når forældrene går ind og aflaster frivilligt.

Ja, som jeg gerne vil dele lidt med jer om er at min kæreste og jeg sammen har et barn på 18måneder. Vi bor rigtig tæt på mine forældre - hvilket hun har mange glæder af. Men, sagen er at min mor selvfølgelig er en smule mere pjattet med hende end min far er - hvilket ofte ses meget naturligt, men nogle gange når hun kommer for at overnatte i weekenderne - fks. Lørdag til Søndag, kan jeg mærke min far af og til ikke er helt med på den. Men, nu er det også min mor jeg aftaler det med, og ifølge vores sagsbehandler skal hun mindst sove 1 gang ude så hun kan få en god stimulering igennem mine forældre - og det har de sagt ja til. Men, kan mærke på min far - det faktisk kan irritere ham lidt. Han siger ikke så meget - havde måske ikke hænderne klar til at tage prinsessen når overtøjet sku af, og faktisk kan virke som en byrde for ham. Nøjagtig fornemmede min kæreste det samme som jeg fornemmede. At det måske kan blive for meget for min far, hver weekend. Men som sagt at de selv sagt ja til at blive aflastningsforældre for hende, men vil på ingen måde ha han skal føle sig presset. Her i dag da jeg skulle hente hende hjem - kunne jeg mærke på min far at det lige var det rigtige. Hvad pokker gør jeg i sådanne en situation?? han elsker hende overalt. Men jeg fornemmer bare igennem ham - at han ikke rigtig kan forstå det pludselig skal være hans last når det er vores barn - og vi samtidig afventer endnu en. Jeg ved heller ikke om det er mig, og mine følelser... men faktisk mærkede min kæreste det samme

Hvad med at tale med ham eller måske bare den mor i første omgang 

Anonym skriver:

Ja, som jeg gerne vil dele lidt med jer om er at min kæreste og jeg sammen har et barn på 18måneder. Vi bor rigtig tæt på mine forældre - hvilket hun har mange glæder af. Men, sagen er at min mor selvfølgelig er en smule mere pjattet med hende end min far er - hvilket ofte ses meget naturligt, men nogle gange når hun kommer for at overnatte i weekenderne - fks. Lørdag til Søndag, kan jeg mærke min far af og til ikke er helt med på den. Men, nu er det også min mor jeg aftaler det med, og ifølge vores sagsbehandler skal hun mindst sove 1 gang ude så hun kan få en god stimulering igennem mine forældre - og det har de sagt ja til. Men, kan mærke på min far - det faktisk kan irritere ham lidt. Han siger ikke så meget - havde måske ikke hænderne klar til at tage prinsessen når overtøjet sku af, og faktisk kan virke som en byrde for ham. Nøjagtig fornemmede min kæreste det samme som jeg fornemmede. At det måske kan blive for meget for min far, hver weekend. Men som sagt at de selv sagt ja til at blive aflastningsforældre for hende, men vil på ingen måde ha han skal føle sig presset. Her i dag da jeg skulle hente hende hjem - kunne jeg mærke på min far at det lige var det rigtige. Hvad pokker gør jeg i sådanne en situation?? han elsker hende overalt. Men jeg fornemmer bare igennem ham - at han ikke rigtig kan forstå det pludselig skal være hans last når det er vores barn - og vi samtidig afventer endnu en. Jeg ved heller ikke om det er mig, og mine følelser... men faktisk mærkede min kæreste det samme

 

Anonym skriver:

Ja, som jeg gerne vil dele lidt med jer om er at min kæreste og jeg sammen har et barn på 18måneder. Vi bor rigtig tæt på mine forældre - hvilket hun har mange glæder af. Men, sagen er at min mor selvfølgelig er en smule mere pjattet med hende end min far er - hvilket ofte ses meget naturligt, men nogle gange når hun kommer for at overnatte i weekenderne - fks. Lørdag til Søndag, kan jeg mærke min far af og til ikke er helt med på den. Men, nu er det også min mor jeg aftaler det med, og ifølge vores sagsbehandler skal hun mindst sove 1 gang ude så hun kan få en god stimulering igennem mine forældre - og det har de sagt ja til. Men, kan mærke på min far - det faktisk kan irritere ham lidt. Han siger ikke så meget - havde måske ikke hænderne klar til at tage prinsessen når overtøjet sku af, og faktisk kan virke som en byrde for ham. Nøjagtig fornemmede min kæreste det samme som jeg fornemmede. At det måske kan blive for meget for min far, hver weekend. Men som sagt at de selv sagt ja til at blive aflastningsforældre for hende, men vil på ingen måde ha han skal føle sig presset. Her i dag da jeg skulle hente hende hjem - kunne jeg mærke på min far at det lige var det rigtige. Hvad pokker gør jeg i sådanne en situation?? han elsker hende overalt. Men jeg fornemmer bare igennem ham - at han ikke rigtig kan forstå det pludselig skal være hans last når det er vores barn - og vi samtidig afventer endnu en. Jeg ved heller ikke om det er mig, og mine følelser... men faktisk mærkede min kæreste det samme

 

Nu ved jeg ikke hvorfor din datter skal være i aflastning hver uge, men jeg tænker på om din far evt er bekymret for når du føder dit andet barn. At han så lige pludselig står med 2 børn som han skal have fast hver uge en på omkring 2år og en nyfødt. 

merethe skriver:

Nu ved jeg ikke hvorfor din datter skal være i aflastning hver uge, men jeg tænker på om din far evt er bekymret for når du føder dit andet barn. At han så lige pludselig står med 2 børn som han skal have fast hver uge en på omkring 2år og en nyfødt. 

