At spise sammen med X "for barnets skyld"!?

Kære baby.dk brugere.

Jeg skriver herinde da jeg virkelig har blandede følelser med, at min kæreste spiser sammen med hans x og deres 2 årige datter.

Det er et halvt år siden han flyttede ud af deres fælles bolig og i starten var det meningen, at de skulle spise sammen engang om ugen, for ligesom at vise barnet at de godt kunne sammen på trods af, at de nu boede hver for sig. Men hun valgte altid fra, idét hun jo havde mødt en fyr som hun hellere ville bruge tid på.

Nu er der gået et halvt år og nu foreslår hun, at de skal spise sammen engang imellem for barnets skyld. Han synes jo det er fint og siger ja til det, idet det er noget han altid gerne har ville.

Personligt synes jeg, at det forvirrer barnet mere end det gavner barnet... Der er jo gået et halvt år, barnet har fundet ud af, at far har en ny og mor har en ny. Hvorfor skal barnet NU efter så lang tid til, at forholde sig til "far og mor sammen" efter så lang tid? Er der ikke at fastholde barnet i en illusion om at far og mor stadig er sammen? Er det ikke at sende forkerte signaler og leve i fortidens familiemønster? Og kan det egentlig ikke ende ud i, at jeg som farmands kæreste pludselig blir frastødt af barnet når nu det langsomt begynder, at vænne sig til far og mor sammen?

Du bliver ikke frastødt fordi barnet ser at mor og far sagtens kan være i samme rum hen over en middag. 

Men hvis du føler dig udenfor kunne du jo foreslå din kæreste at han beder om at du og X'ens kæreste kan være med til at spise, sådan at i er to familier der spiser sammen, og viser at i har et godt samarbejde. 

mariamiss6 skriver:

Du bliver ikke frastødt fordi barnet ser at mor og far sagtens kan være i samme rum hen over en middag. 

Men hvis du føler dig udenfor kunne du jo foreslå din kæreste at han beder om at du og X'ens kæreste kan være med til at spise, sådan at i er to familier der spiser sammen, og viser at i har et godt samarbejde. 

Jeg synes det lyder godt, hvis flere forældre kunne gøre dette ville mange børn blive glade :-) utrolig mange børn ønsker slet ikke mor og far sammen igen, de ønsker bare at se de kan snakke sammen og ha det godt både sammen og hver for sig. Og det er noget der vare ved, selv som voksen her ville jeg da ha elsket og ønsket mine forældre ku være i stue sammen.

Anonym skriver:

Kære baby.dk brugere.

Jeg skriver herinde da jeg virkelig har blandede følelser med, at min kæreste spiser sammen med hans x og deres 2 årige datter.

Det er et halvt år siden han flyttede ud af deres fælles bolig og i starten var det meningen, at de skulle spise sammen engang om ugen, for ligesom at vise barnet at de godt kunne sammen på trods af, at de nu boede hver for sig. Men hun valgte altid fra, idét hun jo havde mødt en fyr som hun hellere ville bruge tid på.

Nu er der gået et halvt år og nu foreslår hun, at de skal spise sammen engang imellem for barnets skyld. Han synes jo det er fint og siger ja til det, idet det er noget han altid gerne har ville.

Personligt synes jeg, at det forvirrer barnet mere end det gavner barnet... Der er jo gået et halvt år, barnet har fundet ud af, at far har en ny og mor har en ny. Hvorfor skal barnet NU efter så lang tid til, at forholde sig til "far og mor sammen" efter så lang tid? Er der ikke at fastholde barnet i en illusion om at far og mor stadig er sammen? Er det ikke at sende forkerte signaler og leve i fortidens familiemønster? Og kan det egentlig ikke ende ud i, at jeg som farmands kæreste pludselig blir frastødt af barnet når nu det langsomt begynder, at vænne sig til far og mor sammen?

Det er i mine øjne fuldstændig lige meget hvor lang tid der er gået, hvis man gør noget godt for sine børn og det vil jeg mene at det her er. Rigtig dejligt for din kæreste og hans barn.

