LANGT !! Rod i min familie, hvad gør jeg?

Hej piger..

Dette bliver en lang smørre som jeg bare har brug for at komme af med og jeg modtager selvfølgelig meget gerne gode råd.  

Jeg har valgt at skrive anonym da jeg ikke ønske at min familie evt googler mig..

Hvis jeg skal starte fra bunden så kommer jeg fra en familie med meget rod. Mine forældre har fået 3 børn meget tidligt og jeg er så den ældste af dem. Jeg har det ikke godt med min familie, jeg synes ikke de har været gode forældre og jeg føler mig i den grad svigtet, jeg er som den ældste blevet kørt psykisk ned og flyttede som 17 årig hjemmefra. Derefter valgte vi ikke at have kontakt på deres opfordring. Heller ikke til følselsdag og jul, samt da jeg blev student osv. 

På papiret har det altid set ud som om at vi kom fra et ressourcestærkt hjem, begge mine forældre har arbejde og vi manglede for det meste ikke noget. Men mine forældre fik som sagt aldrig deres ungdom og med 3 børn lige i rap, var der ikke plads til så meget andet, hvilket vi alle 3 har kunnet mærke. Mine bedsteforældre siger det samme. 

Jeg mødte som 19 årig min nuværenede kæreste og traf dengang et stort valg. Jeg havde nemlig brug for at komme væk fra det hele, og jeg havde alligevel ikke rigtig noget familie, så jeg flyttede 300 km væk fra i område jeg er vokset op i, og købte dengang et fælles hjem med min kæreste. Nu har mit liv flasket sig helt fantastisk  Jeg er færdig som sygeplejerske til sommer og jeg har et helt vidunderlig omgangskreds, kæresten og jeg har både fælles venner men jeg har også de bedste veninder man kunne tænke sig. Min kæreste er 10 år ældre end mig og har derfor et meget stabilt og godt job. Alt i alt manger vi intet. 

Som 23 årig bliver jeg gravid og føder vores første fælles barn som 24 årig(Han har en skøn datter fra tidligere kæreste) Kort tid derefter kontakter min familie mig igen pr telefon. Kan godt mærke på dem at de har ondt af sig selv og vil gerne se deres barnebarn. Vi har ikke talt sammen i 6 år på det tidspunkt og de har aldrig været der for mig, når jeg havde brug for det, så jeg bliver selvfølgelig chokeret. 

Og jeg vil da gerne indrømme at jeg ligger inde med en masse vrede!!! vrede over at jeg har stået med alt selv, siddet alene juleaften og til følselsdag og altid håbet at de ville ringe. Vi taler der sammen en lille times tid hvor det går op for mig hvor meget jeg har forandret mig til det bedre, jeg er en glad pige med masser af overskud og energi, jeg er en god mor for min lille datter. Jeg har egentligt ikke brug for dem i mit liv tænker jeg. Min kærestes familie har længe været min faste støtte 

Jeg prøver så at sætte mig selv til side et øjeblik og tænke på min datters bedste. Måske vil hun gerne lære sin mormor og morfar at kende? Måske de er bedre bedsteforældre end de er forældre. Så jeg valgte at sige ja til dem dengang, i håb om at de måske havde forandret sig, selvom jeg jeg i virkeligheden ikke selv havde behov for kontakt med dem.

Jeg valgte dengang at opstille 2 ganske simpele regeler, nemlig at de ikke kunne droppe ud og ind af barnets liv, når de selv følte for det. Men at de måtte være der på bedst mulige måde til jul og fødselsdag. Samt at respektere min bonusdatter, for hun er en skøn pige og fortjener fokl omkring hende der vil det bedste. 

Det første lange stykke tid gik det rigtig fint og mine forældre har åhh så glade for at se vores datter. Vores datter er nu 18 måneder og det hele går knap så godt..  mine forældre har nemlig ikke forandret sig. De lukker mere og mere af for min bonusdatter, men giver istedet udtryk for hvor skøn deres "rigtige" barnebarn er. Det er skønt de har det sådan, men i min verden kan man ikke vælge. Det er min datters søster  og hun SKAL være der og samtidig føle sig godt tilpas. 

Nu er det hele så faldet fra hinanden. Min 3 år yngre søster er gravid og det er noget rod ifølge mig...

I tænker sikkert at det skal jeg sige fordi at jeg er storesøster osv. Men sådan hænger det ikke sammen. Min søster er dybt ustabil, hun flyttede direkte ind hos en kæreste. Hun har aldrig haft et arbejde og og påbegyndte for 14 dage siden sin 8. uddannelse. De er flyttet 6 gange indenfor de sidste 2 år og har ikke styr på noget som helst. økonomien sejler mildest talt, og de spiser selv rugbrød til aftensmad hver dag. Min søster og kæreste er meget LIDT modne og det ved alle i familien godt. Min søster og jeg er som nat og dag, eller det er vi blevet med årene. Til en familiefest for ikke ert lang tid siden fortælle min søster så at hun er gravid og er 4 uger henne.

Jeg prøver mit bedste for at tage det på en pæn måde og siger selvfølgelig tillykke til hende og kæresten. Derefter bliver snakken ubehagelig, min søster udtaler nemlig ærligt at de jo ikke har nogen penge og derfor vil søge al støtte gennem kommunen til barnevogn og det hele. Derefter åbner min mor munden og siger at eftersom vi har rigelig at gøre med hjemme hos os(min kæreste og jeg) kan de da sagtens få noget at vores datters aflagte tøj. Min kæreste bliver noget chokeret og er en mand som ellers sjældent blander sig, han siger så at vi hjemme hos os knokler hverdag fra 7 til 16 for at få råd til det vi køber til vores barn (der skal her nævnes at vi hverken er millionære eller noget, men vi har en ganske rimelig økonomi i og med at min kæreste har et godt job og jeg arbejder ved siden af studiet som jo snart slutter hvorefter jeg har en ansættelse) Derfor har vi også muligheden for at købe lidt ekstra lækkert til vorer barn og jeg elsker at shoppe mærketøj til hende, men det er vores prioritering, vi rejser til gengæld ikke hvert år.  

Nu kan jeg pludselig mærke at det hele begynder at gå udover vores lille datter som jo altså ikke selv har bestemt noget. Der bliver blandt andet talt om at vores datter er uopdragen fordi at hun får for meget legetøj og at vi som forældre ikke er konsekvente nok i vores opdragelse alt i alt meget ubehagelig  Og hvad gør jeg så lige??? Jeg kan faktisk ikke helt se årsagen til at have kontakt med dem, de bidrager ikke meget noget godt. Min datter ser dem så lidt alligevel og jeg kan mærke at jeg bliver påvirket at al deres negativitet som i mine unge dage. de 6 år hvor vi ikke havde kontakt var så dejlige eftersom jeg ikke blev kritiseret konstant og stulle tage stilling til alle mulige dumme ting. Nu kan jeg mærke at det hele kommer igen og jeg er pludselig blevet i tvivl om jeg gør det rigtige. Vi er vokset fra hinanden alle sammen og jeg har i bund og grund mest lyst til bare at skære min del af familien af da vi har nok i min kærestes og alle vores fantastiske venner 

Havde bare lige brug for at komme af med det hele.  Det hele fremstår måske lidt forvirrende, men jeg har prøvet så godt jeg kunne at beskrive situationen selvom jeg har sikkert mangler en masse, men sådan er det nok bare når tankerne flyver rundt. 

Anonym skriver:

Hej piger..

 

Dette bliver en lang smørre som jeg bare har brug for at komme af med og jeg modtager selvfølgelig meget gerne gode råd.  

Jeg har valgt at skrive anonym da jeg ikke ønske at min familie evt googler mig..

 

Hvis jeg skal starte fra bunden så kommer jeg fra en familie med meget rod. Mine forældre har fået 3 børn meget tidligt og jeg er så den ældste af dem. Jeg har det ikke godt med min familie, jeg synes ikke de har været gode forældre og jeg føler mig i den grad svigtet, jeg er som den ældste blevet kørt psykisk ned og flyttede som 17 årig hjemmefra. Derefter valgte vi ikke at have kontakt på deres opfordring. Heller ikke til følselsdag og jul, samt da jeg blev student osv. 

På papiret har det altid set ud som om at vi kom fra et ressourcestærkt hjem, begge mine forældre har arbejde og vi manglede for det meste ikke noget. Men mine forældre fik som sagt aldrig deres ungdom og med 3 børn lige i rap, var der ikke plads til så meget andet, hvilket vi alle 3 har kunnet mærke. Mine bedsteforældre siger det samme. 

 

 

Jeg mødte som 19 årig min nuværenede kæreste og traf dengang et stort valg. Jeg havde nemlig brug for at komme væk fra det hele, og jeg havde alligevel ikke rigtig noget familie, så jeg flyttede 300 km væk fra i område jeg er vokset op i, og købte dengang et fælles hjem med min kæreste. Nu har mit liv flasket sig helt fantastisk  Jeg er færdig som sygeplejerske til sommer og jeg har et helt vidunderlig omgangskreds, kæresten og jeg har både fælles venner men jeg har også de bedste veninder man kunne tænke sig. Min kæreste er 10 år ældre end mig og har derfor et meget stabilt og godt job. Alt i alt manger vi intet. 

