Hvad skal jeg gøre? :(

Hej piger.

Jeg har brug for lidt øjne udefra til at give mig et par gode råd.

Sagen er den, at jeg for knap 4 år siden mødte en skøn mand. Vi blev hurtigt forelskede, og blev kærester. Han var lige kommet ud af et forhold, hvor han efterfølgende havde forsøgt selvmord et par gange. Han var meget jaloux, og jeg skulle boykotte alle mine venner - havd mest drengevenner, da jeg altid har klikket bedst med det modsatte køn.
Der gik ikke mange måneder før vi flyttede sammen, og kort tid efter det blev vi forlovet. Nu har vi været gift i halvandet år.
Jeg er nu begyndt at tvivle lidt på vores forhold. Jeg elsker ham overalt på jorden, og han er en dejlig mand, men jeg føler bare at jeg har mistet meget af mig selv. Nogle gange savner jeg at have en at snakke med om nogle af de få ting, som jeg ikke kan dele med ham.
Jeg er for nyligt begyndt at skrive med min tidligere bedste ven. Og det føles så skønt, at kunne skrive om alt muligt og ingenting med en anden person. Det føles bare bestemt ikke skønt at skulle skjule det for min mand. Men jeg ved han vil reagere voldsomt og blive sur, og ville tjekke min telefon hele tiden, hvis han finder ud af det. Jeg savner bare at have et venskab, hvor man kan mødes og lave ting sammen, så det ikke altid bare er min mand og jeg.
Jeg tænker tit på, at hvis ikke han rigtig tit nævner, at hvis jeg nogensinde går fra ham, så vil han ikke leve mere, om jeg så havde været sammen med ham.
Vi har arbejdet på PB i lidt over et år, og nu ved jeg ikke om jeg vil fortsætte med det. Jeg er virkelig i tvivl om jeg ser en fremtid i det forhold. For hvordan vil mit liv blive, hvis jeg ikke føler jeg har mig selv med (hvis det giver nogen mening)

Beklager, hvis det er blevet lidt kringlet, men har svært ved at formulere det bedre.

Hvad skal jeg gøre?

Syntes helt sikkert i ska vente med at få børn, hvis du er så meget i tvivl omkring det hele, som du lyder!!

Det er klart når man er i et forhold at man ska ku stole på hinanden, det betyder for mig at man ka se sine vener osv!!

At han truger med selvmord, hvis du gå fra ham, ska du ik finde dig i!! Du er nød til at få ham til at søge hjælp, så han ka få gjort noget ved de tanker og sin jalusi. Vil han ik det, ville jeg personligt gå fra ham!! Vh stine

StineW79 skriver:

Syntes helt sikkert i ska vente med at få børn, hvis du er så meget i tvivl omkring det hele, som du lyder!!

Det er klart når man er i et forhold at man ska ku stole på hinanden, det betyder for mig at man ka se sine vener osv!!

At han truger med selvmord, hvis du gå fra ham, ska du ik finde dig i!! Du er nød til at få ham til at søge hjælp, så han ka få gjort noget ved de tanker og sin jalusi. Vil han ik det, ville jeg personligt gå fra ham!! Vh stine

Tak for dit svar.

Mit dilemma ligger mest i, at jeg elsker ham, og kunne ikke se mig selv med nogen anden. Men jeg har ikke mig selv med, fordi jeg er udelukket for omverden pga. hans jalousi. Og vil jeg nogensinde kunne blive lykkelig med det?

