Hej med jer
Jeg har lige brug for at komme ud med lidt frustrationer og bekymringer omkring min datter Liva.
Liva har altid været en glad, nem og tilfreds lille dame - men også bestemt, med temperament. Specielt lige inden hun blev 2år, blev hun udfordrende, mere hysterisk, pyldret - ja jeg følte hele tiden at skulle være efter hende på den ene eller anden måde. Men det er jo egentlig meget normalt for den alder. Det var lige til en ordenlig gang hovedpine med skrig og skrål, hvis tingene gik hende lidt i mod og bølgerne gik højt. Begrebet "Terrible Twos" kom virkelig til udtryk
Hun begyndte at være mere efter de børn i dagplejen, eller andre steder, som var mindre end hende selv. Men også nogle gange de større børn. Som regl med at skulle bide eller slå..
Og hvor var det dog skrækkeligt at komme hente hende i dp, med blikket og kommentaren "Ja, jeg føler ikke jeg kan stole på hende. Jeg tør ikke lade hende ude af syne et øjeblik, i nærheden af de små. Som regl når der er en der græder, er det Liva der bliver peget på!!"
Jeg græd den dag jeg kørte hjem med Liva. Sur på hende over at være sådan, samtidig med en stor skyldfølelse hos mig selv. Hvad gør jeg/vi galt? Hvad kan vi gøre for at møde hende i hendes frustrationer??
Liva blev storesøster til Emma her i Oktober. Jeg var ikke vildt præget i min graviditet, men humøret har da været lidt op og ned. Liva har helt sikkert også mærket den psykiske og fysiske forandringen på mig (mors mave vokser - hvad sker der?). Jeg tror bestemt også at det var med i hendes frustrationer på en eller anden måde. Heldigvis har min kæreste været god til at være endnu mere på eller tage over, når det blev for meget for mig.
Det skal lige nævnes at hendes sprog ikke var helt til at forstå og nok ofte blev misforstået eller havde svært ved alt det hun gerne ville fortælle, tror jeg. Alt det her har hendes måde at reagere på - nogen skulle det vel gå ud over:-S Men det er jo bare ikke ok at det skal gå ud over de andre børn.
Det bliver lidt bedre over et par måneder. I takt med at hun bliver lidt ældre og udvikler sig, begynder hun at forstå mere af det med den voksende maven.. "mor kan ikke bærer - mor har tyk' mave". Hun acceptere mere og mere at der er ting jeg ikke kan og må få far til at hjælpe. Hun stopper også med at bide og slå.
Over en periode, siden 1års undersøgelse, har vi været til ørelæge og læge med ørene af flere omgange. Hun har ikke været påvirket med mellemørebetændelse eller feber, men tænkte at det også kunne have noget at gøre med frustrationerne. Ved hvert besøg har de alle sagt at der var lidt væske, med når det ikke generede, ville de ikke gøre mere. Jeg skiftede ørelæge og fortalte hele historien. Ved 2.besøg hos hende, blev vi enige om at få lagt dræn. ENDELIG.. Det er 2 måneder siden nu og inden Emma kom til verden.
Herefter ændrede hendes adfærd og sprog sig markant. Det var en lettelse. Stadig med udbrud af temterament og hysteriske anfald, men ikke nær lige så ofte. Hun reagere bedre på det vi siger til hende og der kommer flere ord og bedre udtalelese af ordene. En markant ændring lige med det samme. Jubii 
Emma kommer til verden
. Jeg har været lidt nervøs for hvordan Liva nu ville takle det at blive storesøster og skulle dele mor og far. Men ihhhh hvor hun dog eelsker sin lillesøster. Den får ikke for lidt med kys og kram. Ind i mellem kan hun blive lidt voldsom med at få lagt for meget af hende vægt ovenpå Emma, når hun vil læne sig indover hende eller trække i hende for bedre at kunne give krammer. Det er harmløst og det hun forstår ved at være kærlig. Der skal hun lige hjælpes lidt
Emma er nu lidt over 1 måned og det går rigtig fint, overordnet set. Liva er 2,5år og har dog stadig sit temperament og der skal ikke så meget til før hendes verden bryder sammen og hun bryder i gråd, hvis der er for meget der lige går i mod hende. Min kæreste og jeg er enige om generelt at være konsekvente. Hun skal naturligvis ikke styrre os og forvente alt som hun vil have det. Og så vil hun have sin sut osv. som kun høre til i sengen. Ind i mellem får hun den og tager 5min i sengen, til hun bliver god igen. Som andre børn kan gøre, bliver hun bliver hun lige "baby" for en stund. Det kan være hårdt ind i mellem - men sådan er de jo bare i den alder og blive storesøster. Jeg synes vi er meget opmærksomme på at give hende opmærksomhed og kærlighed hver i sær og får alene tid med os begge, uden Emma.
I dag kommer jeg så og henter Liva i dp og hun ser næsten opgivende på mig "pyh, jeg har måtte være efter hende i dag. Hun har bidt den ene og revet den anden" og igen siger hun at hun ikke føler hun kan stole på Liva. Liva er udemærket godt klar over at hun ikke må og siger det selv - "Det må man ikke!!". Jeg føler virkelig vi er meget opmærksomme og som før nævnt, prøver at møde hende og sige at vi godt forstår hun bliver sur (selvom vi ikke altid gør
) og prøver at lede opmærksomheden på noget andet eller hun lige får lidt tid for sig selv, til at falde ned. Hun kan flippe helt ud over at knapperne på cardiganen ikke er knappet på hendes -eller min eller far's
Jeg kan alligevel ikke lade være med at stå tilbage med en form for skyldfølelse og dårlig samvittighed over for hende.. Hvad er det vi overser? Terrible twos? - jo, men alligevel..
Nogen der har oplevet, bare noget af det?
Hvordan er jeres børn reageret på at bliver storesøskende?
Undskyld det lange indlæg, men jeg synes alt har relevans i det her:
