Hvad gør i?

Er anonym da jeg synes den her problem stilling er ret pinlig... Men håber i kan hjælpe og vil hjælpe alligevel!

Hvad gør i med børn der er nået til den alder hvor de begynder at svare igen?

Kærestens pige er begyndt at være meget flabet over for os og svare igen. Hun er begyndt med at hvis der er noget vi siger hun ikke må (f.eks. må hun ikke åbne vinduet inde på hendes værelse helt op da vi bor på første sal) så svarede hun bare "jamen det gør jeg bare alligevel så!" og hun vandrede direkte ind og åbnede vinduet og var igang med at kravle op i det?!!!!!!!!!!!! Kæresten styrtede så ind til hende og hev hende ned og med ind i stuen hvor de endte med at skændes fordi hun blev helt hysterisk..

Vi vil ikke finde os i at hun skal være flabet over for os, men jeg ved ikke hvordan vi præger hende til ikke at være det.. Eftersom vi taler roligt og pænt til hende de første 5-10 gange vi skal sige noget til hende, men bliver nød til at hæve stemmen før hun opfatter alvoren i det vi siger. Hun bliver 5 til nytår og det føles bare som om vi har en teenager i huset! o_o Hun høre ikke efter, laver hun noget hun ikke må fx hopper i sofaen, i vores seng, eller jagter katten, så skal vi hen og have fysisk kontakt med hende før hun overhovedet kigger på os... Hver gang der er noget hun ikke må så gør hun det bare alligevel og i de fleste tilfælde så er hun slet ikke til at snakke med og fyre bare af "at det må hun godt hjemme ved mor" selvom vi ude mærket godt ved at det må hun heller ikke derhjemme..

Hendes mor har også problemer med at hun bliver aggressiv, slår og/eller bider hvis hun ikke får sin vilje eller bliver irettesat.....  Vi har dog kun 1 gang oplevet at hun har kastet noget efter mig.

Please hjælp!

Gensidig tillid, det lyder lidt som om i forventer hun indretter sig jer, men hvordan indretter i jer efter hende? Det er helt naturligt børn får deres egen mening og det er vigtigt at bekræftige dem i at de bliver hørt. Hvis hun skal gøre som i siger, så skal i også hører hvad hun siger. Respekt er gensidigt. Måske hendes hysteriske anfald ville stoppe hvis hun havde følelsen af at blive lyttet til. Vores døtre er lige gamle og vi har ikke rigtig de problemer. Vi prøver at snakke om tingene før de bliver til magtkampe.

TeamRocket skriver:

Gensidig tillid, det lyder lidt som om i forventer hun indretter sig jer, men hvordan indretter i jer efter hende? Det er helt naturligt børn får deres egen mening og det er vigtigt at bekræftige dem i at de bliver hørt. Hvis hun skal gøre som i siger, så skal i også hører hvad hun siger. Respekt er gensidigt. Måske hendes hysteriske anfald ville stoppe hvis hun havde følelsen af at blive lyttet til. Vores døtre er lige gamle og vi har ikke rigtig de problemer. Vi prøver at snakke om tingene før de bliver til magtkampe.

Kan du komme med et eksempel? For føler ikke vi undertrykker hende ?

Anonym skriver:

Er anonym da jeg synes den her problem stilling er ret pinlig... Men håber i kan hjælpe og vil hjælpe alligevel!

Hvad gør i med børn der er nået til den alder hvor de begynder at svare igen?

Kærestens pige er begyndt at være meget flabet over for os og svare igen. Hun er begyndt med at hvis der er noget vi siger hun ikke må (f.eks. må hun ikke åbne vinduet inde på hendes værelse helt op da vi bor på første sal) så svarede hun bare "jamen det gør jeg bare alligevel så!" og hun vandrede direkte ind og åbnede vinduet og var igang med at kravle op i det?!!!!!!!!!!!! Kæresten styrtede så ind til hende og hev hende ned og med ind i stuen hvor de endte med at skændes fordi hun blev helt hysterisk..