Anonym skriver:

Ja, som jeg gerne vil dele lidt med jer om er at min kæreste og jeg sammen har et barn på 18måneder. Vi bor rigtig tæt på mine forældre - hvilket hun har mange glæder af. Men, sagen er at min mor selvfølgelig er en smule mere pjattet med hende end min far er - hvilket ofte ses meget naturligt, men nogle gange når hun kommer for at overnatte i weekenderne - fks. Lørdag til Søndag, kan jeg mærke min far af og til ikke er helt med på den. Men, nu er det også min mor jeg aftaler det med, og ifølge vores sagsbehandler skal hun mindst sove 1 gang ude så hun kan få en god stimulering igennem mine forældre - og det har de sagt ja til. Men, kan mærke på min far - det faktisk kan irritere ham lidt. Han siger ikke så meget - havde måske ikke hænderne klar til at tage prinsessen når overtøjet sku af, og faktisk kan virke som en byrde for ham. Nøjagtig fornemmede min kæreste det samme som jeg fornemmede. At det måske kan blive for meget for min far, hver weekend. Men som sagt at de selv sagt ja til at blive aflastningsforældre for hende, men vil på ingen måde ha han skal føle sig presset. Her i dag da jeg skulle hente hende hjem - kunne jeg mærke på min far at det lige var det rigtige. Hvad pokker gør jeg i sådanne en situation?? han elsker hende overalt. Men jeg fornemmer bare igennem ham - at han ikke rigtig kan forstå det pludselig skal være hans last når det er vores barn - og vi samtidig afventer endnu en. Jeg ved heller ikke om det er mig, og mine følelser... men faktisk mærkede min kæreste det samme

 

Hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg ham godt. Man forventer vel at ens børn kan tage vare på deres egne børn når de får dem. Og at den tid man tilbringer med sine børnebørn er lystfyldt og ikke føles som en sur pligt. Og at I så oven i hatten har en ny på vej, synes jeg er ret uansvarligt (uden at kende detaljerne). Han har måske også en anelse ondt i r*ven, eller er bekymret, over at I nu skal have en til. Skal de så tage sig af begge børn hver weekend eller hvordan?

Det er hårdt at bruge en dag hver eneste weekend på et lille barn når man selv er nået langt over alderen for småbørnsforældre. 

Jeg synes at du skal tage en ærlig, stille og rolig snak med ham og spørge ham om det er et problem for ham. Uden at fordømme. Måske kunne man lave en løsning så det er din mor der tager sig af barnet? Hvis det er hende der er mest med på idéen?

Jeg synes i skulle sætte jer ned og få en snak om det! Det er vigtigt at der er klare linjer! Måske er det bare dig men hvis der er et problem skal det jo løses

så er tingene faldet til. Det var slet ikke som jeg havde troet. De ville mere end gerne aflaste. Vi har fået talt ud om det, og jeg er rolig igen.

med henblik på det med at jeg har et barn aflastet og får en mere, så blev aflastningen først besluttet efter jeg blev gravid igen.

Ja, som jeg gerne vil dele lidt med jer om er at min kæreste og jeg sammen har et barn på 18måneder. Vi bor rigtig tæt på mine forældre - hvilket hun har mange glæder af. Men, sagen er at min mor selvfølgelig er en smule mere pjattet med hende end min far er - hvilket ofte ses meget naturligt, men nogle gange når hun kommer for at overnatte i weekenderne - fks. Lørdag til Søndag, kan jeg mærke min far af og til ikke er helt med på den. Men, nu er det også min mor jeg aftaler det med, og ifølge vores sagsbehandler skal hun mindst sove 1 gang ude så hun kan få en god stimulering igennem mine forældre - og det har de sagt ja til. Men, kan mærke på min far - det faktisk kan irritere ham lidt. Han siger ikke så meget - havde måske ikke hænderne klar til at tage prinsessen når overtøjet sku af, og faktisk kan virke som en byrde for ham. Nøjagtig fornemmede min kæreste det samme som jeg fornemmede. At det måske kan blive for meget for min far, hver weekend. Men som sagt at de selv sagt ja til at blive aflastningsforældre for hende, men vil på ingen måde ha han skal føle sig presset. Her i dag da jeg skulle hente hende hjem - kunne jeg mærke på min far at det lige var det rigtige. Hvad pokker gør jeg i sådanne en situation?? han elsker hende overalt. Men jeg fornemmer bare igennem ham - at han ikke rigtig kan forstå det pludselig skal være hans last når det er vores barn - og vi samtidig afventer endnu en. Jeg ved heller ikke om det er mig, og mine følelser... men faktisk mærkede min kæreste det samme

 

Edit: havde ikke set du bare kom med en update på en gammel tråd 

Can you blame him?  Det bliver pludselig mere end pligt end fornøjelse af have sit barnebarn på besøg. Og han vil sikkert utrolig gerne hjælpe, men jeg kan også godt forstå at han ikke er hujende begejstret. Jeg tror det er vigtigt at du lader ham vide hvor rart det er for jer, hvor stor pris i sætter på hans hjælp og hvor taknemmelige i er - så nytter det for ham. Lad dem vide, at hvis det bliver for meget, så skal de endelig sige til, så finder i en anden løsning. Hvis i bare får en anden aflastningsfamilie lige pludselig vil det nemt kunne mistolkes som om de ikke har gjort det godt nok. Så indtil videre ville jeg bare virkelig huske dem på hvor meget deres hjælp betyder, hele tiden  Og at de sagtens kan sige til, hvis det bliver for meget.