Eller usympatisk er måske lige groft nok, kan bare ikke lige komme på et bedre ord lige nu...
Hvorfor er vi veninder? Tjaaa... Vi har kendt hinanden i nok 15 år og har i perioder været tætte. Men vi har også haft perioder adskilt pga. uvenskab. Oplever ofte at hun ikke udviser forståelse for andres situationer, og det har skabt konflikter gennem tiden. Fx da jeg var startet på uni, og ikke kunne afse 3 dage i streg (3 hele døgn) op til eksamen til hyggedage, fordi jeg var håbløst bagud med læsningen. Hun mente jeg var en dårlig veninde, der var stræber og for skolefikseret når jeg ikke kunne det, så derfor var vi uvenner i mega lang tid.
Vi er i hinandens liv igen og vi er begge mødre. Hun har haft en sindssygt nem start med sit barn, hvilket hun sørger for at fortælle så ofte som muligt. Amningen kørte fra første sekund, fødslen var fantastisk og drømmefødsel, hendes datter er nem og græder stort set aldrig, udvikler sig hurtigt, kæresten har bare været en drøm gennem det hele osv. osv. - Det kan jeg SAGTENS unde hende! Ingen tvivl! Men hun har bare ikke forståelse for at tage hensyn når vi taler om den slags.
Jeg havde den modsatte start - en hård fødsel der gik for stærkt til jeg kunne følge med, kolikbarn fra første sekund, mega svær og problematisk amning, barn der aldrig sov samt forhold, der skrantede pga. det massive pres i starten af vores barns liv.
Det er ikke sådan, at fordi jeg har haft det svært, må hun ikke tale om at hun har haft det nemt. Problemet er bare situationerne hun gør det i, samt måden hun siger det på. Fx er hun meget hoverende når hun snakker om sin mødegruppe, og sidder og godter sig meget over, at hun har haft så nemt ved amning hun bare kunne stoppe da hun ikke gad mere, imens mange af de andre kæmper. Og det bare er mega nice hendes barn bare sover til møderne, og så sidder de andre bare med grædende børn (efterfulgt af hehehe). Hun ved udmærket godt hvilken start vi har, men er helt vildt ligeglad! Vi venter et barn mere, og når vi taler om starten med den næste, og jeg åbner op for at snakke om den svære start vi havde og udtrykker min bekymring, forløber det nogenlunde således:
Mig: "Jeg vil så gerne amme næste gang, men jeg er også bare så nervøs for det, fordi det gik så dårligt ilge fra start med sår, brystbetændelse ikke nok mælk osv. Og de var bare så dårlige til at hjælpe på sygehuset, de var slet ikke konstruktive og vi måtte hele tiden ringe efter dem. Så jeg frygter virkelig hvad jeg skal gøre"
Hende: "Ej det var bare SÅ nemt med os! Faktisk kom sygeplejerskerne og spurgte om vi var ok, for de kunne slet ikke forstå at vi ikke ringede efter hjælp overhovedet, men vores barn var bare drømmebarnet med amning, hun var bare født til at amme, det var så nemt lige fra dag 1"
- Nå okay, jamen tak for dine konstruktive råd, eller noget? Det er bare HVER chance hun får, så skal hun virkelig understrege med titommersøm hvor NEMT det var for hende og stadig er, og det kommer ALTID i forbindelse med, at hun har spurgt ind til mine tanker om næste barn og jeg prøver at tale om de svære ting. Samme med parforholdet:
Mig: "Det var virkelig svært for os i starten, for vores barn skreg bare hele tiden, og vi kunne slet ikke komme på plads som familie, fordi vi ikke anede vores levende råd"
Hende: "Okay, her var det bare mega nice, *kæresten* var bare på fra dag 1 og vartede mig op, sørgede for at lave mad og ordne det huslige, så skulle jeg bare slappe af på sofaen og amme, det synes han var det vigtigste, det var bare så fedt!"
Jeg er begyndt at nå det punkt, hvor jeg simpelthen ikke orker snakke med hende, fordi hun er så hoverende omkring sin nemme versus min svære start, og HELE tiden skal understrege hvor nemt hun havde det i forhold til mig. Ikke én gang har hun udvist forståelse, spurgt ind eller kommet med konstruktive forslag, kun modsvar med egen nemhed!
Ved godt det ikke er helt det samme, men princippet er. Hvis min barnløse veninde kom og sagde: "Jeg er bare så ked af, at vi har forsøgt så længe at få barn og det lykkes stadig ikke! Det kører mig helt ned", ville jeg da heller ikke svare ved at sige: "Ej, for mig var det bare SÅ nemt at blive gravid! Det tog kun en måned fra jeg stoppede på p-pillerne, det var vildt fedt"
Det er da pisse hensynsløst! Hvad skal jeg gøre? Jeg føler virkelig ikke, at jeg kan tage det op med hende på en stille og rolig måde, fordi hun straks bliver sur og gå i forsvar, og så skal vi til at være uvenner igen, hvilket jeg ikke orker, da vi også har fælles vennekreds.. Så hvis nogen skulle have nogle geniale idéer, hvor jeg undgår den konfrontation, så kom endelig med dem. Føler lige nu jeg bare er nødt til at sidde med et falsk smil og sige "iih hvor dejligt" til hendes fis...
(Og som sagt: Hun må da gerne fortælle om deres liv og hvor nemt de har det, men der er et begreb der hedder situationsfornemmelse og empati, og føler virkelig hun mangler begge!)
Anmeld
