Skuffet over familien

Jeg er nød til at være anonym af hensyn til familien.

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var helt lille, hvor min mor fandt min stedfar, mens min far fandt min stedmor i mine tidlige teenageår.
Min far er et kapitel for sig selv og har helt opgivet, han har altid været me me me me me typen, og virker ikke synderligt interesseret i mig eller mine børn, med mindre det er hans behov og ønsker der skal dækkes ( stille op til div, hvor vi skal vises frem, men ønsker ellers ikke at bruge tid med os)

Min mor er det store problem, da hun ikke magter noget efterhånden. Vi har før været stor støtte for hinanden, men hun lover og intet sker. Hun er førtidspensioneret og har altid haft stor forståelse for hendes situation, men bliver efterhånden en dårlig undskyldning. Hun har nogle fritidsinteresser hun går meget op i, men hun bruger så meget tid, at der ikke er tid til meget andet, jo min søster som stadig bor hjemme, som de kører til ting rundt omkring, senest brugte de en hel dag på at køre hende 200 km vente og køre hende hjem så de kom 2 timer senere ud til os, og spise med ville de ikke. Det er nu sådan, at den store af børnene, er meget fremmed for dem, og hverken de eller nogle af ungerne får glæde af hinanden. Hvad gør jeg. Svigerne er på banen og unger vilde med dem, mens min familie bare er nærværende og ikke orker, og fraråder os flere børn fordi de ikke orker det. Jeg er så ked og skuffet og har slet ikke lyst til jul i år, som jeg normalt glæder mig til, da det er min mor og stedfar som kommer

du får li et 

det er super hårdt når ens familie skuffer og det er rigtig hårdt fordi man så gerne vil at det skal være godt.

jeg tog også et meget stort opgør med min mands familie, der lyder meget ala det du står i nu.

det er ekstra svært i juletiden, man hopper og danser efter deres pibe for man vil så gerne ha at ens børn og deres bedsteforældre for et godt forhold til hinanden.

jeg blev så udmattet til sidst. jeg gav og gav, men fordi de ikke behøver at gøre sig umage (vi kommer jo rendene med børnene alligevel) så kom der ikke meget den modsatte vej. jeg satte mig ned med min mand og så fik jeg luft for alle frustationerne, og vi besluttede at nu var tiden vist kommet til at tænke på os selv. vores lille familie.

vi holdte jul hjemme ved os selv, uden gæster. vi gav den hele armen, god mad, juletræ hele molevitten og så havde vi ellers en kanon aften.

det tog mig meget lang tid at komme dertil.

det lyder som om du har en dejlig svigerinde, så hold fast i hende, dyrk de mennesker som gerne vil og så hold dem lidt på afstand som gør dig ked af det.

det er det vi er nået til her, men det har også taget  4år så ved hvor svært det er.

håber det kan hjælpe lidt, det er svært, det der med familie.

 

morstinus skriver:

du får li et 

det er super hårdt når ens familie skuffer og det er rigtig hårdt fordi man så gerne vil at det skal være godt.

jeg tog også et meget stort opgør med min mands familie, der lyder meget ala det du står i nu.

det er ekstra svært i juletiden, man hopper og danser efter deres pibe for man vil så gerne ha at ens børn og deres bedsteforældre for et godt forhold til hinanden.

jeg blev så udmattet til sidst. jeg gav og gav, men fordi de ikke behøver at gøre sig umage (vi kommer jo rendene med børnene alligevel) så kom der ikke meget den modsatte vej. jeg satte mig ned med min mand og så fik jeg luft for alle frustationerne, og vi besluttede at nu var tiden vist kommet til at tænke på os selv. vores lille familie.

vi holdte jul hjemme ved os selv, uden gæster. vi gav den hele armen, god mad, juletræ hele molevitten og så havde vi ellers en kanon aften.

det tog mig meget lang tid at komme dertil.

det lyder som om du har en dejlig svigerinde, så hold fast i hende, dyrk de mennesker som gerne vil og så hold dem lidt på afstand som gør dig ked af det.

det er det vi er nået til her, men det har også taget  4år så ved hvor svært det er.

håber det kan hjælpe lidt, det er svært, det der med familie.

 

Tja ihvertfald noget jeg skal overveje, især når jeg får skæld ud når jeg er i god tid med planlægningen og så brokker de sig fordi jeg ikke kan overskue når de kommer med alle tingene på en gang .

Fik lige nu smidt i hovedet jeg havde det nemt med den ene i dagpleje, men når jeg står alene med begge børn i weekender er det ikke nemt, har ledt efter vinterhjul til bilen, skovlet sne, og må nu rengøre køkken før jeg kan få bagt boller, trods manden lovede at gøre køkken rent. Men jo har det nemt.... Jeg føler mig meget af tiden som enæig mor pga mandens arbejde, meget arbejde for lav løn, men ingen muæighed for karriereskift.... Må vist til generelt at sige fra

morstinus skriver:

du får li et 

det er super hårdt når ens familie skuffer og det er rigtig hårdt fordi man så gerne vil at det skal være godt.

jeg tog også et meget stort opgør med min mands familie, der lyder meget ala det du står i nu.