Som 23 årig bliver jeg gravid og føder vores første fælles barn som 24 årig(Han har en skøn datter fra tidligere kæreste) Kort tid derefter kontakter min familie mig igen pr telefon. Kan godt mærke på dem at de har ondt af sig selv og vil gerne se deres barnebarn. Vi har ikke talt sammen i 6 år på det tidspunkt og de har aldrig været der for mig, når jeg havde brug for det, så jeg bliver selvfølgelig chokeret. 

Og jeg vil da gerne indrømme at jeg ligger inde med en masse vrede!!! vrede over at jeg har stået med alt selv, siddet alene juleaften og til følselsdag og altid håbet at de ville ringe. Vi taler der sammen en lille times tid hvor det går op for mig hvor meget jeg har forandret mig til det bedre, jeg er en glad pige med masser af overskud og energi, jeg er en god mor for min lille datter. Jeg har egentligt ikke brug for dem i mit liv tænker jeg. Min kærestes familie har længe været min faste støtte 

Jeg prøver så at sætte mig selv til side et øjeblik og tænke på min datters bedste. Måske vil hun gerne lære sin mormor og morfar at kende? Måske de er bedre bedsteforældre end de er forældre. Så jeg valgte at sige ja til dem dengang, i håb om at de måske havde forandret sig, selvom jeg jeg i virkeligheden ikke selv havde behov for kontakt med dem.

Jeg valgte dengang at opstille 2 ganske simpele regeler, nemlig at de ikke kunne droppe ud og ind af barnets liv, når de selv følte for det. Men at de måtte være der på bedst mulige måde til jul og fødselsdag. Samt at respektere min bonusdatter, for hun er en skøn pige og fortjener fokl omkring hende der vil det bedste. 

Det første lange stykke tid gik det rigtig fint og mine forældre har åhh så glade for at se vores datter. Vores datter er nu 18 måneder og det hele går knap så godt..  mine forældre har nemlig ikke forandret sig. De lukker mere og mere af for min bonusdatter, men giver istedet udtryk for hvor skøn deres "rigtige" barnebarn er. Det er skønt de har det sådan, men i min verden kan man ikke vælge. Det er min datters søster  og hun SKAL være der og samtidig føle sig godt tilpas. 

Nu er det hele så faldet fra hinanden. Min 3 år yngre søster er gravid og det er noget rod ifølge mig...

I tænker sikkert at det skal jeg sige fordi at jeg er storesøster osv. Men sådan hænger det ikke sammen. Min søster er dybt ustabil, hun flyttede direkte ind hos en kæreste. Hun har aldrig haft et arbejde og og påbegyndte for 14 dage siden sin 8. uddannelse. De er flyttet 6 gange indenfor de sidste 2 år og har ikke styr på noget som helst. økonomien sejler mildest talt, og de spiser selv rugbrød til aftensmad hver dag. Min søster og kæreste er meget LIDT modne og det ved alle i familien godt. Min søster og jeg er som nat og dag, eller det er vi blevet med årene. Til en familiefest for ikke ert lang tid siden fortælle min søster så at hun er gravid og er 4 uger henne.

Jeg prøver mit bedste for at tage det på en pæn måde og siger selvfølgelig tillykke til hende og kæresten. Derefter bliver snakken ubehagelig, min søster udtaler nemlig ærligt at de jo ikke har nogen penge og derfor vil søge al støtte gennem kommunen til barnevogn og det hele. Derefter åbner min mor munden og siger at eftersom vi har rigelig at gøre med hjemme hos os(min kæreste og jeg) kan de da sagtens få noget at vores datters aflagte tøj. Min kæreste bliver noget chokeret og er en mand som ellers sjældent blander sig, han siger så at vi hjemme hos os knokler hverdag fra 7 til 16 for at få råd til det vi køber til vores barn (der skal her nævnes at vi hverken er millionære eller noget, men vi har en ganske rimelig økonomi i og med at min kæreste har et godt job og jeg arbejder ved siden af studiet som jo snart slutter hvorefter jeg har en ansættelse) Derfor har vi også muligheden for at købe lidt ekstra lækkert til vorer barn og jeg elsker at shoppe mærketøj til hende, men det er vores prioritering, vi rejser til gengæld ikke hvert år.  