Vi vil ikke finde os i at hun skal være flabet over for os, men jeg ved ikke hvordan vi præger hende til ikke at være det.. Eftersom vi taler roligt og pænt til hende de første 5-10 gange vi skal sige noget til hende, men bliver nød til at hæve stemmen før hun opfatter alvoren i det vi siger. Hun bliver 5 til nytår og det føles bare som om vi har en teenager i huset! o_o Hun høre ikke efter, laver hun noget hun ikke må fx hopper i sofaen, i vores seng, eller jagter katten, så skal vi hen og have fysisk kontakt med hende før hun overhovedet kigger på os... Hver gang der er noget hun ikke må så gør hun det bare alligevel og i de fleste tilfælde så er hun slet ikke til at snakke med og fyre bare af "at det må hun godt hjemme ved mor" selvom vi ude mærket godt ved at det må hun heller ikke derhjemme..

Hendes mor har også problemer med at hun bliver aggressiv, slår og/eller bider hvis hun ikke får sin vilje eller bliver irettesat.....  Vi har dog kun 1 gang oplevet at hun har kastet noget efter mig.

Please hjælp!

Nu er min søn - heldigvis - ikke så slem til det der med "det gør jeg alligevel" men han er blevet rigtig slem til at bruge "jamen, det må jeg hos far/mor"... jeg snakkede med børnehaven og de sagde at vi så stille og roligt skal sige; "ja, men det må du ikke her." og evt. sætte os ned sammen med ham, så han hører fra mor og far - sammen - at sådan er reglerne.

Jeg prøvede det ang. at hoppe (da jeg bor på 1. sal) og det virkede....

Nu er min søn - heldigvis - ikke så slem til det der med "det gør jeg alligevel" men han er blevet rigtig slem til at bruge "jamen, det må jeg hos far/mor"... jeg snakkede med børnehaven og de sagde at vi så stille og roligt skal sige; "ja, men det må du ikke her." og evt. sætte os ned sammen med ham, så han hører fra mor og far - sammen - at sådan er reglerne.

Jeg prøvede det ang. at hoppe (da jeg bor på 1. sal) og det virkede....

Den der med at snakke med hende om at sådan er det ikke her. Den har vi prøvet mange gange.. Vi snakker lige så stille om det men så kommer den igen den med "så gør jeg det bare alligevel" eller "jo jeg må så" og så har vi balladen.. ._. Vi har prøvet at forklare hende hvorfor hun ikke må kravle op i vinduet og åbne det helt op, fordi det er farligt.. Og hun vil ikke helt acceptere at det er fordi vi vil passe på hende..

Men vi har ikke de helt samme regler herhjemme som hos moren.. eller jo vi har mange de samme regler vi er bare mere vedholdende da vi er to om at holde fast.

Anonym skriver:

Den der med at snakke med hende om at sådan er det ikke her. Den har vi prøvet mange gange.. Vi snakker lige så stille om det men så kommer den igen den med "så gør jeg det bare alligevel" eller "jo jeg må så" og så har vi balladen.. ._. Vi har prøvet at forklare hende hvorfor hun ikke må kravle op i vinduet og åbne det helt op, fordi det er farligt.. Og hun vil ikke helt acceptere at det er fordi vi vil passe på hende..

Men vi har ikke de helt samme regler herhjemme som hos moren.. eller jo vi har mange de samme regler vi er bare mere vedholdende da vi er to om at holde fast.

Nå ja.... okay... så kan jeg godt se problemet...

Ms.Sunshine skriver:

Nå ja.... okay... så kan jeg godt se problemet...

Synes det er rigtig fustererende... Og hun er også begyndt at sige at hun ville ønske at jeg ikke boede der mere og at hun ikke vil have sit eget værelse fordi hun savner at sove med far (før hendes far og jeg flyttede sammen boede han på et værelse så de sov i samme rum og var altid sammen. Og hun sover i samme seng som sin mor) Så vi er begyndt at få rigtig mange trælse situationer om aftenen når hun skal i seng fordi hun bare ikke vil sove i sin egen seng inde på sit værelse.. Men sådan er det og det er først her for nylig det er blevet et problem og hendes far og jeg har boet sammen i snart 7 måneder.

Synes det er så underligt hvordan det hele kan vende.. Hende og jeg har et rigtig godt forhold og vi hygger os meget sammen. Og vi alle 3 laver mange hyggelige ting sammen. Og pludselig vender det hele bare og så er alt i vejen.. Gerne hvis vi lige skal ordne noget hvor hun så ikke får opmærksomhed.. 

Hvad er det vi gør forkert?

