M (: skriver:
6-9 måneder:
Fra omkring 6 til 9 måneder sker der en stor udvikling i selve ryggens og kroppens stabilitet. Balancen forbedres, og barnet begynder at sidde. Nu, hvor arme og hænder er kommet “fri” af gulvet og kan bevæges i alle retninger, får barnet bedre kontrol over hænder og fingre, udvikler finmotorikken og kan undersøge legetøjet mere detaljeret og bruge begge hænder samtidig. Øje-hånd-koordinationen bliver også bed-re, og barnet viser bl.a. derfor større interesse for at spise selv. Læber, kæber og tunge udvikles, så barnet både bliver bedre til at tygge – og får mere variation i sin pludren.
Nogle børn begynder også at mave sig frem og kravle i denne periode. Det er en stor forandring fra tidligere, hvor barnet ikke selv aktivt kunne bringe sig hen til sit ønskemål, og hvor det var op til andre at afgøre, hvad det skulle se på og lege med.
Det, at barnet kommer op at sidde og tager de første tiltag til at bevæge sig rundt, baner vej for en helt ny udvikling. Barnet begynder nu at blive mere selvstændigt, får øget kontrol over sin egen krop og kan pludselig selv tilfredsstille en del af sine ønsker til stimulering og beskæftigelse.
Reflekser 6-9 måneder
Falderefleks forover. Kommer omkring 6 måneder. Gør, at barnet i siddende stilling tager fra med hænderne foran kroppen ved fald forover. Bevares resten af livet.
Falderefleks til siderne. Kommer omkring 7.-8. måned. Gør, at barnet i siddende stilling tager fra med hænderne ved fald ud til en af siderne. Bevares resten af livet.
Fodens griberefleks. Aftager først, lige inden barnet begynder at stå sikkert og gå.
Kontrol af hoved og krop
Løfter sig op på maven i strakte arme
– uden at fødderne følger med. Ruller
– først fra mave til ryg, siden fra ryg til mave. Maver sig rundt om sig selv og krabber baglæns og senere også fremad.
Kontrol af arme og hænder
Kan holde en genstand i hver hånd. Kan beskæftige begge hænder samtidig om samme genstand. Begynder at slippe aktivt. Ryster, rasler og hamrer med ting.
Omkring 8. måned: Begynder at bruge pege- og tommelfinger til at holde og undersøge små ting og bruger også pegefingeren alene. Begynder måske at vinke og klappe.
Kontrol af ben og fødder
Kommer op på alle fire og står og rokker. Begynder måske at kravle sidst i perioden – sikkert først baglæns. Står oprejst på flad fod, når der er støtte under armene, og laver måske små bevidste skridt i luften.
Sprog
Forstår enkle ord og lyde, f.eks. “av”. Pludrer med mange lyde og varieret styrke og længde. Gentager lyde fra forældrene. Omkring 8 måneder: Pludrer i to stavelser.
Syn
Ser forskel på ting tæt ved og langt væk. Skelner bevægelse væk fra og hen imod noget. Følger ting i bevægelse nøje. Ser undersøgende og længe på legetøj i hånden. Følger bevidst ting, der smides på gulvet.
Spisning
Undersøger maden med hænderne. Kan holde om sit krus med begge hænder og drikke selv. Kan spise med fingrene (pege og tommel) og tygge mad med grovere konsistens.
9-12 måneder:
I denne periode bliver barnet stadig mere sikkert og kontrolleret i sine bevægelser. Barnet har efterhånden fået så mange erfaringer med, hvad kroppen kan, at det i høj grad selv kan styre og kontrollere, hvad det vil gøre rent motorisk.
Det er også nu, der kommer mere stabilitet i hofte, ben, fødder og fingre. Det gør, at barnet bliver bedre til at bevæge sig rundt, komme fra siddende stilling til knæ, fra knæ til stående og måske også tager fat på at gå. De børn, der begynder at kravle nu, bliver gradvist sikrere på “benene”, mens de børn, der nu har kravlet et stykke tid, så småt begynder at gå rundt med støtte – enten med en hånd på møblerne eller med støtte fra mor eller far.
