Hejsa allesammen.
Jeg skriver fordi jeg synes det er lidt svært i øjeblikket. Min kæreste og jeg havde besluttet os for at skulle prøve på at blive gravide, og jeg var rigtig glad for vores beslutning. Vi havde snakket om det i et godt stykke tid, og jeg synes vi havde vendt hver ting, vi syntes vi burde vende i sådan en situation.
Men efter et lille stykke tid, fik jeg konstateret stress i en lidt svær grad. Dette fik mine/vores tanker på andre veje. Det slog mig ud af den i den grad, men jeg ved også godt, at vi bliver nødt til at gøre noget ved dette, ellers er det ris til egen røv. Vi bliver især nødt til at gøre noget ved det, fordi jeg er i risiko for depression (har haft to førhen), og dette ønsker jeg bestemt ikk. Derudover har jeg hele mit liv, taget mig af andre og jeg har nemmere ved at mærke andres følelser end mine egne - føler på mange måder det er vigtigtere at hjælpe andre. Vi har besluttet os for at vente med babyprojekt, - men det var ikk en nem beslutning.
Men det er jo så noget af de jeg skal arbejde med nu, for at komme det her stress til livs, samt sætte mit "arbejdsforbrug" lidt ned. Jeg er igang med uddannelse og er i den forbindelse i praktik nu, samtidig arbejder jeg med to studiejobs og studerer ved siden af også. Min kæreste og jeg købte hus tilbage i maj-måned, og jeg har i det hele taget haft alt alt for travlt i alt for lang tid.
Jeg er også overvægtig, burde faktisk tabe mig i alt 26kg, og dette tyngder mig også - jeg ved jo, at rent fornuft-mæssigt, ville dette også gøre en masse for mig, og mit selvvære og psyke.
Derudover har min kæreste og jeg altid skulle passe meget på vores penge, da vi har skulle afbetale div. "ting", - dog er vi ved at være rigtig langt nede med dette - til februar skulle vi gerne være færdig med den seneste dyre tandlægeregning. Vi har derfor ikke oplevet så mange "ting" sammen, som at komme ud og rejse, se koncerter, biografture, spa-bad og andre ting som unge mennesker gør/har gjort.
Min kæreste siger, at pengene gerne skulle blive bedre, når jeg først er færdig og fået mig et arbejde - og det ved jeg godt. Jeg havde også affundet mig med, at vi ville vente med babyprojekt, efter jeg tænkt og godt grundig, og mærkede indeni, at dette var det mest rigtige. Rent økonomisk er jeg også bange for, at det ikke går nu - så hvordan skulle jeg ikke have det, hvis vi skulle have en at forsørge? Ved godt, at mange siger, at man har aldrig "råd" til et barn - men lige præcis her er jeg ikke urealistisk - jeg er faktisk meget realistisk, og ved, at det ville være dumt. Dengang vi besluttede os for at blive gravid, var det så stort et brændende ønske for mig og min kæreste, at vi tænkte, at vi kunne det hele. Og med baby kunne vi også komme ud og rejse, og det er jo ikke sådan så, at vores forældre og søskende ikke ville passe, hvis vi en aften skulle til en koncert, fx.
Jeg har affundet mig med at skulle få styr på mig selv, og vil rigtig gerne have styr på økonomi, opleve flere ting med min kæreste... Jeg har valgt bevidst ikk at komme herinde, fordi det gør det sværere for mig.
Men ja, så er jeg begyndt her på det seneste at få følelser omkring det med at have en baby igen. Jeg ved godt, at vi har truffet den rigtige beslutning, men det gør ondt, når man får følelsen af, at det ville være så dejligt at få barn sammen, skabe noget så dejligt sammen, og det er jo et kæmpestort brændende ønske for mig. Jeg glæder mig så meget til at skulle være mor, så det gør ondt når det ikke bare kan ske, når man gerne vil have det...
Havde bare brug for at komme ud med mine tanker...
