Skammer mig over mig selv

Jeg har en tendens til at lade andres holdninger og deres opførsel gå mig på. Det er absolut ikke noget jeg synes er sjovt, faktisk skammer jeg mig over at jeg ikke bare kan ignorere det og så bare sige nå, ja.. Bl.a. i dag var vi hos min svigerfamilie og hygge på fars dag. Min svigerinde var som sædvanlig kommet før os, ved ikke om hun gør det bevidst, men jeg føler at hun skal sørge for at hendes børn får pladsen hos min svigermor. Hver gang vi er der har min svigermor altid en af hendes børn på hendes skød. Så snart den ene er kommet ned så siger min svigerinde: Nå lille skat, skal du over til bedstemor?" og så er den næste der. Den mindste som er nu 4 mdr må ikke sidde på gulvet eller ligge. Når hun er vågen skal hun være på armen, dvs på min svigermors arm. Hvis hun skal have mad skal det være min svigermor der giver hende det osv. Forståeligt nok er der ikke så megen tid til mine børn. Jeg bider tænderne sammen fordi at jeg godt ved hun er usikker men på den anden side ser min svigermor hendes børn oftere end mine fordi hun kommer forbi hver dag. Min svigermor siger at jeg holder Yazmin tæt ind til livet.. det gør jeg jo nok fordi jeg ikke føler at hun betyder særlig meget.
Idag faldt snakken på den forestående barnedåb. Min svigerinde har uddelegeret alt arbejdet så hun ikke skal lave noget. Min svoger køber alt i tyskland, min svigerinde nummer 2 laver al kagen, min svigermor inviterer alle og min svigerfar har sørget for forsamlingshus. Jeg sidder og bliver sur. Hvorfor? Ja det ved jeg ikke, eller jo det ved jeg da godt og derfor skammer jeg mig. For det betyder ikke noget for mig eller min del. Hun ved bedre end at spørge os. Men bare det at alle andre bliver sat i sving generer mig altså. Hun har tilmed inviteret vores venner, som hun har mødt  2 gange. Og familie som hun hverken snakker med eller ikke har inviteret andre gange.  Jeg er efterhånden kommet til det punkt at jeg faktisk ikke gider se hende. Hvor forfærdeligt er det ikke? Hun praler med sit vægttab.. ja hun har fået en operation og spiser stadig hammerusundt. Hun skal til Give og have opereret maveskind osv på statens regning og snakker om at malke dem så hun kan få større bryster.  Jeg er bare så ked af at have det sådan her..

Jeg kan sgu godt forstå at du har det sådan, sådan har jeg det nemlig også hva angår min svoger og svigerinde.

Min svigermor fremhæver dem konstant og deres lille Matihias er bare så skøn, hun glemmer helt min mands datter, hvilket bare gør mig så gal
Isabella kan sgu da godt mærke at lille Mathias er mere speciel end hende.

Også siger min svigermor, jeg gør ikke forskel på mine børnebørn

Hvis det ikke skulle være slemt nok,  Var vi nede hos dem her lige før jul og spise æbleskiver, hvor min søn så siger, Sussanne, så er du og Michael, jo vores bonus farmor og farfar, hvor svigermor tørt kommentere det med, jamen i har da jeres egen farmor og farfar.

Så jeg forstå dig så udemærket og syntes slet ikke at du har noget at skamme dig over

jamen hvorfor har du det sådan...er du misundelig over at hendes børn ser bedste mere, er du misundelig på hendes vægttab osv...hun tage jo intet fra dig og hvis ikke du kan lide hende, så slip hende da...vær fuldstændig ligeglad...lad dine piger få en fast ugentlig dg hos bedste og lad dem nyde det.
Jeg synes ikke du skal være flov, men tænk i stedet på hvorfor det er du ikke kan glæde dig på hendes vegne...hvis hun er så lngt fra dig og du ved det du gør er det rigtige, hvorfor så hidse dig op over det hun gør...
Misundelse er en grim ting siges der, og da især hvis det gør at man selv bliver i dårligt humør....så slip konen og lad hende være...og jo mere ligeglad du virker, jo sværre er det for hende at påvirke dig og jo mindre vil hun prøve, hvis det da er bevidst det hun gør.
Knus Eva...