeg har slettet min app på telefonen, som holder styr på min menstruation og ca. ægløsning.
Fra nu af handler det om at nyde hinanden og vores ungdom, og hvis så vi bliver gravide, jamen så ville det være den største drøm der går opfyldelse
Vi håber på at 2013 bliver vores år, og at den nyfundne ro gavner projektet