 

Nu kan jeg pludselig mærke at det hele begynder at gå udover vores lille datter som jo altså ikke selv har bestemt noget. Der bliver blandt andet talt om at vores datter er uopdragen fordi at hun får for meget legetøj og at vi som forældre ikke er konsekvente nok i vores opdragelse alt i alt meget ubehagelig  Og hvad gør jeg så lige??? Jeg kan faktisk ikke helt se årsagen til at have kontakt med dem, de bidrager ikke meget noget godt. Min datter ser dem så lidt alligevel og jeg kan mærke at jeg bliver påvirket at al deres negativitet som i mine unge dage. de 6 år hvor vi ikke havde kontakt var så dejlige eftersom jeg ikke blev kritiseret konstant og stulle tage stilling til alle mulige dumme ting. Nu kan jeg mærke at det hele kommer igen og jeg er pludselig blevet i tvivl om jeg gør det rigtige. Vi er vokset fra hinanden alle sammen og jeg har i bund og grund mest lyst til bare at skære min del af familien af da vi har nok i min kærestes og alle vores fantastiske venner 

 

Havde bare lige brug for at komme af med det hele.  Det hele fremstår måske lidt forvirrende, men jeg har prøvet så godt jeg kunne at beskrive situationen selvom jeg har sikkert mangler en masse, men sådan er det nok bare når tankerne flyver rundt. 

Du har beskrevet det hele rigtig flot, jeg er sikker på, at hvis du mærker godt efter, så ved du godt hvad der er bedst for jer. jeg har så mange ting jeg gerne ville have skrevet, men jeg er også bange for at kunne blive googlet 

Sæt dig evt ned og skriv på en liste, hvad det er godt og skidt, hvor længe har de været i dit liv denne omgang? kan du tilgive dem ? Jeg er sikker på din lille datter og din dejlige bonus datter fortjener en mor der har overskud og er glad, end en mor som forsøger at samle alle tråde, men simpelthen ikke kan. Du er velkommen til at skrive en privat besked. Så kan du få min historie, der minder lidt om din  

Held og lykke 

banana3 skriver:

Du har beskrevet det hele rigtig flot, jeg er sikker på, at hvis du mærker godt efter, så ved du godt hvad der er bedst for jer. jeg har så mange ting jeg gerne ville have skrevet, men jeg er også bange for at kunne blive googlet 

Sæt dig evt ned og skriv på en liste, hvad det er godt og skidt, hvor længe har de været i dit liv denne omgang? kan du tilgive dem ? Jeg er sikker på din lille datter og din dejlige bonus datter fortjener en mor der har overskud og er glad, end en mor som forsøger at samle alle tråde, men simpelthen ikke kan. Du er velkommen til at skrive en privat besked. Så kan du få min historie, der minder lidt om din  

Held og lykke 

Jeg vil meget gerne skrive privat og evt høre din historie hvis du selvfølgelig har overskud og lyst til at fortælle, det kan jo røre meget i en at skulle rive op i sin fortid. Jeg skriver en pb til dig 

Anonym skriver:

Hej piger..

 

Dette bliver en lang smørre som jeg bare har brug for at komme af med og jeg modtager selvfølgelig meget gerne gode råd.  

Jeg har valgt at skrive anonym da jeg ikke ønske at min familie evt googler mig..

.......

Havde bare lige brug for at komme af med det hele.  Det hele fremstår måske lidt forvirrende, men jeg har prøvet så godt jeg kunne at beskrive situationen selvom jeg har sikkert mangler en masse, men sådan er det nok bare når tankerne flyver rundt. 

Puuhha...det er da godt nok meget du har oplevet, og det må da lette lidt, at få luftet det lidt ud

Hmmm...ja...nogle tanker...tag det du kan bruge og smid resten væk.

Jeg har en veninde, som jeg har haft siden 4. kl.
Hun har altid været hakkekaninen fra forældrenes side.
Aldrig kunne hun gøre noget godt nok.
Jeg oplevede det aldrig, når jeg var der som barn, men hun oplevede helvede inden for familiens 4 vægge..og selvom hun var verdens sødeste pige, og knaldende dygtig i skolen, så var ingen af de valg hun gjorde i sit liv nogensinde godt nok, set med forældrenes øjne. Hele hendes ungdom var et helvede. Det eneste fristed hun havde, var når hun var hjemme hos mig, hvor hun selvfølgelig kom, så meget hun måtte og ville, og underligt nok, var det godt nok, for set med hendes forældres øjne var vi "fine" nok

Den smerte forældre kan tilføje deres børn er vidt forskellig, du har levet et helvede med forældre, der ikke var "modne" nok til børn, hun levede et helvede med krav og nedgørelse...men begge dele var et helvede.
Du valgte så dine forældre fra, og det gjorde hun også.
Begge valgte I mennesker fra, der har gjort jer ondt...ondt helt ind i sjælen.

Min holdning har altid været, at man ikke skal bruge sit liv på mennesker, der får en til at græde, og så er det lige meget om det er familie eller andre.
Hvorfor skal man finde sig i, at få sår i sindet, som giver en et ringere liv?
Det er der ingen mening i.
Vel skal man strække sig langt, men der er grænser.

Du beskriver lige præcis, hvordan du føler efter du har taget forbindelsen op igen, og jeg læser helt tydeligt, at du er på vej tilbage til den gamle følelse af sorg, stress og nederlag..og du har så håbet at tingene havde ændret sig, så dine børn kunne få glæde af deres bedsteforældre.
Men nej...du/I er lige på vej ud i rumlen igen.

Min veninde spurgte mig, da hun fik sin søn, om hun måske burde tage kontakt til sine forældre...og vi havde den samme snak.
HUn valgte så ikke at gøre det.
Hun fortsatte sit rolige og dejlige liv uden bedsteforældre fra sin side til sin søn, og de har et helt vidunderligt liv, fyldt med glæde og tryghed.
For hende er forældrene døde...og børn lever glimrende uden bedsteforældre, hvis deres liv ellers er harmonisk og godt.
Dårlige familiemedlemmer er værre end ingen...det kan jeg godt love dig for. Been there, done that!

Så derfor..og nu kommer så det jeg ville vælge, hvis jeg var dig...ville jeg lukke døren igen.
Dine børn, du selv og din mand er langt bedre tjent med at leve jeres liv uden dine forældre.
Familie eller ej...de bringer sorg ind i dit/jeres liv...og det er  ingen af jer tjent med.
Mennesker forandrer sig grundlæggende set sjældent.
Nu har du gjort forsøget, og det har kun vist, at intet har ændret sig.
Du kan med god samvittighed lukke døren til den del af dit liv.
Luk den stille og roligt, uden store armbevægelser...træk dig blot tilbage og lad dem gå deres egne veje.
For...du skal ikke bringe tårerne ind i dit  liv igen og give dem videre til dine børn.
1000 knus

Kærligst
Sussie

Du har formået at bygge et godt liv op med en dejlig familie, job og venner. Det skal du være stolt over og det kan man også læse at du er.

Som jeg læser din beskrivelse af din familie, så bidrager de ikke med noget positivt what so ever til dit liv. Du har levet aldeles glimrende uden dem i 6 år og har en ny familie. Bare fordi man deler blod, behøver man jo ikke at passe sammen så at sige.

Jeg synes, du skal sætte foden ned når de begynder på noget med at så tvivl ved din datters opdragelse, at ville bestemme om du skal give jeres fine ting væk til en håbløs søster (som jeg ABSOLUT synes du skal lade være med!) og så videre og så videre... Og hvis de ikke kan respektere dig og din familie (og i høj grad bonusdatteren), så kan du jo lade kontakten glide ud.

Du har jo bevist, at du ikke mangler dem og hvis det udelukkende er for din datters 'skyld', så spørg dig selv om de bidrager med noget positivt til hende??

Anonym skriver:

Hej piger..

 

Dette bliver en lang smørre som jeg bare har brug for at komme af med og jeg modtager selvfølgelig meget gerne gode råd.  

Jeg har valgt at skrive anonym da jeg ikke ønske at min familie evt googler mig..

 

Hvis jeg skal starte fra bunden så kommer jeg fra en familie med meget rod. Mine forældre har fået 3 børn meget tidligt og jeg er så den ældste af dem. Jeg har det ikke godt med min familie, jeg synes ikke de har været gode forældre og jeg føler mig i den grad svigtet, jeg er som den ældste blevet kørt psykisk ned og flyttede som 17 årig hjemmefra. Derefter valgte vi ikke at have kontakt på deres opfordring. Heller ikke til følselsdag og jul, samt da jeg blev student osv. 

På papiret har det altid set ud som om at vi kom fra et ressourcestærkt hjem, begge mine forældre har arbejde og vi manglede for det meste ikke noget. Men mine forældre fik som sagt aldrig deres ungdom og med 3 børn lige i rap, var der ikke plads til så meget andet, hvilket vi alle 3 har kunnet mærke. Mine bedsteforældre siger det samme. 

