Den er svær synes jeg.
Min kæreste røg også hver dag mens jeg var gravid. Jeg bønfaldt, bad, beordrede, hylede, skreg, tiggede og græd om at han skulle holde op. Og en masse tomme løfter fik jeg da. Det ændrede sig først nogle måneder efter at vores baby var kommet til verden hvor jeg simpelthen sagde, at han ikke fik lov til at besøge sit barn igen før han var røgfri og faktisk viste ham at jeg mente det. En forskel er dog, at vi ikke boede sammen, og at vores forhold endte nogle måneder inde jeg fødte.
Meningen var at vi skulle flytte sammen inden fødslen, men da han troppede op med sine pakkenelliker opdagede jeg endnu en gang at han stadig røg det skidt. Ringede til hans udlejer, hvor han jo havde opsagt sin bolig, der dog stadig var ledig, og han flyttede så altså hjem til sig selv igen efter to dage i samme lejlighed.
En ting er hvad du kan finde dig i, men hvor meget skal dit barn udsættes for? Hvilken opvækst vil du give dit barn?
Som sagt, han er røgfri nu, men det at blive røgfri var heller ikke en sjov oplevelse for mig og mit barn. Han blev truende, fik paranoide tanker, truede mig fordi han troede at alle var efter ham, og troede at jeg var på "deres" side (der var ingen sider)...
Mit bedste råd? Kom ud af det forhold i en fart. Hvis du vil ham, så giv ham tydelig besked om hvad der skal til af ændret adfærd, men smut så længe tingene ikke er i orden, du har et barn at tænke på, du er mor nu.
kram, det er ikke nemt, det ved jeg godt 
håber at du vælger den bedste løsning for jer.
