I weekenden indgik min søn og jeg en aftale, at han skulle prøve at sove til middag uden sut (noget jeg har gruet og grublet over hvordan jeg skulle tackle) men tænkte, hvorfor ikke forsøge imens far alligevel er på jagt, med noget familie.
Vi tog på en spontan tur ud i det blå, lavede madpakke og tog brød med i tilfælde af ænder og det var bare en fantastisk hyggelig tur hvor vi endte ved Rørbæk Sø. Der var masser af bakker i området, udsigt over søen og Elias kunne hele tiden forbinde det med 'Mis med de blå øjne' (hans nye yndlingsbog og min gamle, jeg fik læst op af gennem hele min barndom bl. m. a)
Vi fik masser af frisk luft og kvalitetstid så da vi kom hjem efter at have besøgt træ-manden i samme område, var det tid til middagsluren og det tog 10min. med utilfredshed og tænders gnislen og så sov han. Han gentog det samme søndag UDEN gråd, han snakkede bare lidt mere 
og var pavestolt da jeg kom ind for at se om han var vågnet. Han løftede sine små arme i vejret og udbrød: "Jeg har sovet uden sut!" 
Det var så rørende. Han får den stadigvæk til natten, har valgt at tage det i etaper.
Idag fortalte jeg dagplejen det og hun var selvfølgelig også glad på vores vegne og jeg fortalte hende at den var med i tilfælde af..
Og regnede egentligt med at hun ville følge trop men da jeg hentede ham fortalte hun mig at hun måtte kapitulerer og alligevel gav ham den fordi da (som hun sagde) nærmede sig middagsluren kunne n godt se at han nok ikke ville være helt med på den. Jeg troede vitterligt hun først ville kapitulerer når hun HAVDE forsøgt, men det afgjorde hun inden.. (Må ærligt sige at jeg blev lidt skuffet først) men som hun sagde så stopper han hos hende om 2 uger hvorefter han skal i børnehave og hun ville ikke have at han den sidste tid skulle syntes hun var træls eller dum. Så jeg overgav mig og sagde, det går nu nok. Vi øver det bare fortsat i weekenden. Min mand kom hjem den anden dag og snakkede om at han har bemærket at når vores børn - ved børn der er hos hende, når den alder hvor de har deres egen mening og holdning til tingene og siger nej, så forekommer vores dp at syntes de er ikke besværlige men heller ikke hendes kop te helt mere. Andre der har oplevet det ved deres dp?
Vi er glade for hende, men tror bestemt også det bliver rigtig godt for vores søn nu her at starte i børnehave..
Nå men dagen idag er også bare skøn og er helt oppe at køre, for jeg er blevet kaldt til samtale på onsdag på en ledig stilling i en privatlejet institution
Jeg skrev ansøgningen torsdag aften og min mand kørte ind med den i deres postkasse fredag da det var sidste dag for ansøgningen - og det lykkedes mig sgu at komme til samtale!
Og dejligt er det at de spørgsmål man aldrig ved kommer præcist har jeg fået i en SMS så jeg kan tænke over dem inden de kommer til samtalen. Det er da lidt fedt 
Så får jeg også prøvet det af.
Og tænk, det var ikke engang en af de ansøgninger jeg har kæmpet med blod sved og tårer.. Den kom bare mens jeg sad ved computeren og jeg tænkte bare vo intet vover intet vinder..
Mon det er min tur denne gang til at få fast arbejde - ihvertfald et år frem? 
