Jeg er så træt af, at min kæreste skal se alt med vores søn som et regnskab. Fx mig: "Skat, vil du lige børste hans tænder?" - "Jamen det var jo mig der lavede godnatflasken" - Ja, og!? Jeg er nødt til at stille forhandlinger op, når jeg beder ham om noget. "Vil du give ham frokost imens jeg rydder op?" Jeg kan ikke bare sige: "Vil du lige give ham frokost?" - Det er som om, at jeg skal give noget retur som betaling. Og det er da ikke uden suk eller noget!
Det samme med alenetid med barnet. I dag siger jeg, at jeg henover middag skal ned i byen og købe en fødselsdagsgave. "Suuuuk" lyder det fra manden. Jamen herreste gud menneske! Jeg vækkede ham 9.30 (det er hans sovelænge dag, og han var til julefrokost og kom ædru hjem og i seng kl. 1), og så siger han, at han da mente han godt kunne sove en time mere, når nu han skulle være alene med vores søn i eftermiddag!
Atter en gang et regnskab! Så siger jeg jo så til ham, at hvis han vil stille det sådan op, så havde jeg vores søn hjemme alene hele dagen i går samt hele aftenen, og det sagde jeg ikke noget til. "Jamen det i går tæller jo ikke, for det var jo så at du kunne være væk de 2 aftener i sidste uge". Argh jeg bliver så rasende! Sådan kan han da seriøst ikke se på det!!
Så siger jeg til ham, at jeg da ved gud ikke håber han seriøst vil stille det sådan op. For hvis det skal være sådan, kan vi da godt tale om alle de julefrokoster han var til sidste år, da han var på Skanderborg festival osv. osv., hvor han har været på fleredages kursus, alle dage/aftener har jeg haft vores søn alene og har ikke sagt et kvæk, for selvfølgelig er det okay! Hvis vi skal stille det op i sådan en konto, har jeg fandme mange aftener og dage til gode, men det synes jeg jo er DYBT forkert, når man er en familie! Det er da en selvfølge, at man lige hygger alene med barnet, når partneren har noget vedkommende skal. Og det er da ved gud uden suk, støn og regnskab!
Har forsøgt at tale med ham om det, men han kan bare ikke se det. Synes det er så utaknemmeligt! Jeg vil rende ned i byen i max et par timer for at finde en gave, og det er åbenbart uoverskueligt, på trods af jeg har haft mange døgn alene med vores barn! Det er sguda hyggeligt at være sammen med sådan en 1½-årig, herreste gud!
Er bare så træt af det her matematikstykke der skal stilles op, hver gang der er noget med vores søn. Han er vores SØN som vi ELSKER! Ikke et plus/minusstykke! Og så har vi endda én mere på vej. Hvad har han så lige tænkt sig...