Det er virkelig svært

nej vis du ikke er lykkelig med det nu bliver du det eller ikke du bliver nød til at forklare ham at vis du ikke kan få lov at snakke med dine gamle venner igen kommer det ikke til at gå i længten og så må han jo vælge enten stole på dig eller miste dig.. og syntes virkelig ikke det er okay han troer med selvmor det må du også forklare ham så skal du jo gå og være bange for hvad du siger eller gør og det er helt forkert 

tror der er en god ide at vente med at få et barn til det hele er på plads og du er sikker i din sag 

Anna111 skriver:

nej vis du ikke er lykkelig med det nu bliver du det eller ikke du bliver nød til at forklare ham at vis du ikke kan få lov at snakke med dine gamle venner igen kommer det ikke til at gå i længten og så må han jo vælge enten stole på dig eller miste dig.. og syntes virkelig ikke det er okay han troer med selvmor det må du også forklare ham så skal du jo gå og være bange for hvad du siger eller gør og det er helt forkert 

tror der er en god ide at vente med at få et barn til det hele er på plads og du er sikker i din sag 

Tak for dit svar.

Jeg må nok hellere tage en snak med ham, så vi kan finde ud af noget. Jeg håber han kan finde ud af at stole på mig. Har nu i næsten 4 år ikke gjort noget som helst det skulle få ham til at tvivle.

Anonym skriver:

Hej piger.

Jeg har brug for lidt øjne udefra til at give mig et par gode råd.

Sagen er den, at jeg for knap 4 år siden mødte en skøn mand. Vi blev hurtigt forelskede, og blev kærester. Han var lige kommet ud af et forhold, hvor han efterfølgende havde forsøgt selvmord et par gange. Han var meget jaloux, og jeg skulle boykotte alle mine venner - havd mest drengevenner, da jeg altid har klikket bedst med det modsatte køn.
Der gik ikke mange måneder før vi flyttede sammen, og kort tid efter det blev vi forlovet. Nu har vi været gift i halvandet år.
Jeg er nu begyndt at tvivle lidt på vores forhold. Jeg elsker ham overalt på jorden, og han er en dejlig mand, men jeg føler bare at jeg har mistet meget af mig selv. Nogle gange savner jeg at have en at snakke med om nogle af de få ting, som jeg ikke kan dele med ham.
Jeg er for nyligt begyndt at skrive med min tidligere bedste ven. Og det føles så skønt, at kunne skrive om alt muligt og ingenting med en anden person. Det føles bare bestemt ikke skønt at skulle skjule det for min mand. Men jeg ved han vil reagere voldsomt og blive sur, og ville tjekke min telefon hele tiden, hvis han finder ud af det. Jeg savner bare at have et venskab, hvor man kan mødes og lave ting sammen, så det ikke altid bare er min mand og jeg.
Jeg tænker tit på, at hvis ikke han rigtig tit nævner, at hvis jeg nogensinde går fra ham, så vil han ikke leve mere, om jeg så havde været sammen med ham.
Vi har arbejdet på PB i lidt over et år, og nu ved jeg ikke om jeg vil fortsætte med det. Jeg er virkelig i tvivl om jeg ser en fremtid i det forhold. For hvordan vil mit liv blive, hvis jeg ikke føler jeg har mig selv med (hvis det giver nogen mening)

Beklager, hvis det er blevet lidt kringlet, men har svært ved at formulere det bedre.

Hvad skal jeg gøre?

Kan du evt. lufte tanken for ham om at din ven kommer på besøg hos jer, så han kan se at han ikke er farlig eller en trussel for din mand?? Eller flipper han allerede rådden skråt ved den tanke?

Muhmi skriver:

Kan du evt. lufte tanken for ham om at din ven kommer på besøg hos jer, så han kan se at han ikke er farlig eller en trussel for din mand?? Eller flipper han allerede rådden skråt ved den tanke?

Åh det ved jeg sørme ikke. Vi har aldrig rigtig haft nogen på besøg på den måde. Når vi er hjemme er det bare os to, og ellers er han sammen med hans venner og jeg med et par veninder fra studiet. Det sker meget sjældent.
Men tror alligevel han ville se det som en trussel og blive såret og ked af, at jeg kunne have sådan en tanke. men måske det var en mulighed.

Tak for dit svar i hvert fald.

han lyder psykisk ustabil. Han har brug for hjælp til at håndtere sin jaoluxi og hvor den kommer fra.

