Jeg er lige faldet ned i et hul igen idag, - lige pludselig ud af det blå, inde midt hos købmanden, pludselig kunne jeg ikke engang overskue hvad der var i kølemontren.
Jeg har gennem det sidste år haft tilbagevendene panikangst anfalde, det første varede nærmest uafbrudt i over en måned. Men gennem sidste efterår og vinteren har jeg fået så meget styr på det, at jeg i en lang periode har følt mig som mig, og ikke som hende den småskøre person, der ikke kan styre sin egen psyke.
Jeg har netop været igennem en lang periode med ekstraordinært pres fra min ex-mand, og har faktisk været helt stolt af hvordan jeg har håndteret det uden at falde i angsthullet, men nu skal jeg da ellers lige love for jeg er faldet i igen.
Jeg tror det er en kombination af for lidt nattesøvn grundet sygdom hos ungerne over en uges tid, to migræneanfalde på et døgn og en masse arbejde!! som væltede læsset. Det, og så det konstante pres ved at skulle forholde mig til et møde i statsforvaltningen med ex-manden snart og alle de trusler han bombaderer mig med.
Dog syntes jeg det er pudsigt at jeg får det her voldsomme anfalde lige oven på det dobbelte migræne anfalde. Det var nemlig 5-6 anfalde på en uge, det trickede mit første voldsomme panikanfalde for et år siden, så der er nok en sammenhæng. Det er jo selvsagt ikke morsomt med migræne anfalde i sig selv, men det her er en højst uvelkommen bivirkning.
Jeg ved ikke, om der er andre herinde der lever med panikangst, eller bare en anden form for angst, men for mig får det altså mig til at virke mindre skør i bolden, når jeg kan dele mine tanker med andre, og jeg mangler!! virkeligt et godt og aktivt site på nettet, hvor småtosser ligesom jeg har mulighed for at dele fælles tanker og klappe på skuldre. Nogen, der kan anbefale noget??
Det er smadder svært at skulle acceptere at jeg er nødt til at køre på psykisk halvt kraft frem, også i forbindelse med mine børn, ligenu. Jeg gider det bare ikke. Jeg ved godt, at det er mens man står med begge fødder i smattet, at det virker som om man aldrig kommer op igen, og at tingene bliver bedre af at fokusere på noget andet end sine egne angsttanker og kroppens fornemmelser, men lige nu, æv, der er det bare træls.
Jeg har egentligt lyst til at sygemelde mig i morgen og blive under dynen, men omvendt set ved jeg, jeg helt klart har bedst af at komme ud af huset og blive beskæftiget med både krop og tanker. Så der er nok ingen vej udenom.
Undskyld for at I lige fik læsset, men måske der kunne være nogen, der havde noget klogt at sige. 
