"8 måneder, vil helst ikke spise , hjælp søges.,,,,,,"
Hej Lisbeth
Jeg skriver til dig, fordi min egen sundhedsplejersje er meget passiv - og jeg har lige nu brug for en ekspert på dette område, som kan give mig råd og eventuelt berolige mig, frem for at gøre mig mere urolig mht. Liljes madvaner og vægt.
Jeg har i næsten hele Liljes liv, kæmpet med at få hende til at spise. Jeg har aldrig ammet, da jeg ikke kunne amme min søn (Liljes storebror)
Jeg har en søn, der altid har været meget madglad, så jeg står på bar bund lige nu.
Lilje er nu 8 måneder, og sidst sundhedsplejersken vejede og målte hende (Lilje var lige blevet 7 måneder på det tidspunkt), der var hun 70 cm lang og vejede 7,8 kg. Det er nu over en måned siden, og sundhedsplejersken kommer på torsdag og tjekker op på hende igen. Sidste gang havde hun kun taget 110 g på, og det var på over en måned. Det gjorde mig meget meget bekymret og ked af det. Jeg er naturligvis meget bekymret for Lilje, og jeg frygter at hun på torsdag, ikke har taget nok på igen!
Når jeg kigger på Lilje, kan jeg godt se, at hun er en lille pige - dog lang. Jeg synes på ingen måder, at hun ser meget tynd ud, men jeg er jo vand til at kigge på hende. Jeg ser dagligt en meget glad pige, der både snakker, leger, er optaget af andre børn og voksne, følger hendes normale udviklning ind til vider og sover godt.
Da Lilje var omkring de 4 måneder, stoppede intressen for modermælk pludselig, og hun spiste mindre og mindre. Jeg begyndte på grød, og hun var ikke begejstret for det. Jeg prøvede gentagende gange, og jeg kunne kun få grød i hende, ved at snyde hende med sutten eller andre sjove ting. Efter noget tid, begyndte hun at miste intressen helt for grøden (har naturligvis prøvet alle slags grød/mos) - og så var det jo, at Lilje ikke rigtig ville tage nok på. Jeg gik lidt i panik indeni, og jeg følte ikke helt, at sundhedsplejersken hjalp med en masse ideer. Derfor fandt jeg i stedet på, at klippe et stort hul i enden af sutteflaskerne, og komme grøden der i, for at få Lilje til at spise. Liljes humør havde også ændret sig en del pludselig, og det var tydeligvis fordi, hun ikke længere var mæt. Selv om hun ikke var mæt, kunne jeg på ingen måde give hende grød. Så snart hun så skeen, vendte hun hovedet, eller lukkede munden helt til.
Jeg besluttede da, at forsøge at give hende grød/mos via flaskerne, og da begyndte Liljeat spise meget igen. Nu har jeg en ide om, at Lilje endelig får nok mad igennem flaskerne. Hun spiser mellem 500 - 1000 ml grød om dagen gennem flaskerne, og hun vil helst have kartoffelmos med masser af smør, advokado og gerne tun.
På en hel dag, kan jeg få meget få rugbrød/bolle stykker i hende (ca. 5 stk.), og hvis jeg er heldig, får jeg 5 skefulde jogurt i hende. Resten får hun gennem 4-5 flasker - og hun er nu begyndt at miste interessen for flaskerne. Jeg er nu begyndt, at give hende flaskerne lige inden hun skal sove, og når jeg ikke kan få meget i hende der, giver jeg hende flaskerne imens hun sover. På den måde, er jeg sikker på, at hun får noget mad i sig - ellers vil hun bare undlade at spise helt.
Hun er som sagt 8 måneder nu - hun har ikke fået nogen tænder endnu, så jeg håber inderligt, at kosten får en ændring, når hun bedre kan tykke mad.
Hvad pokker gør jeg, hvad stiller jeg op?
Jeg er hver eneste dag fuld af bekymring og stress over min lille piges spisevaner. De sidste par gange lægen og sundhedsplejersken har set hende, fortæller de mig, som noget af det første, at hun ser lille/tynd ud. Jeg bliver kun stresset - det hjælper mig slet ikke. I stedet har jeg brug for gode råd til kosten, eller andre opmuntrende ord, som jeg kan bruge til noget. Jeg tog hende med til lægen for lidt over en måned siden, og han tjekkede hende for næsten alt (blodprocent, bakterie via blodprøve, hjerte, lunger..) og han mente ikke, at hun fejlede noget. Jeg gik også til ørelægen, og han sagde, at hun muligvis havde meget lidt vand på venstre øre, men han var ret sikker på, at det ikke havde noget med hendes madvaner at gøre.