det er ekstra svært i juletiden, man hopper og danser efter deres pibe for man vil så gerne ha at ens børn og deres bedsteforældre for et godt forhold til hinanden.

jeg blev så udmattet til sidst. jeg gav og gav, men fordi de ikke behøver at gøre sig umage (vi kommer jo rendene med børnene alligevel) så kom der ikke meget den modsatte vej. jeg satte mig ned med min mand og så fik jeg luft for alle frustationerne, og vi besluttede at nu var tiden vist kommet til at tænke på os selv. vores lille familie.

vi holdte jul hjemme ved os selv, uden gæster. vi gav den hele armen, god mad, juletræ hele molevitten og så havde vi ellers en kanon aften.

det tog mig meget lang tid at komme dertil.

det lyder som om du har en dejlig svigerinde, så hold fast i hende, dyrk de mennesker som gerne vil og så hold dem lidt på afstand som gør dig ked af det.

det er det vi er nået til her, men det har også taget  4år så ved hvor svært det er.

håber det kan hjælpe lidt, det er svært, det der med familie.

 

Og tusind takfor dit svar

morstinus skriver:

du får li et 

det er super hårdt når ens familie skuffer og det er rigtig hårdt fordi man så gerne vil at det skal være godt.

jeg tog også et meget stort opgør med min mands familie, der lyder meget ala det du står i nu.

det er ekstra svært i juletiden, man hopper og danser efter deres pibe for man vil så gerne ha at ens børn og deres bedsteforældre for et godt forhold til hinanden.

jeg blev så udmattet til sidst. jeg gav og gav, men fordi de ikke behøver at gøre sig umage (vi kommer jo rendene med børnene alligevel) så kom der ikke meget den modsatte vej. jeg satte mig ned med min mand og så fik jeg luft for alle frustationerne, og vi besluttede at nu var tiden vist kommet til at tænke på os selv. vores lille familie.

vi holdte jul hjemme ved os selv, uden gæster. vi gav den hele armen, god mad, juletræ hele molevitten og så havde vi ellers en kanon aften.

det tog mig meget lang tid at komme dertil.

det lyder som om du har en dejlig svigerinde, så hold fast i hende, dyrk de mennesker som gerne vil og så hold dem lidt på afstand som gør dig ked af det.

det er det vi er nået til her, men det har også taget  4år så ved hvor svært det er.

håber det kan hjælpe lidt, det er svært, det der med familie.

 

Og tusind takfor dit svar

selv tak, phu ha ja, og det er ikke bare sådan lige at sige fra. så forstår godt hvad du føler og tænker.

et rigtig godt sted at starte er at skrive alt det ned som gør dig ked af det. (det er ikke fair at de blander sig i din hverdag, med mindre at du ber om det)

når du så har skrevet en liste over hvad der gør dig ked af det, så kan du prøve at give dig selv lidt tid:

fx: det gør mig ked af det at min mand ikke gør køkken rent, selvom han har lovet det.

så tænk over situationen, hvad ville du kunne ændre ved det? er det at sigedet til ham? er det at udskyde det? er det at sige til ham på en god måde, at du er frusteret over at han ikke hjælper dig, og så spørge ham, hvad der ville gøre det nemmere for ham at hjælpe dig....

det er kun et eksempel  og man skal begynde i det små. sige fra i de små situationer først, og så kan man tage de store kampe. dem du har med mor og far, plus deres kærester.

tror det bedste du kan gøre, hvis du har mod på det. det er at lukke helt af, bare i en uges tid måske, hvor du ikke tager telefonen når de ringer.

at du prøver at hive fat i din bedre halvdel og siger til ham at du har brug for noget støtte til at komme igennem det her. og så må du endelig ikke blive skuffet hvis han ikke kan overskue det, søg lidt støtte der hvor du er sikker på at du kan få den.

det hjalp mig på vej, til at sige fra (jeg er slet ikke der hvor jeg kan sige at jeg kan sige fra overfor alt og alle, jeg er stadig rigtig god til at sige ja til ting jeg ikke har lyst til, men det kommer)

lige nu er du nede og ked af det, når du har fået lukket lidt for alle dem som gør dig ked af det, så kommer retfærdighedsfølelsen. den der, "nu skal de altså til at tage hensyn til mig" følelse. og den hentede jeg rigtig meget styrke i. og det kommer i det små.

du skal gøre det i dit tempo, og det er okay at være ked af det. det er ikke okay at din familie ikke respekterer dig.

det er ikke fair at få skæld ud for at give en invitation ud i god tid. (li nu føles det som skæld ud fordi du er ked af det) når du er blevet rigtig "sej"  så kan du tackle sådan en situation:

du ringer i god tid, og sin far begynder at brokke sig.

i stedet for at blive ked af det, så kan du stå og sige til ham, at nu er han inviteret og der er så og så lang tid til, hvis han vil komme så er det op til ham. slut færdig  

det er nemt nok for mig at sige, jeg har selv stået med hjertebanken og rystene hænder og så skulle sige tingene på den måde. ikke nemt.  

sikke en masse jeg fik skrevet, håber du kan finde hoved og hale i det, og hvis jeg lige går for hårdt på dig, så må du endelig sige det