Min mor har stress/depression - min skyld??!

Hej piger.
Vidste ikke lige hvor den ellers kunne høre til, så nu ligger den her.

Sagen er den at min mor har fået stress/depression.
Her den anden dag, kom min stedfar uanmeldt på besøg, og smed direkte op i hovedet at min mor er bekymret for mig, at jeg har for mange problemer og at det derfor er min skyld min mor har det som hun har.

- Jeg har tværtimod ingen problemer, mit liv køre bedre end nogensinde. Min søn har det rigtigt godt og trives. Jeg snakker sjællendt med min mor, nærmere sagt næsten aldrig efter hun er begyndt at danse.

I fredags var jeg så i biografen med min lillesøster, og hun fortalte at min mor havde sagt akurat det samme til mine søskende.

Hun er lige blevet Danmarks mester i den dans hun går til, og jeg mistænker meget at fordi hun har danset 7 gange om ugen, haft 3 børn hjemme og et hus at passe, samt hun arbejder om natten at det er derfor hun har stresset sig selv. Og at der er begyndt at komme problemer i deres ægteskab.


Men nu har jeg altså tænkt mig at konfrontere min mor, for jeg gider ikke finde mig i at hun giver mig skylden for sine problemer, men jeg tænker, hvordan gør jeg det bedst uden at såre hende for meget.

Vil jo nødig at hun gør et eller andet dumt fordi hun har det så dårligt, men jeg vil simpelthen ikke lade den ligge heller når de siger sådan til andre i familien også.

- det skal lige siges at min mor ikke ved min stedfar var her den anden dag.


- håber i kan hjælpe mig lidt.

Knus...

Det var da noget virkelig mærkeligt noget at give sit barn skylden for, at man selv har det skidt... Det kan da aldrig blive din skyld! Hvis hun er så bekymret for dig, så burde hun da tale med dig om det!

Jeg synes du skal lade være med at "angribe" hende med, at du ikke vil finde dig i, at hun giver dig skylden... Men måske prøve at snakke med hende om, hvordan hun har det, hvornår det er startet og hvad hun selv mener kan være årsagen... Hvis hun så vender den over på dig, må du jo sige til hende, at hun slet ikke behøver bekymre sig sådan for dig, for du har det godt og det samme har din søn! Hvis hun er i tvivl, er hun altid velkommen til at ringe til dig! Og hvis det kun er det, burde hendes depression/stress jo forsvinde! Ved godt at det ikke er så nemt, men altså hun kan ikke bare lægge det hele over på dig!

Håber du kan få en god snak med hende!

Puha, det var en hård melding at få! Jeg hæfter mig mest ved, at I sjældent taler sammen, og at det endda primært skyldes hendes travlhed med dansen. Så er det da en løjerlig ide at få, at du gør hende deprimeret. Hvis du havde skåret hende fra, gav det bedre mening, at hendes problemer udsprang af bekymring for dig. 

For at få hende til at se, at du trives, er det jo ligesom nødvendigt, at I kommunikerer, og når hun nu holder sig på afstand, må du tage initiativ. Kan du ikke slet og ret vise hende, at du har det strålende - uden at komme ind på, hvad du har hørt - og så tage den derfra, afhængigt af hendes reaktion? 

Endelig: Hvis man LIGE har vundet et danmarksmesterskab, så er stress og depression ikke en usædvanlig efterreaktion - mon ikke, det hænger sammen? Omvendt, så har man vel ikke energi til at vinde DM, hvis man i forvejen er deprimeret, så det lyder underligt, at dine "problemer" skulle have fyldt ret meget i hendes liv ret længe. 

Er det ham eller hende som giver dig skylden? Nå men alligevel - det kan aldrig blive din skyld  Så tag en lille snak med din mor om det. Stille og roligt - såsom "mor, prøv at høre her......jeg fik besøg af X som siger det er min skyld at du er stresset og dep. Det gjorde mig ked af det, og vil gerne høre hvorfor han siger sådan "

tarkoflen skriver:

Det var da noget virkelig mærkeligt noget at give sit barn skylden for, at man selv har det skidt... Det kan da aldrig blive din skyld! Hvis hun er så bekymret for dig, så burde hun da tale med dig om det!

