SussieThyssen skriver:
Det er jo svært at råde andre i den slags situationer, da mennesker jo er forskellige af sind og holdning.
Men i stedet for at råde dig, vil jeg fortælle dig lidt om min holdning og indstilling, måden til hvordan jeg igennem årene kom igennem alle mine SA'er, og så kan du tage det, du kan bruge og smide resten væk. 
At få en SA er naturens måde, at ryde op på i noget, der ikke dur. Det gjorde jeg mig meget tidligt klart.
Nu er jeg vokset op på landet og omgivet af fornuftig og realistisk tænkning. Naturen fjerner oftest, hvad der ikke er overlevelsesdygtigt, og set ud fra et realistisk synspunkt, er det jo kun godt.
Noget andet er alle de følelser, der følger med, men man må prøve, at holde fornuften fast og se at komme videre, også selvom det gør ondt. Med andre ord, man må prøve igen.
Glemme kan man ikke, men man kan lægge det væk og holde sig selv i nakken, så man ikke går hen og bliver et sørgeligt tilfælde, for der findes ikke noget værre end kvinder, der hænger fast i noget, der alligevel ikke kan blive til noget. Så er det bedre at se frem og komme videre.
Min personlige "kur", har været at tude, det der skulle tudes for mig selv, og så at skrive mig ud af mine følelser.
Og så ellers kaste mig ud i hverdagens gøremål igen i en fart.
Måske endda arbejdet en hel del mere i den første tid efter.
Jeg har sørget for at lade min krop hele op og komme sig, og så ellers op på hesten igen.
jeg har sørget for at omgive mig med familie og venner, samt oplevelser. Jeg har passet venners børn, for der findes ikke bedre stimuli end børn, også selvom jeg havde problemer med selv at få nogen, og jeg har glædet mig over de glæder, de gav mig.
Meget tidligt tænkte jeg tanken helt til ende: Hvad nu hvis....?
Hvad nu hvis jeg ingen selv kunne få?
Jeg tvang mig igennem helle dette tankeforløb, og det hjalp mig til at prøve, og prøve igen.
Jeg gjorde med andre ord op med mig selv, at jeg ville prøve, så længe jeg orkede og min mand orkede naturligvis.
Og jeg lærte også igennem årene, at holde det for mig selv, når jeg var gravid og vente og se tiden an. Med tiden lærte jeg at kende forskel på om det var en, der blev eller en der ville forsvinde. Kunne jeg mærke på min krop, at det var en, der ville forsvinde, så levede jeg bare videre og ventede. Jeg lukkede med andre ord helt ned og lod naturen gå sin gang.
Vel er det hårdt, og det tærer på en rent psykisk, men jeg tror, at hvis man holder sindet lyst, ser på alle de andre glæder, der er i livet, så kan det hjælpe en igennem.
For mig er kroppen "kun" et redskab, som man bruger til at leve det fysiske liv, men det er det man oplever som sjæl, der tæller.
Sætter man sig for, at livet skal leves på ondt og godt, ups and downs, så kan man også leve med, at det fysiske hylster ikke altid virker som det skal, og det må man så lære at leve med....men man kan prøve, dog uden at lade sig slå ud.
For mig har det virket at placere tildragelser i livet på mentale hylder, og projekt baby har altid ligget på sådan en hylde. Noget jeg har kunnet tage ned fra hylden og kigge på, men ikke det afgørende i livet, fordi der var lige så mange andre spændende projekter på andre hylder, jeg kunne kigge på OGSÅ.
Jeg ved ikke om du kan følge mig, men jeg håber det giver lidt mening.
Det er selvfølgelig en måde at beskytte sig selv på imod sorg, sorgen at miste et barn, men for mig har det virket.
Om du så kan bruge lidt af disse tanker ved jeg ikke, men jeg sender dig 1000 kærlige tanker og håber, at du snart får mod på livet igen, og derigennem projekt baby.
Kærligst
Sussie
Jeg elsker dine svar!
Og jeg elsker hvordan du bruger så lang tid på at formulere noget så smukt og varmt til en anden sørgende bruger. Jeg ville ønske, du havde været aktiv herinde, da jeg selv aborterede, for så havde det svar dér været guld værd.
Til TS: Jeg selv brugte lidt tid på at tude. Ligesom det havde taget tid at vænne sig til tanken om at være gravid, tog det også tid at vænne sig til, pludselig ikke længere at være gravid. Yderligere var det meget traumatiserende for mig at gennemgå den fysiske del af en spontan abort, da der jo ikke var forløsningen gennem smerterne med at få lagt et lille barn op på brystet. (Jeg nåede ikke at få en udskrabning, før kroppen selv klarede processen og jeg har en virkelig lav smertetærskel.)
Lige efter aborten kunne jeg slet ikke snakke om det, men efter lidt tid havde jeg brug for at snakke med én helt tæt på, og vende hver eneste lillebitte detalje i forløbet. Simpelthen for at få det bearbejdet. Derefter Googlede jeg simpelthen spontane aborter og fandt en smule ro ved at finde ud af, hvor almindeligt det er, og at det ikke betyder, der er noget galt med mig. Og som Sussie siger, at det er naturens måde at "rydde op".
Vi gik straks i gang med at forsøge igen, men min tålmodighed var minimal, fordi jeg bare VILLE være gravid igen. Til en anden gang (Gud forbyde det) vil jeg nok gøre mere for at slå koldt vand i blodet og tage tingene mere som de kommer. Jeg blev ret hurtigt gravid igen (2. forsøg efter aborten), så jeg kan slet ikke forestille mig, hvor meget jeg ville være gået ned psykisk, hvis vi skulle have forsøgt længere tid og min tålmodighed var så lav som den var.
Jeg skulle have haft termin her i december, hvilket bliver sært at tænke på, men så ville jeg jo ikke have haft den spire i maven, som jeg har nu, så det er heldigvis ikke med sorg, jeg tænker på det.
Anyways, mit eneste råd er sådan set at du gør alt, for at væbne dig med tålmodighed, og som du selv hentyder, er det nemmere sagt end gjort. Som Sussie siger, forsøg at optag dig selv med alt muligt andet end babytanker. Arbejd naturligvis på det, hvis du gerne vil i gang igen, men lad være med at lade dig styre af det. Sæt dig selv i gang med en masse projekter. F.eks. lavede jeg selv en del kreative ting i perioden efter. Dette er som sagt også et råd til mig selv, hvis jeg skulle havne i samme situation igen.
