Hvornår er man ovenpå mentalt igen efter SA?

Hej. 

Trist, men jeg er også nu med på denne tråd. Jeg fik spontan abort i uge 11 ca (lige omkring hvor jeg ellers skulle være skiftet til uge 12)

jeg har blødt det hele ud selv ser det ud til, så så langt så godt. 

Men det som jeg gerne vil høre råd om, om hvornår man er ovenpå mentalt igen? Jeg er nogenlunde ok det meste af tiden, men er ik rigtig glad og kan græde ud af det blå ved tanken om min nu ændrede situation  Det var et ønske barn som tog os knap 11 mdr at skabe og nu er det væk. 

Jeg har det skidt med det. Det at tingene er ændret, knuste drømme, bristede forventninger og det faktum at når jeg kigger i spejlet (og på vægte) så kan jeg ik helt lide hvad jeg ser. Jeg føler mig ik elskværdig, sexet, lækker, dejlig, smuk eller andre positive ting. I stedet føler jeg mig trist, grim, fed, ubrugelig, slukket og har en del af tiden en klump i brystet. 

Jeg forsøger at tænke på de ting som jeg nu i stedet kan og tænke på at jeg så må træne en masse for de ekstra kg. Forsøger ik at tænke negative tanket som "vi kommer til at vente et år igen på positiv test" eller ikke at tænke, at hvis jeg bliver gravid igen hurtigt, så taber jeg det sikkert. 

Men det lykkes ik særlig godt. Desværre 

hvis nogen har råd eller tanker så bare sig løs. Måske ville de kunne hjælpe. Pt er der nemlig ik meget som hjælper. 

Mvh trolden 

jeg har ikke prøvet at miste et barn, men tror det er det håreste man kan komme ud for

men som sagt når man mister er det meget forskelligt fra person til person hvordan og hvor længe man har det i kroppen....

MEN HUSK snak med nogle omkring det for det letter ens tanker, og nej man glemmer jo aldrig men man kan få det meget bedre med tiden

trolden33 skriver:

Hej. 

Trist, men jeg er også nu med på denne tråd. Jeg fik spontan abort i uge 11 ca (lige omkring hvor jeg ellers skulle være skiftet til uge 12)

jeg har blødt det hele ud selv ser det ud til, så så langt så godt. 

Men det som jeg gerne vil høre råd om, om hvornår man er ovenpå mentalt igen? Jeg er nogenlunde ok det meste af tiden, men er ik rigtig glad og kan græde ud af det blå ved tanken om min nu ændrede situation  Det var et ønske barn som tog os knap 11 mdr at skabe og nu er det væk. 

Jeg har det skidt med det. Det at tingene er ændret, knuste drømme, bristede forventninger og det faktum at når jeg kigger i spejlet (og på vægte) så kan jeg ik helt lide hvad jeg ser. Jeg føler mig ik elskværdig, sexet, lækker, dejlig, smuk eller andre positive ting. I stedet føler jeg mig trist, grim, fed, ubrugelig, slukket og har en del af tiden en klump i brystet. 

Jeg forsøger at tænke på de ting som jeg nu i stedet kan og tænke på at jeg så må træne en masse for de ekstra kg. Forsøger ik at tænke negative tanket som "vi kommer til at vente et år igen på positiv test" eller ikke at tænke, at hvis jeg bliver gravid igen hurtigt, så taber jeg det sikkert. 

Men det lykkes ik særlig godt. Desværre 

hvis nogen har råd eller tanker så bare sig løs. Måske ville de kunne hjælpe. Pt er der nemlig ik meget som hjælper. 

Mvh trolden 

Puha, det er jo meget op til den enkelte hvordan man takler sin sorg men da jeg havde en spontan abort kom jeg forholdsvis ret hurtigt oven på igen.

På daværende tidspunkt havde kæresten og jeg kun været sammen i  2 måneder da vi fandt ud af jeg var gravid, vi havde dog taget beslutningen om at beholde den lille blob men begyndte at bløde da jeg var ca. 6 uger henne .. Alt var kommet ud og det gik ret hurtigt de hele. Men da det jo ikke rigtig var planlagt og vi havde så mange ting vi gerne ville inden så var det lidt nemmere at komme videre og oven på igen.