 

Anonym skriver:

Synes det er rigtig fustererende... Og hun er også begyndt at sige at hun ville ønske at jeg ikke boede der mere og at hun ikke vil have sit eget værelse fordi hun savner at sove med far (før hendes far og jeg flyttede sammen boede han på et værelse så de sov i samme rum og var altid sammen. Og hun sover i samme seng som sin mor) Så vi er begyndt at få rigtig mange trælse situationer om aftenen når hun skal i seng fordi hun bare ikke vil sove i sin egen seng inde på sit værelse.. Men sådan er det og det er først her for nylig det er blevet et problem og hendes far og jeg har boet sammen i snart 7 måneder.

Synes det er så underligt hvordan det hele kan vende.. Hende og jeg har et rigtig godt forhold og vi hygger os meget sammen. Og vi alle 3 laver mange hyggelige ting sammen. Og pludselig vender det hele bare og så er alt i vejen.. Gerne hvis vi lige skal ordne noget hvor hun så ikke får opmærksomhed.. 

Hvad er det vi gør forkert?

 

uh.... sengen.... den kender jeg godt...

Min veninde var ude for det samme og der gjorde de det at han puttede, så de havde de der 15-20 min. det tog at læse en bog og synge et par sange for dem selv. Det hjalp på dem, men det var lige i starten at de flyttede sammen, så jeg ved ikke om det hjælper hos jer...

 

Men jeg håber da at I finder en løsning......

Anonym skriver:

Er anonym da jeg synes den her problem stilling er ret pinlig... Men håber i kan hjælpe og vil hjælpe alligevel!

Hvad gør i med børn der er nået til den alder hvor de begynder at svare igen?

Kærestens pige er begyndt at være meget flabet over for os og svare igen. Hun er begyndt med at hvis der er noget vi siger hun ikke må (f.eks. må hun ikke åbne vinduet inde på hendes værelse helt op da vi bor på første sal) så svarede hun bare "jamen det gør jeg bare alligevel så!" og hun vandrede direkte ind og åbnede vinduet og var igang med at kravle op i det?!!!!!!!!!!!! Kæresten styrtede så ind til hende og hev hende ned og med ind i stuen hvor de endte med at skændes fordi hun blev helt hysterisk..

Vi vil ikke finde os i at hun skal være flabet over for os, men jeg ved ikke hvordan vi præger hende til ikke at være det.. Eftersom vi taler roligt og pænt til hende de første 5-10 gange vi skal sige noget til hende, men bliver nød til at hæve stemmen før hun opfatter alvoren i det vi siger. Hun bliver 5 til nytår og det føles bare som om vi har en teenager i huset! o_o Hun høre ikke efter, laver hun noget hun ikke må fx hopper i sofaen, i vores seng, eller jagter katten, så skal vi hen og have fysisk kontakt med hende før hun overhovedet kigger på os... Hver gang der er noget hun ikke må så gør hun det bare alligevel og i de fleste tilfælde så er hun slet ikke til at snakke med og fyre bare af "at det må hun godt hjemme ved mor" selvom vi ude mærket godt ved at det må hun heller ikke derhjemme..

Hendes mor har også problemer med at hun bliver aggressiv, slår og/eller bider hvis hun ikke får sin vilje eller bliver irettesat.....  Vi har dog kun 1 gang oplevet at hun har kastet noget efter mig.

Please hjælp!

Altså i min verden hvis de ikke vil høre så må de føle forstået på den måde at hvis hun ikke vil høre efter ja så må hun have en time out eller frataget tv tid eller somputer tid eller hvad ved jeg men hun skal mærke i mener det og det er HVER gang og det er pisse hårdt til at starte med og hun bliver sur tro mig. Men det er også super vigtig hun ved det er jer der bestemmer og og at den måde hun opføre sig på ikke er ok.

Og hun skal have at vide hvorfor det er hun får den straf hun får og det er vigtig i bliver ved med at tale.

Mine børn på 3 og 5 får time out hvis de laver noget de ikke må. En advarelsel og så konsikvens og sådan er det ALTID og det virker og når de kommer ud af time out snakker vi om det og vil de ikke snakke om det så må de blive i time out til de vil for så er de ikke klar til at kome ud endnu.

Håber du kan bruge noget af det ellers er du velkommen til at sende en pb til mig.