Min mand bestemmer for meget?

Min mand og jeg mødtes unge, jeg var 17, nu 23. Vi har dejlige børn og lever godt. Men jeg føler mere og mere at jeg bliver umyndiggjort, jeg måtte ikke få huller i ørene, må ikke starte på vuc, må ikke blive tatoveret, må ikke ta på tøsetur, faktisk må jeg hverken have veninder eller venner, jeg må ikke drikke til familiekomsammen og slet ikke ta i byen. Da vi mødtes var jeg ret vild, men med årene er jeg faldet til ro, men nu føler jeg mig fanget. Min mand siger han ikke ved hvorfor han vil bestemme de ting, at det bare falder ham naturligt men at han vil støtte mig i det jeg vil. Men han gør det aldrig, der er altid sådan en 'er det nu også en god idé, eller er du sikker på du ikke fortryder, ville det ikke være bedre at gøre sådan og sådan' :-S Jeg bliver sindsyg! Min mor og søstre synes min livsgnist og personlighed er forsvundet og mit før så stærke jeg er reduceret til et 'vi' hvor det egentlig kun er ham der har en mening. Hvordan kommer man ud af sådan en ond cirkel? Jeg elsker ham, men jeg savner mig!

Anonym skriver:

Min mand og jeg mødtes unge, jeg var 17, nu 23. Vi har dejlige børn og lever godt. Men jeg føler mere og mere at jeg bliver umyndiggjort, jeg måtte ikke få huller i ørene, må ikke starte på vuc, må ikke blive tatoveret, må ikke ta på tøsetur, faktisk må jeg hverken have veninder eller venner, jeg må ikke drikke til familiekomsammen og slet ikke ta i byen. Da vi mødtes var jeg ret vild, men med årene er jeg faldet til ro, men nu føler jeg mig fanget. Min mand siger han ikke ved hvorfor han vil bestemme de ting, at det bare falder ham naturligt men at han vil støtte mig i det jeg vil. Men han gør det aldrig, der er altid sådan en 'er det nu også en god idé, eller er du sikker på du ikke fortryder, ville det ikke være bedre at gøre sådan og sådan' :-S Jeg bliver sindsyg! Min mor og søstre synes min livsgnist og personlighed er forsvundet og mit før så stærke jeg er reduceret til et 'vi' hvor det egentlig kun er ham der har en mening. Hvordan kommer man ud af sådan en ond cirkel? Jeg elsker ham, men jeg savner mig!

Jeg synes for det første at det er godt du er opmærksom på det!

Det lyder på ingen måde sundt, specielt ikke når man tænker på at du ikke bryder dig om, at han vil bestemme en masse ting, som reelt ikke er hans bord.

Der er vel i bund og grund ikke så mange andre muligheder end parterapi hvor I får snakket om det og finder en eller flere løsninger - og du så findr ud af om han efterlever dine ønsker om mere frihed eller ej og tager beslutningen derfra.

Ellers går du, du har jo selv forsøgt at tale med ham om det uden at det hjælper, jeg ville nok prøve igen og hvis det stadig ikke hjælper så stille ham stolen for døren, da det ikke er et værdigt liv for dig.

Og det lyder i mine ører meget bekymrende hvordan han langsomt men sikkert isolerer dig fra omverden, ift til venner/veninder, uddannelse mv.

Det er ikke sundt!

UnderCover35 skriver:

Jeg synes for det første at det er godt du er opmærksom på det!

Det lyder på ingen måde sundt, specielt ikke når man tænker på at du ikke bryder dig om, at han vil bestemme en masse ting, som reelt ikke er hans bord.

Der er vel i bund og grund ikke så mange andre muligheder end parterapi hvor I får snakket om det og finder en eller flere løsninger - og du så findr ud af om han efterlever dine ønsker om mere frihed eller ej og tager beslutningen derfra.

Ellers går du, du har jo selv forsøgt at tale med ham om det uden at det hjælper, jeg ville nok prøve igen og hvis det stadig ikke hjælper så stille ham stolen for døren, da det ikke er et værdigt liv for dig.

Hear hear! Kunne ikke have forklaret det bedre selv! 