 

 

Jeg mødte som 19 årig min nuværenede kæreste og traf dengang et stort valg. Jeg havde nemlig brug for at komme væk fra det hele, og jeg havde alligevel ikke rigtig noget familie, så jeg flyttede 300 km væk fra i område jeg er vokset op i, og købte dengang et fælles hjem med min kæreste. Nu har mit liv flasket sig helt fantastisk  Jeg er færdig som sygeplejerske til sommer og jeg har et helt vidunderlig omgangskreds, kæresten og jeg har både fælles venner men jeg har også de bedste veninder man kunne tænke sig. Min kæreste er 10 år ældre end mig og har derfor et meget stabilt og godt job. Alt i alt manger vi intet. 

Som 23 årig bliver jeg gravid og føder vores første fælles barn som 24 årig(Han har en skøn datter fra tidligere kæreste) Kort tid derefter kontakter min familie mig igen pr telefon. Kan godt mærke på dem at de har ondt af sig selv og vil gerne se deres barnebarn. Vi har ikke talt sammen i 6 år på det tidspunkt og de har aldrig været der for mig, når jeg havde brug for det, så jeg bliver selvfølgelig chokeret. 

Og jeg vil da gerne indrømme at jeg ligger inde med en masse vrede!!! vrede over at jeg har stået med alt selv, siddet alene juleaften og til følselsdag og altid håbet at de ville ringe. Vi taler der sammen en lille times tid hvor det går op for mig hvor meget jeg har forandret mig til det bedre, jeg er en glad pige med masser af overskud og energi, jeg er en god mor for min lille datter. Jeg har egentligt ikke brug for dem i mit liv tænker jeg. Min kærestes familie har længe været min faste støtte 

Jeg prøver så at sætte mig selv til side et øjeblik og tænke på min datters bedste. Måske vil hun gerne lære sin mormor og morfar at kende? Måske de er bedre bedsteforældre end de er forældre. Så jeg valgte at sige ja til dem dengang, i håb om at de måske havde forandret sig, selvom jeg jeg i virkeligheden ikke selv havde behov for kontakt med dem.

Jeg valgte dengang at opstille 2 ganske simpele regeler, nemlig at de ikke kunne droppe ud og ind af barnets liv, når de selv følte for det. Men at de måtte være der på bedst mulige måde til jul og fødselsdag. Samt at respektere min bonusdatter, for hun er en skøn pige og fortjener fokl omkring hende der vil det bedste. 

Det første lange stykke tid gik det rigtig fint og mine forældre har åhh så glade for at se vores datter. Vores datter er nu 18 måneder og det hele går knap så godt..  mine forældre har nemlig ikke forandret sig. De lukker mere og mere af for min bonusdatter, men giver istedet udtryk for hvor skøn deres "rigtige" barnebarn er. Det er skønt de har det sådan, men i min verden kan man ikke vælge. Det er min datters søster  og hun SKAL være der og samtidig føle sig godt tilpas. 

Nu er det hele så faldet fra hinanden. Min 3 år yngre søster er gravid og det er noget rod ifølge mig...

I tænker sikkert at det skal jeg sige fordi at jeg er storesøster osv. Men sådan hænger det ikke sammen. Min søster er dybt ustabil, hun flyttede direkte ind hos en kæreste. Hun har aldrig haft et arbejde og og påbegyndte for 14 dage siden sin 8. uddannelse. De er flyttet 6 gange indenfor de sidste 2 år og har ikke styr på noget som helst. økonomien sejler mildest talt, og de spiser selv rugbrød til aftensmad hver dag. Min søster og kæreste er meget LIDT modne og det ved alle i familien godt. Min søster og jeg er som nat og dag, eller det er vi blevet med årene. Til en familiefest for ikke ert lang tid siden fortælle min søster så at hun er gravid og er 4 uger henne.

Jeg prøver mit bedste for at tage det på en pæn måde og siger selvfølgelig tillykke til hende og kæresten. Derefter bliver snakken ubehagelig, min søster udtaler nemlig ærligt at de jo ikke har nogen penge og derfor vil søge al støtte gennem kommunen til barnevogn og det hele. Derefter åbner min mor munden og siger at eftersom vi har rigelig at gøre med hjemme hos os(min kæreste og jeg) kan de da sagtens få noget at vores datters aflagte tøj. Min kæreste bliver noget chokeret og er en mand som ellers sjældent blander sig, han siger så at vi hjemme hos os knokler hverdag fra 7 til 16 for at få råd til det vi køber til vores barn (der skal her nævnes at vi hverken er millionære eller noget, men vi har en ganske rimelig økonomi i og med at min kæreste har et godt job og jeg arbejder ved siden af studiet som jo snart slutter hvorefter jeg har en ansættelse) Derfor har vi også muligheden for at købe lidt ekstra lækkert til vorer barn og jeg elsker at shoppe mærketøj til hende, men det er vores prioritering, vi rejser til gengæld ikke hvert år.  

