young-mother skriver:
lidt sørgeligt og træls. Min kæreste er stor fan af sin scooter. Han har fået lov til at ha opbevare sine ting oppe hos mine forældre. Værkstedet må også gerne benyttes. Min kæreste havde lyst til at tage op for at bruge værkstedet for at lave lidt på scooteren. Han kommer pludselig hjem og er rigtig ked afde, og forklare at min far havde et flip. Fordi værkstedet ikke var ryddet op først! og derfor måtte han så ikke bruge det. Jeg spørg så min kæreste, om han selv havde rodet det til, eller om det var min far? han siger at det har været min far for han havde slet ikke været der. OKey? kan min far være bekendt at flippe ud over der ik er ryddet op først når han selv har lavet rodet? han ku vel ha sagt det på en pæn måde? istedet for at skælde ud?? min kæreste fornemmer min far er træt af han bruger værkstedet - og ville derimod flytte hjemad hvor han ku bruge hans fars! det gav måske mening for mig, da jeg hørte min far forleden snakke noget om overfor min mor, om der ik var et sted hvor han ku ha sine ting? hvorfor fanden siger mine forældre så, hans ting er velkommen hos dem? og hvorfor skal min far være så sur? min kæreste er så såret at han ikke bryder sig om at komme hos dem mere ! min far kan være strid ! det er slet ikke noget nyt, tværtimod har jeg intet forhold til ham selv - da jeg aldrig har fundet mig i hans stædigheder! og min mor gør aldrig noget ved dem! det er bare ham der er the king i huset og over tingene! man skal igennem hans accept før noget er ok. Kan jeg tilliade mig slå hånden i bordet og sige min virkelige mening overfor ham?
Ja DET kan du, for selvom du er hans datter, så er du måske netop den nærmeste til at sige ham et par brave sandheder om hans vanskelige sind.
Din kæreste må ikke gøre det.
Forældre kan sagtens tilgive deres børn, men sjældent deres svigerbørn.
Jeg tog også somme tider bladet fra munden over for min far, hvis han blev for meget "gammel sur mand" 
og så sagde jeg det lige ud til ham, at hvis han skulle være sådan en gammel sur mand, så kunne han da helt undvære mig, for det ville jeg bare ikke have.
Det tyggede han så på i et par dage, og så blev han som regel god igen og mere rar..som om, han tog sig sammen.
Skal nu lige sige, at min far var verdens dejligste far, men han kunne godt få en raptus og være sær.
Han var vitterligt af den gamle skole og patriarken i familien, og gik det ikke helt efter hans hovede, så kunne han altså blive meget tøsefornærmet 
Og så var jeg den eneste i familien som turde gå direkte ind i løvens gab...måske fordi vi var to alen af et stykke
Så giv du bare farmand et kærligt skub, og fortæl ham, hvad du synes om hans adfærd.
Han kan jo næppe blive mere sur end han er i forvejen.
Kærligst
Sussie
