Anonym skriver:
Min søster og jeg har altid været pyt og pande... I august fik hun en kæreste som hun nærmest flyttede ud til med det samme... I 3 mdr. Så viste det sig at han tit brændte S af for at tage i byen... Og mange andre ting som var underlige...
Han ville bl.a ik møde os, S's familie... Den dag det endelig kom i hus, synes han de skulle ha kæreste dag... Det endte ud i at han svinede S til og hun flyttede ud....
Virkede desperat fra hans side ...
Så valgte hun at gå helt fordi der havde været rigtig mange svigt fra hans side osv så igår blev S indlagt, og det viste sig hun var ude ved ham, og han kørte hende på sygehuset, og de viser sig at de sidste 3 uger har hun værEt ved ham og løjet overfor os. Har konfronteret hende flere gange, fordi jeg har følt hun løj... Men hun har nægtet... Kan slet ik se hende i øjnene nu... Er ked, skuffet og føler ik jeg kan stole på hende længere....
Hvad ville i sige/gøre???
Jeg ville slet ikke blande mig, jeg ville støtte min søster når hun kom til mig og eller kører det på samme plan som i altid har gjort. Det er ders forhold, det burde familie ikke blande sig i, så kan de ihvertfald brænde fingerne gevaldigt. Og med det har jeg ikke sagt at du ikke må støtte hende.
min søster og jeg er.. mere bedste veninder, vi laver alt sammen, fortæller hinanden NÆSTEN alt og der går ikke en dag uden vi taler med hinanden. Hun blander sig aldrig i mit og jespers forhold, men lytter oh råder hvis jeg kommer med noget. Var hun først begyndt og blande sig, så ville jeg skubbe hende væk, hvilke det lyder til din søster også gør med dig.
dejligt du bekymre dig, det sætter hun nok stor pris på, men hvis i er "pyt og pande" som du kalder det, så kommer hun til dog hvis hun har brug for det.
god bedring med indlæggelsen til hende og en stor krammer til dig