 

Nu kan jeg pludselig mærke at det hele begynder at gå udover vores lille datter som jo altså ikke selv har bestemt noget. Der bliver blandt andet talt om at vores datter er uopdragen fordi at hun får for meget legetøj og at vi som forældre ikke er konsekvente nok i vores opdragelse alt i alt meget ubehagelig  Og hvad gør jeg så lige??? Jeg kan faktisk ikke helt se årsagen til at have kontakt med dem, de bidrager ikke meget noget godt. Min datter ser dem så lidt alligevel og jeg kan mærke at jeg bliver påvirket at al deres negativitet som i mine unge dage. de 6 år hvor vi ikke havde kontakt var så dejlige eftersom jeg ikke blev kritiseret konstant og stulle tage stilling til alle mulige dumme ting. Nu kan jeg mærke at det hele kommer igen og jeg er pludselig blevet i tvivl om jeg gør det rigtige. Vi er vokset fra hinanden alle sammen og jeg har i bund og grund mest lyst til bare at skære min del af familien af da vi har nok i min kærestes og alle vores fantastiske venner 

 

Havde bare lige brug for at komme af med det hele.  Det hele fremstår måske lidt forvirrende, men jeg har prøvet så godt jeg kunne at beskrive situationen selvom jeg har sikkert mangler en masse, men sådan er det nok bare når tankerne flyver rundt. 

SussieThyssen skriver:

Puuhha...det er da godt nok meget du har oplevet, og det må da lette lidt, at få luftet det lidt ud

Hmmm...ja...nogle tanker...tag det du kan bruge og smid resten væk.

Jeg har en veninde, som jeg har haft siden 4. kl.
Hun har altid været hakkekaninen fra forældrenes side.
Aldrig kunne hun gøre noget godt nok.
Jeg oplevede det aldrig, når jeg var der som barn, men hun oplevede helvede inden for familiens 4 vægge..og selvom hun var verdens sødeste pige, og knaldende dygtig i skolen, så var ingen af de valg hun gjorde i sit liv nogensinde godt nok, set med forældrenes øjne. Hele hendes ungdom var et helvede. Det eneste fristed hun havde, var når hun var hjemme hos mig, hvor hun selvfølgelig kom, så meget hun måtte og ville, og underligt nok, var det godt nok, for set med hendes forældres øjne var vi "fine" nok

Den smerte forældre kan tilføje deres børn er vidt forskellig, du har levet et helvede med forældre, der ikke var "modne" nok til børn, hun levede et helvede med krav og nedgørelse...men begge dele var et helvede.
Du valgte så dine forældre fra, og det gjorde hun også.
Begge valgte I mennesker fra, der har gjort jer ondt...ondt helt ind i sjælen.

Min holdning har altid været, at man ikke skal bruge sit liv på mennesker, der får en til at græde, og så er det lige meget om det er familie eller andre.
Hvorfor skal man finde sig i, at få sår i sindet, som giver en et ringere liv?
Det er der ingen mening i.
Vel skal man strække sig langt, men der er grænser.

Du beskriver lige præcis, hvordan du føler efter du har taget forbindelsen op igen, og jeg læser helt tydeligt, at du er på vej tilbage til den gamle følelse af sorg, stress og nederlag..og du har så håbet at tingene havde ændret sig, så dine børn kunne få glæde af deres bedsteforældre.
Men nej...du/I er lige på vej ud i rumlen igen.

Min veninde spurgte mig, da hun fik sin søn, om hun måske burde tage kontakt til sine forældre...og vi havde den samme snak.
HUn valgte så ikke at gøre det.
Hun fortsatte sit rolige og dejlige liv uden bedsteforældre fra sin side til sin søn, og de har et helt vidunderligt liv, fyldt med glæde og tryghed.
For hende er forældrene døde...og børn lever glimrende uden bedsteforældre, hvis deres liv ellers er harmonisk og godt.
Dårlige familiemedlemmer er værre end ingen...det kan jeg godt love dig for. Been there, done that!

Så derfor..og nu kommer så det jeg ville vælge, hvis jeg var dig...ville jeg lukke døren igen.
Dine børn, du selv og din mand er langt bedre tjent med at leve jeres liv uden dine forældre.
Familie eller ej...de bringer sorg ind i dit/jeres liv...og det er  ingen af jer tjent med.
Mennesker forandrer sig grundlæggende set sjældent.
Nu har du gjort forsøget, og det har kun vist, at intet har ændret sig.
Du kan med god samvittighed lukke døren til den del af dit liv.
Luk den stille og roligt, uden store armbevægelser...træk dig blot tilbage og lad dem gå deres egne veje.
For...du skal ikke bringe tårerne ind i dit  liv igen og give dem videre til dine børn.
1000 knus

Kærligst
Sussie

Tak for de gode råd  

Det lettede mig utrolig meget at få det ned på skrift for jeg har dimpelthen ikke været mig selv på det sidste grundet de problemer. 

