Rejsen ind i det ukendte – Mysteriet om kvinder og deres overgangsalder!
Ja, nu er jeg så nået dertil. Forbløffende! 
Som det meste i mit liv, gør jeg ikke noget halvt, men kaster mig ud i tingene med åbne øjne og parat til at se, opleve og lære.
Fra jeg var helt lille, har jeg betragtet livet, som en lang rejse, der skulle opleves og læres af. Måske først langt senere, når jeg for 127. gang har reflekteret over forskellige tildragelser, har jeg kunnet se en sammenhæng, og dette gælder også for dette nye mysterium..rejsen ind i overgangsalderen.
OMG!!!
Siger jeg bare.
Jamen helt ærligt, det er jo som at rejse tilbage gennem tiden og havne i præpuberteten og den tidlige pubertet.
Hvor er kvindekroppen dog bare et mysterium.
Som jeg skrev før, gør jeg aldrig noget halvt, så selvfølgelig skal jeg bare brage ind i det hele, og som altid, så sker det bare, bum-bum, uden ophold og uden pauser. Nærmest fra den ene dag til den anden.
Jo, jeg har da oplevet små forvarsler, så som at jeg pludseligt fik bumser over det hele, hver gang jeg skulle have mens, at jeg igennem længere tid har været så regelmæssig, at man kunne stille et ur efter mig, noget jeg aldrig før i mit liv har været, alle den slags små ting, men ikke noget jeg har taget så alvorligt og nærmest bare moret mig over. Og så har jeg tænkt på, at min mor først nåede den egentlige overgangsalder da hun var over 60, og sukkede lidt over, at jeg nok også skulle fortsætte mange år endnu, men nej.
Kort efter jeg blev 53, var det ligesom at trykke på en knap. Klik!
Og så kom det. For fuld udblæsning.
1 måned med hedestigninger, og så var det overstået. Og en gang mens på et halvt år.
Min stakkels krop kan jo slet ikke følge med, og det værste..det kan psyken heller ikke. 
Jeg er blevet teenager igen…om ikke andet så rent humørmæssigt. Og hvor kan jeg bare ikke lide mig, når det dukker op.
Jeg har altid synes at hormonella kvinder var en ynk, men jeg begynder faktisk at forstå dem, især fordi jeg er kommet i tanke om hvor meget jeg hadede mig selv, dengang jeg selv var i puberteten og igennem et helt år var direkte ulidelig. Heldigvis sov jeg meget af tiden i det år, så mine forældre var ret forskånet for mig og mine følelser, men man lever jo nu engang sammen med sig selv, og jeg kunne ikke lide mig. 
Grunden til at jeg kom i tanke om det var, at min mand sagde til mig, at jeg var ligesom en vulkan. Det ene øjeblik var jeg mild og blid, som jeg plejer, og det næste øjeblik, når der var noget jeg ville have sagt, som betyder noget for mig, så eksploderer jeg.
Og han har ret..helt ret.
Og jeg taler, som et vandfald, som om at det pludseligt er blevet verdens vigtigste, at få understreget betydningen af mine ord.
Nok mest fordi jeg er bange for, at jeg skal få sagt tingene forkert, så folk ikke forstår hvad jeg mener.
Om jeg også er nærtagende…hmmm…det skulle da ikke undre mig. 
Hys som sådan er jeg ikke, men min lunte er vist ret kort, så derfor prøver jeg også på at holde min mund og gå uden om ting, hvor jeg kan mærke at jeg ville blive gal…hehe!
Ja helt ærligt..det er til både at grine og græde af.
Og her i dag, hvor jeg har brugt en masse tid på at reflektere over tingene, må jeg erkende, at jeg vitterligt er en kvinde i overgangsalderen, og det må jeg så gøre noget ved. Have focus på inde i mig selv, så jeg holder op med at være så hormonella.
Jeg skal finde tilbage til mig selv.
Jeg arbejder også på sagen, det har jeg faktisk gjort et stykke tid, men det var ikke rigtigt gået op for mig, HVOR påvirket jeg vitterligt var/er.
Jo jeg vidste godt, at jeg længe har haft en lang nedtur, at jeg havde en hel måned hvor jeg stort set tudede hele tiden, bare man så på mig. At jeg var kronisk snotforvirret over livet generelt, at jeg var sur på mig selv og livet…alle den slags fjollede ting, men at jeg vitterligt var/er SÅ påvirket, er først for alvor gået op for mig nu. 
Jeg kunne selvfølgelig overveje en nonnecelle og isolere mig der, indtil jeg kan holde mig selv ud igen, og derfor også kan byde omgivelserne mit selskab, men den går jo nok ikke, så derfor må jeg ty til alternativ nr 2, at folk skubber til mig, hvis jeg bliver for meget, for utålelig, og jeg så i øvrigt tager ansvaret for min adfærd og prøver at gøre noget ved det, som sagt prøver at finde den gamle Sussie frem igen. 
Dette skriver jeg, til alle der endnu ikke har prøvet det, og til jer der står midt i det, eller har overstået det.
Alle de forandringer, alle de mærkelige oplevelser, alle de sindsstemninger og alle de manglende hormoner…de gør en lidt småskør i hovedet.
Men midt i alt det, grin også af det, for det ER rent faktisk også temmelig komisk.
Hvis man bevarer sit humør, sin selvironi og et positivt livssyn, så kommer man langt lettere igennem det, selvom det er svært.
Det er sundt at tage fat i sig selv og se på sig selv udefra, og spørge sig selv, hvad mon folk uden om en synes om ens adfærd…det kan godt afsløre nogle ret forbløffende ting.
Og lad så være med at skræmme livet af jeres omgivelser ved at være en hystade…hvis I kan. Prøv i det mindste at være åben overfor, at folk siger fra. Isæt hellere en lynlås for munden en gang for meget end en gang for lidt. 
Det er ligesom at være gravid og have en raptus med dufte eller et eller andet man bare MÅ spise. Når man er igennem den periode, så fatter man ganske enkelt ikke at man kunne lide lugten, eller hvorfor man var så vild med at spise den pågældende ting. Det samme gælder for kvinder i overgangsalderen…vi er komplet utilregnelige.
Så…hvis hende konen her ikke er helt heldig i sine formuleringer, får skrevet noget, der er lidt skrapt eller får sagt noget værre sludder, så bær lidt over med mig, og skub til mig, og sig: Du Sussie nu er du ikke mild, som du plejer, eller: Er vulkanen nu i udbrud igen?
Jeg skal nok lade være med at blive sur, for jeg erkender det jo selv.
Og selvom jeg gør alt for at sidde på mine hænder, så smutter det alligevel for mig engang imellem. 
Og så kan I ellers godt glæde jer, frygte det skal I ikke…det er et forunderligt univers, at bevæge sig ind i næste fase af sit liv, også selvom det somme tider er totalt gak-gak! 
Kærligst
Sussie