Da min mor og far gik fra hinanden fortsatte min far med at komme - ja og overnatte til forsk. lejligheder uden der var noget i det. Vi (min søster og jeg) elskede det. Vi kunne holde jul, nytår, grille om sommeren osv alle sammen - og vi har gjort det i over 20 år nu. Min far har altid været velkommen hjemme ved min mor, også selvom der ikke var følelser indblandet. Og jeg ville gøre nøjagtig det samme, fordi det er vigtigt for mit barn.

Du vil ikke blive "frastødt" fordi de spiser aftensmad sammen en gang ugentligt, tværtimod. Det bliver jo også et mønster for barnet, at far kommer og spiser om onsdagen men ellers spiser man sammen med mor og hendes kæreste eller far og hans kæreste. Børn er ikke så komplicerede og tænker ikke så meget over tingene som vi gør. I hvert fald ikke i den alder.

/Fenja

Jeg forstår godt dine følelser omkring det. 

Min mand har ingen børn, så jeg har ikke erfaring på den måde. Men jeg er selv eks-kone med et barn som har to familier, der skal fungere sammen.

Hvis det var en tradition der havde kørt siden de gik fra hinanden, ville jeg ikke blande mig. Men jeg er enig med dig i, at der ikke er nogen grund til at starte op på det nu, hvor der er gået så lang tid og I har hver jeres "nye familie". Og barnet har vænnet sig til, at det er sådan. - Med mindre det er fordi I alle 4 har lyst til at spise sammen, det ville være noget helt andet.

Der er masser af andre måder at vise barnet, at I godt kan sammen.

De første år, hvor både min eks og jeg var alene gjorde vi mange ting sammen - spiste aftensmad, tog på ture, holdt jul osv. Vi tog endda på ferie sammen flere gange.

Men det har hele tiden ligget i baghovedet på os begge to, at der måtte skrues ned for det når der kom nye partnere ind i billedet. Og det har vi gjort - stille og roligt så det ikke har været tydeligt for vores søn, at det har noget med "de nye" at gøre.

Dvs. at vi ikke ses privat på den måde mere, men vi viser ham i vores væremåde, ord og handlinger at vi stadig er gode venner. Taler pænt om og til hinanden. Er der forældremøde eller skole-hjem samtale, så kommer både far og jeg. Til hygge-arrangementer på skolen kommer vi så vidt muligt alle 4 - plus fars kærestes søn.

Vi snakker sammen flere gange ugentligt, enten far eller hans kæreste og jeg, om praktiske ting. Eller når der skal hentes/afleveres. Når de skal noget, kommer bonusbror ofte herover og sover. 

Jeg tror ikke du risikerer at barnet støder dig fra sig, men jeg ville helt ærligt også synes at det var irriterende hvis min mand en gang hver eneste uge skulle hjem og spise hos en eks... 

Min søn har et par gange spurgt hvorfor vi ikke bare kan tage på ferie sammen ALLE sammen - altså ikke kun ham, mig og og far. Det synes han kunne være vildt hyggeligt, helst alle sammen i een seng med ham i midten!  Men det har ikke krævet meget mere forklaring end at nu bor far sammen med x - og så vil de gerne på ferie sammen. Og vi bor sammen med y, og så vil mor helst på ferie med ham. Men far og mor er stadig rigtig gode venner, de er bare ikke kærester mere. Til gengæld får vores søn 2 * ferie.  Og nu er det bare sådan det er. Nogle gange er det ikke så kompliceret for børn, som vi gør det til i vores hoveder. 

Jeg synes det er fint at de forsøger at være så venskabelige som muligt overfor deres barn. Men som en anden skriver synes jeg det ville være en endnu bedre ide hvis I alle sammen spiste sammen - måske engang om ugen.

