Jeg er virkelig forvirret lige for tiden. Jeg aner ikke hvor vores forhold er på vej hen, og jeg føler vi er ved at miste hinanden ved næste skillevej.
Jeg elsker min kæreste utrolig højt, og hvis jeg spørg mig selv om jeg ønsker at forlade at svaret helt klart nej, men for mange ting i hverdagen - for mange problemer, har gjort at jeg ikke føler at vi er sammen selvom vi er det. Det giver nok overhovedet ikke mening, men vores liv sammener bare ikke et liv sammen. Hver dag er vi forskellige steder, aldrig sammen om noget, har sjældent en rigtig samtale - ikke fordi vi er uvenner eller ikke gider hinanden, det er bare blevet sådan.
Vores forhold udefra vil se perfekt ud. Vi skændes aldrig, vi hjælper altid hinanden og er gode til at støtte hinanden i de valg og de situationer der nu kommer igennem livet, men hvorfor er det hele så, så dødt? Hvor er gnisten? Hvor er vores liv SAMMEN?
Vi har længe prøvet på at få et barn sammen, men da ikke lykkedes gjorde vi sex til en pligt omkring ÆL, da det heller ikke lykkedes, ja så blev sex til noget man overhovedet ikke nævner og noget der meget sjældent sker. Førhen havde vi sex hver anden dag, nu er der gået 14 dage. Vi er kørt død i det hele og jeg føler at vi begge bare har brug for en pause for det hele, hele verden, bare låse os inde og ikke snakke med nogen.
Men det værste i alt det her rod, jeg har i to dage flirtet med en anden - okay, måske er en enkelt flirt i ny og næ slet ikke så slemt? Men jeg væmmes ved mig, for jeg dagdrømmer også om denne mand. Han er bare så flink og så rar at snakke med! Måske er det slet ikke en flirt, måske er det bare det at en anden mand snakker med mig, en jeg ikke bor sammen med, en som ikke kender alle mine svagheder - måske er det at snakke med ham og måske flirte lidt lige præcis det jeg har brug for, måske er det den pause fra mit "virkelige" liv som jeg har brug for.
Jeg har det bare så dårlig samvittighed fordi det burde være min kæreste jeg snakkede med, det burde være ham jeg flirtede med, men i øjeblikket er han "bare" en jeg bor sammen med og kalder min kæreste!
Det her er hårdt at skrive, og tårene triller ned af mine kinder for jeg elsker ham jo, jeg vil leve med ham, jeg vil dele mit liv med ham - hvorfor er det så sådan her? Jeg kunne ALDRIG finde på at være ham utro, never ever!! Og jeg mener også at det er helt menneskeligt at flirte med andre en gang imellem, det er jo rart at blive bekræftet af andre end lige ens kæreste - bare en gang imellem.
Er det normalt? Kommer der perioder hvor man på et eller andet plan har brug for en pause uden man egentlig går fra hinanden i en periode?
Mange tanker, en del forvirring. Håber i kunne komme helt til bunden! Jeg havde i hvert fald brug for at få ord på mine tanker inden jeg bliver helt skør!