Hvis du ikke er lykkelig og tilfreds med hvordan forholdet er nu, bliver du det heller aldrig i det forhold.

Personligt ville jeg ikke kunne "nøjes" med min kæreste. Jeg har brug for anden kontakt.

Jeg kan godt forstå du ikke føler dig som "dig". Jeg har været i et lignende forhold. Mistede alle mine venner og gik rundt som en omvandrende dukke skabt af min kæreste.

Det er ikke for at dømme din kæreste, men har han nogensinde været voldelig?

Hvad består den voldsomme reaktion i siden du føjer ham så meget?

Anonym skriver:

Åh det ved jeg sørme ikke. Vi har aldrig rigtig haft nogen på besøg på den måde. Når vi er hjemme er det bare os to, og ellers er han sammen med hans venner og jeg med et par veninder fra studiet. Det sker meget sjældent.
Men tror alligevel han ville se det som en trussel og blive såret og ked af, at jeg kunne have sådan en tanke. men måske det var en mulighed.

Tak for dit svar i hvert fald.

Puha, hvor lyder det usundt for dig...

Jeg har den idé at den man er gift med skal være den der giver én allermest albuerum og det vil sige at der skal være plads til dig og ham i det forhold... Du skal være dig selv uden selvfølgelig at bryde de løfter der er når man bliver gift, medmindre andet er aftalt selvfølgelig og det samme skal han....

Og hvis du føler du lægger bånd på dig selv pga. ham og du ved han ikke vil acceptere dig og de venner du nu engang har, jamen, så ville jeg i hvert fald IKKE kunne leve i sådan et forhold og jeg vil synes det er synd du skal spilde dit på det... Vi er her kun én gang og det ville være så ærgeligt at have brugt sin chance på noget man fortryder....

Anonym skriver:

Hej piger.

Jeg har brug for lidt øjne udefra til at give mig et par gode råd.

Sagen er den, at jeg for knap 4 år siden mødte en skøn mand. Vi blev hurtigt forelskede, og blev kærester. Han var lige kommet ud af et forhold, hvor han efterfølgende havde forsøgt selvmord et par gange. Han var meget jaloux, og jeg skulle boykotte alle mine venner - havd mest drengevenner, da jeg altid har klikket bedst med det modsatte køn.
Der gik ikke mange måneder før vi flyttede sammen, og kort tid efter det blev vi forlovet. Nu har vi været gift i halvandet år.
Jeg er nu begyndt at tvivle lidt på vores forhold. Jeg elsker ham overalt på jorden, og han er en dejlig mand, men jeg føler bare at jeg har mistet meget af mig selv. Nogle gange savner jeg at have en at snakke med om nogle af de få ting, som jeg ikke kan dele med ham.
Jeg er for nyligt begyndt at skrive med min tidligere bedste ven. Og det føles så skønt, at kunne skrive om alt muligt og ingenting med en anden person. Det føles bare bestemt ikke skønt at skulle skjule det for min mand. Men jeg ved han vil reagere voldsomt og blive sur, og ville tjekke min telefon hele tiden, hvis han finder ud af det. Jeg savner bare at have et venskab, hvor man kan mødes og lave ting sammen, så det ikke altid bare er min mand og jeg.
Jeg tænker tit på, at hvis ikke han rigtig tit nævner, at hvis jeg nogensinde går fra ham, så vil han ikke leve mere, om jeg så havde været sammen med ham.
Vi har arbejdet på PB i lidt over et år, og nu ved jeg ikke om jeg vil fortsætte med det. Jeg er virkelig i tvivl om jeg ser en fremtid i det forhold. For hvordan vil mit liv blive, hvis jeg ikke føler jeg har mig selv med (hvis det giver nogen mening)

Beklager, hvis det er blevet lidt kringlet, men har svært ved at formulere det bedre.

Hvad skal jeg gøre?

Kan desværre ikke give nogen råd da jeg ikke selv har været i sådan en situation så derfor ikke ved hvordan jeg selv ville have tacklet det, men ville ikke gå uden sådan en