Jeg er glad for mit liv, men tænker tit er jeg lykkelig??? Det følger jeg ikke helt at jeg er. Det er så om der mangler noget, eller at jeg føler mig udfordret og mærke at man lever.
Kort om mig har jeg 3 børn den ældste bliver snart 7 og den mindste er 9 måneder, lige siden den ældste blev født at jeg ønsket at tage et kariere skift, men er aldrig blevet til noget. Siden jeg var 18 kom jeg i fast og seriøst forhold, vi foretog os ikke ret meget, når jeg ser tilbage var det et ret kedeligt liv, jeg blev gravid og han fandt en anden, da jeg havde født og jeg kunne komme lidt ud, prøvede jeg nogen af de ting som jeg aldrig ville have gjort, men det førte mig lidt videre i livet, da den ældste var 9 måneder fandt jeg min nuværrende mand, hvor vi har to børn sammen.
Lige nu er jeg nået dertil at jeg er død træt af og kun være mor og kone, savner virkelig og være mig selv og blive udfordret både arbejds, men også på det personlige plan. Men inden min barsel gik jeg fra med arbejdsstress, så jeg skal ikke tilbage til det samme arejdsområde, men bliver flyttet til et andet område efter eget ønske, så jeg kan komme godt igang igen, men er bange for at det hurtigt bliver for kedeligt det de kan tilbyde mig, men har ikke overskudet til at læse videre.
Jeg elsker min mand og børnene, men føler ikke at jeg er lykkelig, kan det være fordi jeg ikke har mit arbejdsliv på plads, eller har jeg brug for at mærke livet, ved at prøve det store tårn i tivoli, eller hoppe i elastik eller hvad skal der til for at jeg kan mærke glæden igen efter en lang sej kamp med stress og kampen for ikke at være "nede" og være doven.
Er der nogen der kan følger hvad jeg skriver, og har i nogen gode råd til hvad man kan gøre selv, med familie og med min mand, så man igen får øjnene op for at livet er lykkeligt, og man selv gør det lykkeligt????
Anmeld