Jeg valgte at tage en snak med min kæreste omkring mine tanker, han kender godt min familiefortid, og han blev jo næsten mere chokeret end jeg selv, da de ringede efter 6 år og ville se hans datter. Det er jo faktisk begge hans børn det drejer sig om og derfor vedrører det også ham når det kommer til beslutninger i familien.  

Vi vælger at bakke langsomt ud igen, ikke noget vildt og dramatisk, men min fornemmelse og mit kendskab til familien siger mig at hvis jeg ikke tager kontakt til dem så gør de det heller ikke til mig. Vi og ikke mindst jeg selv kan mærke at det føles mest rigtigt. 

God aften til dig

lotchen skriver:

Du har formået at bygge et godt liv op med en dejlig familie, job og venner. Det skal du være stolt over og det kan man også læse at du er.

Som jeg læser din beskrivelse af din familie, så bidrager de ikke med noget positivt what so ever til dit liv. Du har levet aldeles glimrende uden dem i 6 år og har en ny familie. Bare fordi man deler blod, behøver man jo ikke at passe sammen så at sige.

Jeg synes, du skal sætte foden ned når de begynder på noget med at så tvivl ved din datters opdragelse, at ville bestemme om du skal give jeres fine ting væk til en håbløs søster (som jeg ABSOLUT synes du skal lade være med!) og så videre og så videre... Og hvis de ikke kan respektere dig og din familie (og i høj grad bonusdatteren), så kan du jo lade kontakten glide ud.

Du har jo bevist, at du ikke mangler dem og hvis det udelukkende er for din datters 'skyld', så spørg dig selv om de bidrager med noget positivt til hende??

Tak for gode råd 

Min kæreste og jeg har snakket om det og besluttet os for at bakke langsomt ud, det er en hård beslutning. Men de kommenterer efterhånden konstant at vi jo næste år SKAL holde jul hos dem og vi SKAL rejse i sommerferien med dem, og jeg kan ikke tale udenom mere, vil ikke lyve overfor dem og jeg ved med sikkerhed at vi ikke kommer til at holde noget sammen..

Anonym skriver:

Tak for de gode råd  

 

Det lettede mig utrolig meget at få det ned på skrift for jeg har dimpelthen ikke været mig selv på det sidste grundet de problemer. 

Jeg valgte at tage en snak med min kæreste omkring mine tanker, han kender godt min familiefortid, og han blev jo næsten mere chokeret end jeg selv, da de ringede efter 6 år og ville se hans datter. Det er jo faktisk begge hans børn det drejer sig om og derfor vedrører det også ham når det kommer til beslutninger i familien.  

Vi vælger at bakke langsomt ud igen, ikke noget vildt og dramatisk, men min fornemmelse og mit kendskab til familien siger mig at hvis jeg ikke tager kontakt til dem så gør de det heller ikke til mig. Vi og ikke mindst jeg selv kan mærke at det føles mest rigtigt. 

God aften til dig

God rejse videre i dit/jeres liv.
Jeg er helt sikker på, at det er det rigtige I gør.
Og jeg ønsker jer al den fred og harmoni, som I selv og livet vil skabe for jer.

Anonym skriver:

Tak for gode råd 

Min kæreste og jeg har snakket om det og besluttet os for at bakke langsomt ud, det er en hård beslutning. Men de kommenterer efterhånden konstant at vi jo næste år SKAL holde jul hos dem og vi SKAL rejse i sommerferien med dem, og jeg kan ikke tale udenom mere, vil ikke lyve overfor dem og jeg ved med sikkerhed at vi ikke kommer til at holde noget sammen..

Jeg synes, at et brud med familien er et drastisk skridt at tage - men i dit tilfælde HAR de jo været ude af billedet - du overlevede, de overlevede, og I har tilsyneladende ingen fælles værdier eller forståelse at bygge videre på. 

At jeg så ikke på nogen måde kan sætte mig ind i, at forældre kan lade deres barn "forsvinde", sådan som de gjorde, er en helt anden sag - men du ved denne gang, at du kan uden dem, og du virker sej og stærk. Ikke noget dårligt udgangspunkt for din videre tilværelse. Du er et mælkebøttebarn - vær stolt af det!