Stabiliteten i fingrene gør, at barnets finmotorik bliver meget mere nøjagtig – især på grund af at tommel- og pegefinger for alvor begynder at samarbejde, så det såkaldte pincetgreb rigtigt kommer i brug. Nu bliver en helt ny slags legetøj sjovt at sidde med, f.eks. puttekasser, klodser og simple puslespil.
Denne brug af tommel- og pegefinger kan se simpel ud, men er i virkeligheden meget avanceret og også enestående for mennesket som art. Ikke engang vores nærmeste slægtninge i dyreverdenen
– aberne – behersker pincetgrebet, som har været bestemmende for hele menneskets udviklingshistorie.
Kombinationen af barnets øgede grov- og finmotoriske stabilitet og den psykiske udvikling gør, at barnets forståelse af rum og retning begynder at tage form. Rum- og retningsforståelsen sætter barnet i stand til at begribe lidt mere om sig selv i forhold til omgivelserne. Det begynder så småt at forstå, at der er afstand mellem “herfra” og “dertil”, at noget er “oppe” og andet “nede”, og at mor og far kan komme og gå.
Det er samtidig på dette alderstrin, at mange børn begynder i vuggestue eller dagpleje. Det kan betyde, at de rent motorisk står lidt stille eller går lidt tilbage. Det skyldes, at de en overgang må bruge ekstra meget af deres energi på at vænne sig til den nye rytme og de nye mennesker, de har omkring sig. Derfor er det vigtigt at skabe faste og gode “farvelritualer” for barnet – både når I afleverer om morgenen, og når I lægger barnet til at sove. Prøv også at få så meget som muligt at vide fra pædagogerne om, hvordan barnets dag har været, og sæt dem også ind i, hvordan barnet trives derhjemme. Det er med til at gøre hverdagen tryg og sammenhængende for den lille i denne måske lidt svære overgangstid.
Reflekser 9-12 måneder
Falderefleks bagover. Kommer omkring 10. måned. Gør, at barnet i siddende stilling tager fra med hænderne bagud ved fald bagover. Gør også, at barnet kan skifte stilling fra at sidde til at kravle, fra at ligge til at sidde osv. Bevares resten af livet.
Fodens griberefleks. Aftager først, lige inden barnet begynder at stå sikkert og gå.
Kontrol af hoved og krop
Sidder stabilt, både med fødderne frem, på hug og på hælene. Kan skifte stilling fra siddende til liggende, siddende til stående, stående til knæ osv.
Kontrol af arme og hænder
Behersker og bruger pincetgrebet (tommel- og pegefinger) endnu mere. Bruger også fingerspidserne. Slipper ting bevidst. Kaster bolde. Peger med pegefingeren. Løfter arme op i luften – “sååå stor”. Slår legetøj mod hinanden. Putter ting i kopper og skåle. Bladrer i bog. Bygger tårn af to klodser. Vipper låg af æsker. Barnets foretrukne hånd bruges mest. Klatrer op på forhindringer (stole, sofaer).
Kontrol af ben og fødder
Kravler – også på trapper (under opsyn). Står på knæ. Trækker sig op at stå ved møbler.
10.-12. måned: Går rundt om lavere møbler med støtte derfra.
12. måned: Står frit uden støtte og tager måske de første skridt.
Sprog
Reagerer på sit navn. Pludrer i sætningslignende rytmer. Sætter stavelser sammen til hjemmelavede ord. Omkring 12. måned: Siger sine første rigtige ord. Lytter opmærksomt, når der bliver talt til det. Kan ved lyden af et ord pege på tingen – eller på et billede af den.
Syn
Fin koordination mellem syn og hånd. Bedømmer afstand og bevægelse meget bed-re.
Spisning
Drikker selv af kop. Tager rosiner og små madstykker med fingrene.
Omkring 12. måned: Begynder at spise med ske.
http://www.navlestreng.dk