Hvordan håndter jeg det bedst

Hej

Jeg kunne godt bruge nogle andres input omkring hvordan jeg bedst hjælper mit barn i given situation.
Lidt historie:

Mit barns far gik fra mig for ca 4 mdr siden.
Og jeg er derfor alene, med mit barn det meste af tiden.
Samvær er her hos os og det går godt. Vi samarbejder godt og bruger masser af tid sammen alle 3.
Klartjeg har været påvirket af situationen og savner mit barns far. De taler i tlf sammen minimum 1 gang om dagen. Der bliver altid lagt stor vægt på at fortælle hvornår far kommer og at det er okay at savne far. At far altid vil være der osv.

Men, mit barn er blevet så bangefor at blive forladt af mig, at det er ved at være ret anstrengende. Jeg kan ikke gå på toilettet, være i et andet rum eller lign. H*n græder og løber skrigende efter mig og siger:savner mor. Jeg har prøvet flere gange at sætte mig ned og forklare at jeg ingen steder går, at jeg altid vil være der og lige så far.
H*n vil ikke være alene med far, eller andre fordi h*n er bange for mor går og h*n savner mor.

Jeg går indfor at lytte til mit barn og hvis h*n pt har bruge for endnu mere tryghed er det det h*n får, men vi skal jo også videre herfra. Findetilliden og troen på at h*n ikke bliver forladt.

Hvordan gør jeg det?
Hvordan hjælper jeg mit barn til at forstå at selvom mor og far ikke bor sammen mere forlader vi h*n aldrig?

Knus en fortvivlet mor

tarkoflen skriver:

Puha det er ikke en rar situation

Ved ikke hvad du skal gøre, mit bedste bud er tålmodighed og så bliver det bedre, men jeg aner det ikke!

Går barnet i institution, for måske pædagogerne har en god ide til, hvad man kan gøre?

tarkoflen skriver:

Puha det er ikke en rar situation

Ved ikke hvad du skal gøre, mit bedste bud er tålmodighed og så bliver det bedre, men jeg aner det ikke!

Går barnet i institution, for måske pædagogerne har en god ide til, hvad man kan gøre?

Anonym skriver:

Nej, det gør h*n ikke

tarkoflen skriver:

Hmm så håber jeg der er en herinde, der er meget klogere end mig

Anonym skriver:

Og tak for

Du har nok ret, synes bare det er hårdt at se h*n så påvirket, i starten gik det fint, men da reaktion kom, ramte den hårdt

Anonym skriver:

Håber jeg også, ellers må jeg jo ringe til min gamle sp

tarkoflen skriver:

Det kan jeg sagtens forstå, men det er jo en naturlig og sund reaktion, at h*n reagerer på at alt pludselig er anderledes! Selvom det er hårdt, så ville det nok være værre, hvis der slet ikke kom nogen som helst reaktion

Håber snart det bliver bedre! Hvor længe har det stået på?

tarkoflen skriver:

Er sikker på hun også gerne vil hjælpe!