Anonym skriver:

Min mand og jeg mødtes unge, jeg var 17, nu 23. Vi har dejlige børn og lever godt. Men jeg føler mere og mere at jeg bliver umyndiggjort, jeg måtte ikke få huller i ørene, må ikke starte på vuc, må ikke blive tatoveret, må ikke ta på tøsetur, faktisk må jeg hverken have veninder eller venner, jeg må ikke drikke til familiekomsammen og slet ikke ta i byen. Da vi mødtes var jeg ret vild, men med årene er jeg faldet til ro, men nu føler jeg mig fanget. Min mand siger han ikke ved hvorfor han vil bestemme de ting, at det bare falder ham naturligt men at han vil støtte mig i det jeg vil. Men han gør det aldrig, der er altid sådan en 'er det nu også en god idé, eller er du sikker på du ikke fortryder, ville det ikke være bedre at gøre sådan og sådan' :-S Jeg bliver sindsyg! Min mor og søstre synes min livsgnist og personlighed er forsvundet og mit før så stærke jeg er reduceret til et 'vi' hvor det egentlig kun er ham der har en mening. Hvordan kommer man ud af sådan en ond cirkel? Jeg elsker ham, men jeg savner mig!

Nu kan jeg ikke fortænke din mand i at han ikke synes om hvis du blev tatoveret eller fyldt med piercinger, men det er så en sidebemærkning. Personligt ville jeg aldrig falde for en mand med det.

Dårlige cirkler er svære at bryde, og der er kun to til at bryde dem, nemlig jer selv.
Så start med, at du får en friaften om ugen, hvor du kan gøre lige hvad du vil...gå på kursus, tage i biffen og den slags og en fridag fx hver 4. lørdag til venindebesøg eller anden aktivitet.
Du kan også begynde at gå til fitness for at bryde rammerne, så manden din vender sig til, at du skal ting uden ham og uden for hjemmet.
Men smæk ikke alle vinduerne op på en gang, tag et lille skridt ad gangen, så kan man nå meget.

Du må også forklare ham, at du nu er en voksen kvinde og sagtens selv kan tage beslutninger, så hvis han ikke slipper hundesnoren, så risikerer han, at du en dag forlader ham, og det ønsker han vel ikke.

Kærligst
Sussie

Er helt enig med de andre!!

Det dur ik at isolere dig og forsøger at lave helt om på dig!

Og som jeg ser det har i kun 3 muligheder!

1: i fortsætter som nu, hvor du tilsidesætter dig selv og bare lader ham bestemme. Det holder lige indtil den dag, om 30 år, har fået nok og opdager at du ik selv længer aner hvem du er...

2: han får noget hjælp til at slippe kontrollen og igen bliver ligeværdige partner.

3: du går fra ham.

Ved godt hva jeg ville vælge! Vh stine

StineW79 skriver:

Er helt enig med de andre!!

Det dur ik at isolere dig og forsøger at lave helt om på dig!

Og som jeg ser det har i kun 3 muligheder!

1: i fortsætter som nu, hvor du tilsidesætter dig selv og bare lader ham bestemme. Det holder lige indtil den dag, om 30 år, har fået nok og opdager at du ik selv længer aner hvem du er...

2: han får noget hjælp til at slippe kontrollen og igen bliver ligeværdige partner.

3: du går fra ham.

Ved godt hva jeg ville vælge! Vh stine

Jeg kan ikke rigtig bare gå, ville ikke ane hvor jeg skulle gå hen, tror næppe nogen tilbyder husly i min familie. Og de bor også langt væk fra ungernes inst. Huset er vores, og han flytter ihvertfald ikke herfra. Har lige prøvet at snakke med ham og han synes jo tingene er fine som de er, klart nok, det jo ikke ham der er bundet på hænder og fødder og end ikke må gå ud en enkelt aften. Han tror straks jeg vil være utro? Bliver jeg sgu sur over, jeg har ALDRIG været utro! Tværtimod er det ham der tar alene på ferie med drengene, eller er på kursus 4 dage med overnatning uden at ville sige hvad han laver om aftenen.