Piv piv! :-(

Hej piger,

Jeg har brug for at være anonym, da jeg endnu ikke har fortalt nogen om projektet.

Sagen er den, at jeg smed pillerne i august, da kæresten og jeg blev enige om at se hvad der skete, hvis vi gjorde - vi prøver altså ikke aktivt med skemalagt sex, ÆL-tests, osv. Synes egentlig også jeg har taklet det fint, at der ikke er sket noget siden.

Men den anden dag kom min meget nære veninde og fortalte, at hun er gravid. Hun er 25 kg overvægtig, men alligevel blev hun gravid i første forsøg uden de forsøgte (de ville også bare tage det stille og roligt og se hvad der skete). Hun smed pillerne ca. 1 ½ måned senere end jeg gjorde.

Jeg ved godt, at jeg bare burde være lykkelig på min venindes vegne, at hun har let ved at blive gravid trods hendes (og kærestens) overvægt - men jeg blev bare så ked af det, da hun fortalte det!! Det lykkedes mig heldigvis at skjule indtil jeg var alene.
Jeg er egentlig lidt overrasket over min reaktion, for har altid været i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet skulle have børn - og hvorvidt jeg vil egne mig som mor.

Min veninde skal føde til sommer - og nu er min store frygt så, at jeg stadig ikke er gravid til den tid. Det ville ellers være så perfekt, hvis jeg bare også var gravid, så vi kunne følges og barsle sammen. Men sådan skal det åbenbart ikke være. Det værste er næsten at kæresten og jeg har besluttet ikke at fortælle det til nogen, at vi prøver, før det er lykkes, så jeg har ikke kunnet snakke med min veninde om det.
Ved godt jeg overreagerer, jeg har jo kun prøvet i lidt over 4 måneder, så det har jeg ikke brug for at få at vide. Ved også godt at jeg er dybt urimelig, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at synes det er uretfærdigt, at det er hende der er gravid, når jeg nu har passet godt på min krop og følger alle "regler", er normalvægtig, ryger ikke, drikker ikke, dyrker motion, undgår parfume og farvestoffer, osv.
Frygter så meget, at det viser sig, at min anden meget nære veninde også er gravid, så jeg pludselig er den eneste, der ikke er!
Er så bange for jeg slet ikke kan...

Jeg er på 4. forsøg nu (irriterende 35 dage lang cyklus), og er næsten helt sikker på, at den heller ikke er der den her gang - på trods af rigelig sex omkring ÆL.

Åh, er bare så ked af det nu! Håber det bliver bedre i morgen...

Go morgen til dig.

Jeg kan 100% realatere til dine problemer og dine følelser.

Jeg lider af den sygdom som heddeer PCOS i underlivet og det vil sige at jeg har min mins når det passer den og nogle gange går der meget lang tid i mellem andre gange hver mdr, men jeg fik mit første barn som 20 året da jeg var aller mest frugtbarn men jeg burde slet ikke kunne få børn på naturlig vis ...

Jeg ønsker mig så inderligt et barn mere og har fået afvide at jeg har kun til jeg bliver 32 og skal tabe næsten 25 kg. For 14 dage siden skrev en af mine veninder som kender alt til min drøm og mine ønsker og problemer at hun er gravid, hun har været sammen med sin nye kæreste i nogle få mdr og de prøvede ingen gang hun har to børn og er overvægtig og jeg tænkte lige som du hvordan kan jeg være glad på hendes vejne.

Og det er naturligt at tænke sådan når du har de ønsker og tanker og følelser som du har og ja det bliver ikke nemmere jeg ville ønske jeg kunne sige at det blev det men desværre, men noget du skal huske er og jeg ved det er svært det her, men prøv ikke og tænke på det det gør bare sig selv mere ked af det, og gøre smerten meget være, men du skal nok blive mor en dag med det ønske du bære rundt på ville det være urimeligt hvis ikke.

men hvis du ikke kan klare og høre om det med din veninde må du fortælle hende hvordan du har det med det så forstår hun dig nok og så fortæller hun nok ikke så meget om det for at skåne dig.

ved ikke om du kan bruge noget af det til noget overhovedet

Carina Rasmussen skriver:

Go morgen til dig.

Jeg kan 100% realatere til dine problemer og dine følelser.

Jeg lider af den sygdom som heddeer PCOS i underlivet og det vil sige at jeg har min mins når det passer den og nogle gange går der meget lang tid i mellem andre gange hver mdr, men jeg fik mit første barn som 20 året da jeg var aller mest frugtbarn men jeg burde slet ikke kunne få børn på naturlig vis ...

Jeg ønsker mig så inderligt et barn mere og har fået afvide at jeg har kun til jeg bliver 32 og skal tabe næsten 25 kg. For 14 dage siden skrev en af mine veninder som kender alt til min drøm og mine ønsker og problemer at hun er gravid, hun har været sammen med sin nye kæreste i nogle få mdr og de prøvede ingen gang hun har to børn og er overvægtig og jeg tænkte lige som du hvordan kan jeg være glad på hendes vejne.

