Min kæreste og jeg har været sammen i et lille års tid nu. Hans x var den der dumpede ham i sin tid og han fandt ret hurtig sammen med mig efter bruddet. Sammen har de et barn, hvor han har barnet hver 2 uge. I starten efter bruddet boede de sammen i 6 mdr, det var en hård tid men jeg har aldrig været usikker på hende/ dem sammen eller lignende. Han tilbragte den tid "han skulle" derhjemme og så var han ellers her hos mig.
Efter han flyttede var intentionen at de skulle spise sammen med deres barn en gang om ugen men det blev ikke rigtig til så meget idet hun selv fandt en ny kæreste og begyndte at bruge en masse tid på ham.
De kører i samme tog om morgenen nogle gange og får der også talt lidt om "vejr og vind" og tilsyneladende udtrykker hun sin utilfredshed med sin nuværende kæreste over for min kæreste. Hun er usikker på forholdet og der er eftersigende en del problemer med ham fyren der.
Min kæreste fortæller mig så, at hun foreslår at de skulle begynde at bruge lidt fælles tid sammen med deres søn, så som at tage ud og spise osv. Han fortæller mig, at han måske tænker at hun tænker at finde tilbage ind til ham .... idet han siger det. begynder jeg bare at stortude, der kommer bare tusind følelser op i mig. Han krammer mig og siger, at det ikke var for at gøre mig usikker men mere for at dele sine tanker med mig og udvise en åbenhed.
Jeg ved jo han elsker hende som sit barns mor og selvfølgelig skal der være plads til det men jeg føler mig SÅ truet lige nu.
Der sker en del i mit liv lige pt og jeg er måske snart nødt til at flytte da jeg ikke længere har råd til at blive boende hvor jeg bor pga arbejdsløshed snart og jeg havde overvejet at bringe emnet, flytning på banen igen... Vi har jo talt om at flytte sammen tidligere men kom så lidt fra det igen men idet min situation nu er noget mere alvorlig, så jeg tænkte at hvis det er det vi skal, hvorfor så ikke gøre det nu?
Jeg skal også lige sige, at jeg er enlig mor til en lille pige som jeg er alene med og pga det, har jeg svært ved at finde noget job idet jeg er afhængig af, altid at skulle hente/ bringe indenfor institutionens åbnings/ lukketider. Han VED godt det er svært for mig at få job pga det og jeg tænker, hvis vi boede sammen så ville det også være nemmere for mig idet han også kunne hjælpe lidt til.
Jeg er bange for mine egne tanker hvis jeg forslår at vi for alvor flytter sammen nu snart og han ikke har lyst til det... Jeg er bange for, at jeg kommer til at tænke at han ikke vil det fordi han evt venter på hvad der skal ske med hans x og hendes fyr - at han lader en dør stå åben der... Jeg kender mig selv og ved jeg vil komme til at tænke sådan hvis han siger nej til det.
Omvendt så tænker jeg når vi nu elsker hinanden og vil en fremtid med hinanden, hvorfor skulle han så sige nej til at bo sammen og få et familieliv med mig nu og dermed også gøre mine jobmuligheder lidt nemmere? - Jeg har været der for ham igennem TYKT og tyndt, og jeg skriver tykt med stort fordi han virkelig har været igennem mange ting i den tid vi har kendt hinanden og jeg har gjort ALT hvad jeg har kunne for, at hjælpe ham/ støtte ham og være der for ham. I starten da vi begyndte at se hinanden, var der tidspunkter hvor han ingen penge havde og derfor kom herhjem med hans søn når han skulle have ham. Han har boet her i uger af gangen og spist min mad, røget mine smøger osv uden at have betalt en eneste krone for det. Hans barn har fået 3 store sække tøj fra mit barn og jeg har endda købt en weekendseng til hans barn, så han også skulle føle sig velkommen når han var her med farmand.
Men hvad hvis han siger nej til at flytte sammen? Hvad skal jeg lægge i det?
Anmeld