Vi startede så PB igen 6 måneder efter og blev gravid i første forsøg efter jeg havde smidt mine p-piller og til NF - scanningen fandt man ud af at fosteret havde vand i hovedet og derfor ikke var levedygtigt, at jeg så skulle ind og have en udskrabning (det man kalder en MA), og det var virkelig hårdt at komme igennem da det jo var et ønskebarn og vi havde fulgt den lille blob siden uge 5 (tror vi havde været til 6 scanninger forinden), og følte mig så tom og ked af det bagefter. Jeg tror først jeg er kommet over tabet da jeg blev gravid igen med vores lille datter nu, da det var hårdt og det tog 6 måneder fra udskrabningen til jeg stod med en positiv test .. Synes bare alt gik så langsomt, alle blev gravide og at udskrabningen havde ødelagt mit underliv, men heldigvis ikke og nu sidder jeg her i uge 31 med den skønneste prinsesse inde i maven og kunne ikke være mere lykkelig ..

Jeg har valgt at ligge min MA bag mig og se frem ad, selvom det stadig sidder i mig og det har været en årsag til mange bekymringer i denne graviditet, så er jeg ved godt mod alligevel og er lykkelig for de omstændigheder vi er i nu

Håber I bliver hurtigt gravide, det eneste råd jeg kan give er at giv dig selv lov til at være ked af det, giv dig selv lov til at føle dig tom inden i og græde - husk at hav nogen at kunne fortælle hvordan du har det og hvad du føler, jeg fik ingen samtaler med nogen faglærte eller noget og det var rigtig svært at stå bagefter total uvidende om hvad der lige var sket, - håber snart du får en positiv test og en sund spire i maven

Al held og lykke!

Tak til jer alle for de søde ord.

Julen var lidt en op & nedtur, men jeg kom da igennem den trods alt. Nu er jeg tilbage på arbejdet hvor ingen vidste at jeg var gravid. De tror jeg var syg (influenza) den uge jeg mistede.

Det har jeg det fint med. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dem noget. Min chef ved det, men det var jeg nød til eftersom jeg jo var væk nogle dage. De andre får det ikke af vide - eller ik pt. Jeg har det bedst med ikke at skulle fortælle det igen og igen.

Jeg forsøger at bruge min omgangskreds af dem som allerede ved det og som har været der fra starten af - snakke med dem om det osv.

Desværre har mange den opfattelse, at "så må I bare forsøge igen", "der var en mening med det, pyt - hellere end abort end et handicappet barn", "er du stadig ked af det ? Jeg troede der var kommet noget nyt ?" (det sidste er faktisk en af min kærestes kommentarer, hvor jeg ikke helt har kunne holde den pæne stil men i stedet har fået svaret temmelig gnavent : Øhhhh ?? Ja, havde du regnet med at mine følelser havde ændret sig fra den ene dag til den anden? Eller at jeg ikke tænkte mere på det bare fordi der er gået en uge nu?? )

De kommentarer har været sårende.

Logisk tænkende ved jeg jo godt at det var bedst som det er endt, at vi forhåbentlig nok snart skal være forældre igen osv osv.

Der er bare stadig momenter hvor følelserne tager over og jeg havner i det sorte hul med alle de dumme tanker og tårer står i kø.

Jeg ved jeg vil komme til at fokusere meget på om hvornår vi står med en ny positiv test i hånden (hvilket man jo IKKE skal hvis man gerne vil være gravid ) og det vil være laaaaange uger/måneder indtil det sker.

I mellemtiden må jeg vel forsøge at få fokus over på andet og tænke positivt (men kender I mon det hvor det føles som om man spiller skuespil?), forsøge at nyde livet og ikke tænke at livet føles som om det er gået i stå / sat på standby. 

Tak igen for jeres ord - de skabte lidt tårer, men kun fordi det var rart at høre jeres ord og støttende kommentarer.

/ trolden

Hej

Jeg havde en SA  i uge 12. Det slog mig helt ud af kurs og jeg fik mange af de samme kommentar som dig... og det det var smadder hårdt at gå og hører på. og kort tid efter begyndte folk så at spørger om jeg ikke var gravid igen og ikke snart skulle være det igen....

Jeg var slet ikke klar til at stå med en positiv test - og jeg det gav noget knas mellem manden og jeg fordi han ville jo rigtig gerne have en lillebror til vores søn inden han blev alt for stor.