Jeg er nu ved at være tom for ideer, og jeg føler lidt, at jeg står alene med alt dette. Min mand hjælper naturligvis med alt, men han deler ikke min nervøsitet.
Det skal siges, at jeg ikke ved, om hun har taget rimelig på denne gang, jeg ved bare, at jeg snart er tør for ideer. Jeg sørger for, at hvert et måltid hun får, er fuld af sunne fedtprodukter og hvad hun ellers behøver.
Jeg tror snart jeg har prøvet ALT. Jeg har forsøgt at give hende mad gentagende gange med en ske, når jeg giver hende grød, hvor hun også selv sidder med en ske eller legetøj. Jeg har forsøgt at lade hende spise alt selv, også grød - det er hun vild med, men hun mister meget hurtig interessen og begynder at mase alt maden, og så vil hun ikke have mere mad i munden..
Hjælp - gode råd modtages gerne
Hilsen en meget nervøs mor.
ps. folk fortæller hele tiden at barnet kan mærke nervøsiteten hos forældrene, men det tror jeg ikke er tilfældet her. Jeg er god til at sætte mine tanker til side, for at fokusere på mine børn, når vi spiser, leger eller laver noget helt andet.
Lisbeths svar
Hej kære Mor!
Når jeg læser din beretning,bliver jeg berørt, sikke et kæmpe stress og bekymring som hænger på dig over Liljes madindttag.
Du har stået meget alene og oplever kun at have hørt spl og lægens bekymring ove rhun var lille og tynd. Du har ikke oplevet støtten og opbakningen til at ændre de ting,d er måske var nødvendige i.f.h.t at få Lilje ind i en normAL MADOPLEVELSE/SITUATION.
nÅR ENS LILLE BARN IKKE VIL INDTAGE NÆRING ER DET SKRÆMMENDE, FOR MAD ER LIG MED LIVET. Mad er et basalt livsbehov, som er nødvending for vækst og trivsel,
Når du hører deres bekymring tolker du at du ikke gør det godt nok for dit barn, og dermed tvivl og stress, blandet med bekymring for om derer noget galt med hende eller dig.
Sådan mener jeg tingene udvikler sig.
Jeg vil give dig klap på skulderen, og sige du har været en meget anvarlig mor, som med kreativitet har sørget for at Lilje har fået tilbudt den mad, hun har haft brug for.
Du har haft hende til lægen og han har checket hende på mange måder, dermed kan du være tryg.
Når det såe r sagt vil jeg foreslå dig at åbne munden overfor både din læge og sundhedsplejerske, fortælle dem hvad du har været igennem , hvor alene du har følt dig, og dit behov er at du nu får al den hjælp og støtte som du har behov for i .f.h.t til Siljes mad...
Hvordan de vil gøre det , må de med deres ekspertise og faglighed , selv finde ud af. kast håndklædet i ringen og n yd din dejlige datter.
Det kan være i skal ses i et børneamb, en diætist eller andet. Hjælp skal dertil.
Du skriver huns e rfin ud, er kvik glad, leger m.m. så er den ikke helt gal, du har gjort det godt. hun er i trivsel.Ros til dig.
alligvel skal hendes madlyst vækkes, og det mener jeg sker uden pres og kun med tilbud til hendes egen nysgerrigehed. pres avler modstand.
Tag imod besøget i morgen, vær åben og fortæl virkelig hvordan du har det og har haft det, så hun forstår det og indsert du har brug for dhjælp, lidt sent er min mening.
Hun må ved at lytte til dig vurdere om ikke dit behov er at snakke dentte her igennem med en kompetent person.
Mit gæt er at du trænger til at få vendt tingene, så du får energi til det positive.
Hvis ikke besøget går som du hå¨ber og jeg forventer. At du stadig bagefteer er frustreret, så skriv endelig igen, så skal jeg nok hjælpe dig, med en helt nøjagtig plan.
Kæmpeknus til en kærlig omsorgsfuld mor
varme hilsne r
Lisbeth Jess
Lisbeth kan kontaktes til private sessioner i hjemmet.
Se Lisbeths hjemmeside: Dit-barn.dk