Tak for jeres svar
Jeg har det altså underligt med det, for de er trods alt gået fra hinanden og lever i nye forhold nu. Barnet trives fint med tingene som de er og derfor forstår jeg ikke at de skal have mere med hinanden at gøre end nødvendigt!? Endvidere irriterede det mig, at jeg ikke fik noget at vide om det før, efter de havde spist sammen. Han fortalte mig det senere om aftenen i telefonen... Sagde at det var sket spontant da de havde skrevet sammen tidligere på dagen. Jeg selv kunne aldrig finde på at lave sådan en aftale uden lige, at høre hvordan min kæreste havde det med det. Jeg synes det er vigtigt i sådan en situation at man respekterer hinandens grænser og forskelligheder og at man også lytter til hinanden, som kærester.
Jeg føler mig udenfor, når det er at jeg bliver fravalgt pga spisning med x og barn. Og ja jeg ved godt der er mange der gør sådan, spiser sammen osv .... Men når barnet jo har det fint med tingene som de er i forvejen og samarbejdet kører godt med dem, så ser jeg ingen grund til at de skal komme tættere på hinanden, sådan lige pludselig for barnets skyld når der sidder kærester på sidelinien som påvirkes af dette.
Det er svært når der er børn indblandet men når det er sagt, så synes jeg ikke rigtig der er noget velbegrundet argument for at spise sammen når det sårer de øvrige involverede parter.

Du har ikke selv børn???

Det der kunne jeg have skrevet for ti år siden da jeg mødte min mand... Ham og exen var gået fra hinanden nogle år i forvejen, men deres samarbejde om deres datter kørte på skinne.... Det var sådan at min mand ind imellem kørte over om morgenen for at være ved hans datter mens ex konen kørte tidligt på job... Han malede datterens værelse, og de brugte som regel hinanden som barnepige hvis der var behov...

I starten synes jeg det var meget grænseoverskridende at han rejste sig fra den seng jeg lå i og kørte over på sofaen for at datteren ikke skulle tidligt op...

MEN det du skal gøre er at få noget tid med datteren...Hente hende, havde alene tid og evt foreslå at du kommer med engang imellem til de middage, eller evt hold dem hos jer... Og prøv ellers at bruge tiden på at være sammen med veninder eller familie... Det betaler sig...

Vi nåede så langt at exen og jeg tog til forældre møde mens min mand havde datteren og lavede mad sammen og så spiste vi sammen bagefter... Og datteren kan idag huske de ting... Eller jeg var med til danseshow sammen med hendes mor... Har du valgt manden følger datteren OG exen med... Og det er altså nemmere at holde konfirmation sammen når i kommer dertil... Eller holde fælles fødselsdage... studenter gilder, bryllup mm.

Det betaler sig at investere noget tid i det, men husk dig selv... Jeg har sagt fra ved en del... F.eks at hun sov i samme seng, at min mand sprang afsted når exen ringede for at min mad skulle kæmme for lus eller ordne radiatore... men vi har alle fundet vores plads, og idag er det faktisk moderen og jeg der har mest kontakt omkring datteren der idag er 16...

Det er da SÅ fint at de begynder at have noget tid sammen med barnet begge to. Du skriver at barnet har det godt som tingene er... Som en anden også skriver - du har ikke selv børn? Som forælder vil man selvfølgelig altid gøre hvad man kan for at ens barn får det bedst mulige liv. Og det vil til hver en tid være det bedste for barnet at se sine forældre interagere sammen, hvis forældrene kommer godt ud af det med hinanden.

Min kæreste har en teenage papdatter med en eks. Hun er ikke hans biologiske datter, men hun er stadig en meget stor del af vores liv, og har boet herhjemme. Hendes mor kommer med til vores fødselsdage, var med til vores bryllup, og vi kommer med til deres familiearrangementer. Min kæreste og hun har arbejdet tæt sammen i en lang periode hvor det kun var de to sammen på et lille kontor hver dag. Det generede mig ikke. Hvorfor skulle det? De var begge to kommet videre med deres liv, med nye kærester. Der er jo en grund til at de gik fra hinanden i sin tid. Og det er bare så godt for min kærestes papdatter at de forskellige "fædre" og "mødre" i hendes sammenbragte familier kommer så godt ud af det med hinanden.

Hvis jeg skal være helt ærlig og undskyld hvis jeg sårer dine følelser, men så synes jeg at det er enormt egoistisk af dig at have problemer med det. Du skriver at du føler dig udenfor. Det handler ikke om dig, det handler om deres lille barn på 2 år. Og selvfølgelig kommer barnet i første række. Vær glad for at din kæreste vil det bedste for sit barn, det betyder at han er en god far. Og læg din jalousi på hylden - det lyder ikke som om du har noget at have den i.