6 mdr efter SA gik vi igang igen med projekt lillebror og 14 mdr efter SA stod jeg igen med en positiv test.

Jeg var rædsenslagen da jeg stod med den positive test og var det faktisk indtil vi var til misdannelse scanningen i uge 20 - da vi endnu engang fik at vide at vi skal have et sundt og rask barn - først der tillod jeg mig at begynde at glæde mig til lillebror kommer.

Så lad vær med at føle dig presset ud i projekt baby med det samme, giv dig tid til at komme ovenpå, det er det bedste råd jeg kan give dig.

Har også prøvet en SA/MA. Skulle have været i uge 12, men fosteret var gået til i uge 8, så jeg fik en udskrabning. 

Kom ovenpå igen, da jeg 3 mdr fandt ud af, at jeg var gravid. 

Fik jo de samme kommentarer, som dig. Det kan godt være, der er en grund til, at fosteret går til, men derfor er det sgu hårdt alligevel. 

Stor krammer herfra. 

trolden33 skriver:

Hej. 

Trist, men jeg er også nu med på denne tråd. Jeg fik spontan abort i uge 11 ca (lige omkring hvor jeg ellers skulle være skiftet til uge 12)

jeg har blødt det hele ud selv ser det ud til, så så langt så godt. 

Men det som jeg gerne vil høre råd om, om hvornår man er ovenpå mentalt igen? Jeg er nogenlunde ok det meste af tiden, men er ik rigtig glad og kan græde ud af det blå ved tanken om min nu ændrede situation  Det var et ønske barn som tog os knap 11 mdr at skabe og nu er det væk. 

Jeg har det skidt med det. Det at tingene er ændret, knuste drømme, bristede forventninger og det faktum at når jeg kigger i spejlet (og på vægte) så kan jeg ik helt lide hvad jeg ser. Jeg føler mig ik elskværdig, sexet, lækker, dejlig, smuk eller andre positive ting. I stedet føler jeg mig trist, grim, fed, ubrugelig, slukket og har en del af tiden en klump i brystet. 

Jeg forsøger at tænke på de ting som jeg nu i stedet kan og tænke på at jeg så må træne en masse for de ekstra kg. Forsøger ik at tænke negative tanket som "vi kommer til at vente et år igen på positiv test" eller ikke at tænke, at hvis jeg bliver gravid igen hurtigt, så taber jeg det sikkert. 

Men det lykkes ik særlig godt. Desværre 

hvis nogen har råd eller tanker så bare sig løs. Måske ville de kunne hjælpe. Pt er der nemlig ik meget som hjælper. 

Mvh trolden 

Jeg tror aldrig jeg kommer helt ovenpå.

Der vil være en masse bekymringer i graviditeten når man har prøvet at miste

Kære trolden33, jeg føler meget med dig, da jeg netop selv har været igennem en SA

Jeg var 13 uger henne og begyndte at bløde lidt. I løbet af dagen udviklede det sig og jeg aborterede natten til den 27., som netop var dagen for NF scanning! Jeg synes at det var vildt hårdt psykisk, men syntes faktisk også at den fysiske del var langt hårdere end jeg havde forventet.

Jeg har haft 2 MA'er tilbage i 2010 og fik så en skøn datter i 2011. De andre gange er jeg ikke kommet ordentlig ovenpå igen førend jeg igen var gravid, hvilket heldigvis er sket utrolig hurtigt. Når jeg forhåbentlig bliver gravid igen, vil det dog uden tvivl blive præget af megen frygt og uro, men fordi vi nu har haft 3 aborter, vil vi blive fulgt tættere og få tilbudt scanning tidligere end NF.

Jeg var virkelig helt nede den dag det stod på, men synes at i dag har været ok. Tror egentlig primært at det har hjulpet, at jeg har været lidt ude af huset og fået tankerne lidt på andre ting. Derudover er det en stor "hjælp" at have en lille smilende 15 mdr tøs som bare vil lege og hygge.

Kan nikke meget genkendende til din kommentar omkring fysisk dårligt selvværd, for føler godt nok at det hele er tomt og slasket lige nu. Tror at jeg må starte lidt mere op med motionen her efter nytår, for at få lidt mere selvværd på den konto.

Håber at du snart er ovenpå igen og kan se lidt lysere på tingene. Stort kram herfra