Og det er naturligt at tænke sådan når du har de ønsker og tanker og følelser som du har og ja det bliver ikke nemmere jeg ville ønske jeg kunne sige at det blev det men desværre, men noget du skal huske er og jeg ved det er svært det her, men prøv ikke og tænke på det det gør bare sig selv mere ked af det, og gøre smerten meget være, men du skal nok blive mor en dag med det ønske du bære rundt på ville det være urimeligt hvis ikke.

men hvis du ikke kan klare og høre om det med din veninde må du fortælle hende hvordan du har det med det så forstår hun dig nok og så fortæller hun nok ikke så meget om det for at skåne dig.

ved ikke om du kan bruge noget af det til noget overhovedet

Det er rart at vide, at jeg ikke er den eneste i verden med de tanker og følelser, jeg har lige nu. Så føler jeg mig knap så uduelig og urimlig...

Jeg kender godt til PCOS, troede faktisk min veninde kunne tænkes at have det grundet hendes problemer med at holde vægten, men det havde hun da så nok heldigvis ikke!
Synes stadig bare det er svært at acceptere, at det er jeg - uden PCOS, uden overflødige kilo, ikke-ryger, i fast forhold i 8 år, sunde madvaner, gode motionsvaner - der skal kæmpe med det...

En bekendt er lige blevet mor til nr. 3. Hun er i slutningen af 30'erne, og hun blev gravid ved en svipser. Hvorfor kan jeg i midt/slutningen af 20'erne så ikke, selvom det er bevidst og planlagt?

Synes bare at alle omkring mig bliver gravide lige nu, men var egentlig ok med det så længe mine to bedste veninder ikke var - det er den ene så, og det var åbenbart mere end jeg kunne klare..
Jeg vil rigtig gerne være en del af hendes graviditet og også gerne være der for hende, når barnet kommer, så jeg håber at jalouxien snart fortager sig lidt (når jeg lige er kommet mig over overraskelsen), så jeg rigtig kan glæde mig på hendes vegne! Eller endnu bedre, at jeg kunne blive gravid selv, så jeg bare kunne joine hende!

Det er normalt ikke noget jeg fokuserer så meget på, har mit gode job og nogle skønne fritidsinteresser, der tager min opmærksomhed. Men lige i dag er det det eneste jeg kan tænke på...
Øvøv, og så er jeg også ved at blive syg. Lortedag!

Anonym skriver:

Hej piger,

Jeg har brug for at være anonym, da jeg endnu ikke har fortalt nogen om projektet.

Sagen er den, at jeg smed pillerne i august, da kæresten og jeg blev enige om at se hvad der skete, hvis vi gjorde - vi prøver altså ikke aktivt med skemalagt sex, ÆL-tests, osv. Synes egentlig også jeg har taklet det fint, at der ikke er sket noget siden.

Men den anden dag kom min meget nære veninde og fortalte, at hun er gravid. Hun er 25 kg overvægtig, men alligevel blev hun gravid i første forsøg uden de forsøgte (de ville også bare tage det stille og roligt og se hvad der skete). Hun smed pillerne ca. 1 ½ måned senere end jeg gjorde.

Jeg ved godt, at jeg bare burde være lykkelig på min venindes vegne, at hun har let ved at blive gravid trods hendes (og kærestens) overvægt - men jeg blev bare så ked af det, da hun fortalte det!! Det lykkedes mig heldigvis at skjule indtil jeg var alene.
Jeg er egentlig lidt overrasket over min reaktion, for har altid været i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet skulle have børn - og hvorvidt jeg vil egne mig som mor.

Min veninde skal føde til sommer - og nu er min store frygt så, at jeg stadig ikke er gravid til den tid. Det ville ellers være så perfekt, hvis jeg bare også var gravid, så vi kunne følges og barsle sammen. Men sådan skal det åbenbart ikke være. Det værste er næsten at kæresten og jeg har besluttet ikke at fortælle det til nogen, at vi prøver, før det er lykkes, så jeg har ikke kunnet snakke med min veninde om det.
Ved godt jeg overreagerer, jeg har jo kun prøvet i lidt over 4 måneder, så det har jeg ikke brug for at få at vide. Ved også godt at jeg er dybt urimelig, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at synes det er uretfærdigt, at det er hende der er gravid, når jeg nu har passet godt på min krop og følger alle "regler", er normalvægtig, ryger ikke, drikker ikke, dyrker motion, undgår parfume og farvestoffer, osv.
Frygter så meget, at det viser sig, at min anden meget nære veninde også er gravid, så jeg pludselig er den eneste, der ikke er!
Er så bange for jeg slet ikke kan...

Jeg er på 4. forsøg nu (irriterende 35 dage lang cyklus), og er næsten helt sikker på, at den heller ikke er der den her gang - på trods af rigelig sex omkring ÆL.

Åh, er bare så ked af det nu! Håber det bliver bedre i morgen...

Du er velkommen til at skrive privat

 

come2 skriver:

Du er velkommen til at skrive privat

 

hej igen

Du er bestemt ikke alene om de tanker og du må meget gerne skrive til mig jeg lytter gerne.

og ja det er snyd når vi sidst i 20érne ikke kan blive gravid bare lige sådan når dem over 30 og 40 bare bliver det sådan lige uden problemer eller uden planlæggelse.

 

du ved hvor jeg er.. og husk ikke tænke så meget på det som du selv husker og skrive så skal det nok komme med tiden