Jeg synes du skal lade være med at "angribe" hende med, at du ikke vil finde dig i, at hun giver dig skylden... Men måske prøve at snakke med hende om, hvordan hun har det, hvornår det er startet og hvad hun selv mener kan være årsagen... Hvis hun så vender den over på dig, må du jo sige til hende, at hun slet ikke behøver bekymre sig sådan for dig, for du har det godt og det samme har din søn! Hvis hun er i tvivl, er hun altid velkommen til at ringe til dig! Og hvis det kun er det, burde hendes depression/stress jo forsvinde! Ved godt at det ikke er så nemt, men altså hun kan ikke bare lægge det hele over på dig!

Håber du kan få en god snak med hende!

Fulstændig enig! Vh stine

Jeanne skriver:

Er det ham eller hende som giver dig skylden? Nå men alligevel - det kan aldrig blive din skyld  Så tag en lille snak med din mor om det. Stille og roligt - såsom "mor, prøv at høre her......jeg fik besøg af X som siger det er min skyld at du er stresset og dep. Det gjorde mig ked af det, og vil gerne høre hvorfor han siger sådan "

Han sagde det var min skyld til mig.
Og min mor sagde det var min skyld til mine søskende.
Så altså dem begge der har den mening

Mor og meget mere skriver:

Puha, det var en hård melding at få! Jeg hæfter mig mest ved, at I sjældent taler sammen, og at det endda primært skyldes hendes travlhed med dansen. Så er det da en løjerlig ide at få, at du gør hende deprimeret. Hvis du havde skåret hende fra, gav det bedre mening, at hendes problemer udsprang af bekymring for dig. 

For at få hende til at se, at du trives, er det jo ligesom nødvendigt, at I kommunikerer, og når hun nu holder sig på afstand, må du tage initiativ. Kan du ikke slet og ret vise hende, at du har det strålende - uden at komme ind på, hvad du har hørt - og så tage den derfra, afhængigt af hendes reaktion? 

Endelig: Hvis man LIGE har vundet et danmarksmesterskab, så er stress og depression ikke en usædvanlig efterreaktion - mon ikke, det hænger sammen? Omvendt, så har man vel ikke energi til at vinde DM, hvis man i forvejen er deprimeret, så det lyder underligt, at dine "problemer" skulle have fyldt ret meget i hendes liv ret længe. 

Jeg plejede at tage initiativ til at skrive til hende, ringe til hende eller finde en dag vi kunne lave noget sammen, bare mig og hende.

Men efter flere afvisninger på at være sammen og hygge bare os to, og at hun læser mine sms'er og ikke svare tilbage. Så har jeg ligesom bare givet op. Har efterhånden fået den mening at jeg ikke gider skrive til hende hvis hun alligevel aldrig rigtigt svare.

Min stedfar sagde: "mor siger du har mange problemer, og hver gang hun ser der kommer en SMS fra dig får hun en klump i halsen fordi hun er bekymret for dig".

Men jeg har ingen problemer.
Jeg skriver aldrig om ting jeg er kede af, eller sure over til hende.
Hvis mig og min kæreste er uvenner klare vi det indbyrdes. Det gør kærester jo som regel.
Jeg skriver altid kun om gode ting på facebook. Hvordan det går min søn, hans udvikling osv.

Jeg har absolut ingen problemer i mit liv. Jeg er glad og har det rigtigt godt.

Anonym skriver:

Jeg plejede at tage initiativ til at skrive til hende, ringe til hende eller finde en dag vi kunne lave noget sammen, bare mig og hende.

Men efter flere afvisninger på at være sammen og hygge bare os to, og at hun læser mine sms'er og ikke svare tilbage. Så har jeg ligesom bare givet op. Har efterhånden fået den mening at jeg ikke gider skrive til hende hvis hun alligevel aldrig rigtigt svare.

Min stedfar sagde: "mor siger du har mange problemer, og hver gang hun ser der kommer en SMS fra dig får hun en klump i halsen fordi hun er bekymret for dig".

Men jeg har ingen problemer.
Jeg skriver aldrig om ting jeg er kede af, eller sure over til hende.
Hvis mig og min kæreste er uvenner klare vi det indbyrdes. Det gør kærester jo som regel.
Jeg skriver altid kun om gode ting på facebook. Hvordan det går min søn, hans udvikling osv.

Jeg har absolut ingen problemer i mit liv. Jeg er glad og har det rigtigt godt.

Hvis du ikke kan få hende i tale, så skriv et brev (du ved det der gammeldags noget på papir og med kuglepen &nbsp og skriv at du har det godt - at hun ikke har noget at bekymre sig om.