Sur veninde!

Jeg skriver anno da jeg ikke vil risikere at blive "opdaget" af hverken kæreste eller veninden.

Det ligger sådan at jeg har denne her bedste veninde. Vi har været uadskillelige i 14 år...
Da det så sker at jeg bliver gravid er jeg rigtig meget i tvivl om hvem jeg skal fortælle det til og hvornår. Jeg beslutter ikke at sige det til nogen udover kæresten.
Lidt efter lidt siger jeg det til en god kolleaga, fordi jeg ser hende hver dag og har det rigtig godt sammen med hende...

Da jeg så beslutter at nu er det tid til at sige det til min veninde, så virker hun helt cool med det.... Men... Hører så bare ikke fra hende i like en måned og finder herefter udaf at hun er vildt vred på mig. Det fortæller hun mig over en lang sms-samtale...
Hun føler ikke jeg har brug for hende og føler sig tilsidesat fordi jeg ikke følte mig klar til med det samme at fortælle hende om det...

Jeg forstår hende godt. Jeg ville nok også føle mig lidt til sidesat. Men på den anden side har jeg det bare sådan.... At det er mellem mig og kæresten og ikke mellem mig og kæresten og hende? Og det må man forstå? Eller hvad? 

Jeg troede jo jeg skulle dele en god nyhed med hende og vi skulle være glade men hun er simpelthen så gal over det og nu har vi ikke snakket sammen i to måneder...

 

Er det mig der er forkert på den når jeg føler at det er mellem kæresten og jeg og vores "dejlige hemmelighed" ? 
og grunden til jeg sagde det til min kollega var jo ikke (som veninden opfatter det) fordi hun er en bedre veninde, men fordi hun netop IKKE er en bedre veninde og det eneste jeg kunne overskue at  dele det med, var én hvis holdning ikke kunne påvirke mig specielt meget følelsesmæssigt....

 

Føler mig så splittet. Savner hende jo for fanden.... og forstår hende... Men forstår fandme også mig selv og mine valg....

 

Hvad synes i? 

Anonym skriver:

Jeg skriver anno da jeg ikke vil risikere at blive "opdaget" af hverken kæreste eller veninden.

Det ligger sådan at jeg har denne her bedste veninde. Vi har været uadskillelige i 14 år...
Da det så sker at jeg bliver gravid er jeg rigtig meget i tvivl om hvem jeg skal fortælle det til og hvornår. Jeg beslutter ikke at sige det til nogen udover kæresten.
Lidt efter lidt siger jeg det til en god kolleaga, fordi jeg ser hende hver dag og har det rigtig godt sammen med hende...

Da jeg så beslutter at nu er det tid til at sige det til min veninde, så virker hun helt cool med det.... Men... Hører så bare ikke fra hende i like en måned og finder herefter udaf at hun er vildt vred på mig. Det fortæller hun mig over en lang sms-samtale...
Hun føler ikke jeg har brug for hende og føler sig tilsidesat fordi jeg ikke følte mig klar til med det samme at fortælle hende om det...

Jeg forstår hende godt. Jeg ville nok også føle mig lidt til sidesat. Men på den anden side har jeg det bare sådan.... At det er mellem mig og kæresten og ikke mellem mig og kæresten og hende? Og det må man forstå? Eller hvad? 

Jeg troede jo jeg skulle dele en god nyhed med hende og vi skulle være glade men hun er simpelthen så gal over det og nu har vi ikke snakket sammen i to måneder...

 

Er det mig der er forkert på den når jeg føler at det er mellem kæresten og jeg og vores "dejlige hemmelighed" ? 
og grunden til jeg sagde det til min kollega var jo ikke (som veninden opfatter det) fordi hun er en bedre veninde, men fordi hun netop IKKE er en bedre veninde og det eneste jeg kunne overskue at  dele det med, var én hvis holdning ikke kunne påvirke mig specielt meget følelsesmæssigt....

 

Føler mig så splittet. Savner hende jo for fanden.... og forstår hende... Men forstår fandme også mig selv og mine valg....

 

Hvad synes i? 

Synes det er noget vildt mærkeligt noget at blive så sur over... 

Hun skal da beslutte sig for om hun vil glæde sig over din graviditet og støtte dig eller bare surmule og gøre det til en træls tid.

Er du sikker på at der ikke ligge mere bag? Er hun jaloux? Måske bange for at I vil glide fra hinanden når du får barn?

 

Synes du skal ringe til hende og sige præcis hvad du føler og at du er ked af at hun ikke vil deltage i din graviditet. 

Jeg synes hun er vildt meget for langt ude og skide... Helt ærligt, at blive sur over at hun ikke var den første der fik det at vide?? Come on... Verdenen kan og vil da aldrig dreje sig om hende, hun burde tage sig sammen og give dig en undskyldning for hendes barnlige opførsel ikke omvendt!

 til dig.. Lad hende være sur hun er vist ikke en bedre veninde hvis hun ikke kan se udover hendes egen næsetip...

syntes det er helt okay du fortæller hende du arbejder med men hvis det havde været min gode veninde havde jeg nok sagt det til hende før dem jeg arbejder med og nok fordi jeg slet ikke ville kunne holde mund...

men ellers brude din veninde jo være vildt glad på dine og din kærestes vejne...

men ikke sikkert hun er klar til i får et barn mange veninder flader fra når man får børn....

sender dig en kæmpe krammer og syntes ærligt talt du skal få et møde med hende og få snakket ud og hvis hun ikke vil jamen så er der jo ikke meget at gøre

Wimmie skriver:

Synes det er noget vildt mærkeligt noget at blive så sur over... 

Hun skal da beslutte sig for om hun vil glæde sig over din graviditet og støtte dig eller bare surmule og gøre det til en træls tid.

Er du sikker på at der ikke ligge mere bag? Er hun jaloux? Måske bange for at I vil glide fra hinanden når du får barn?

 

Synes du skal ringe til hende og sige præcis hvad du føler og at du er ked af at hun ikke vil deltage i din graviditet. 

samme mening her

Gud hvor er jeg glad for at i siger som i gør...
Har ikke rigtig kunne få respond fra nogen andre fordi alle vi kender er fælles venner og min kæreste og hende var/er også venner så ingen tør rigtig udtale sig om noget...

 

Jeg har skrevet et langt brev til hende for nogle måneder siden hvor jeg fortalte hende præcis hvordan jeg havde handlet og hvorfor... Og fik så som svar at hun bare stadig synes det var forkert men at vi "måske" kunne tale om det en dag.... Og det er så to måneder siden....

 

Men altså... Er så glad for at jeg ikke bare er idiot, selvom det stadig er en øv situation... 

Gud hvor er jeg glad for at i siger som i gør...
Har ikke rigtig kunne få respond fra nogen andre fordi alle vi kender er fælles venner og min kæreste og hende var/er også venner så ingen tør rigtig udtale sig om noget...

 

Jeg har skrevet et langt brev til hende for nogle måneder siden hvor jeg fortalte hende præcis hvordan jeg havde handlet og hvorfor... Og fik så som svar at hun bare stadig synes det var forkert men at vi "måske" kunne tale om det en dag.... Og det er så to måneder siden....

 

Men altså... Er så glad for at jeg ikke bare er idiot, selvom det stadig er en øv situation... 

 

Men som de andre kommer jeg lidt til at tænke......

Prøver hun selv at få barn??

Puha øv en situation.
Nu er jeg det sted i mit liv at jeg rigtig gerne vil være gravid men vi kan ikke selv og det giver en masse følelsesmæssige problemer i mit hovedet.
Og må desværre indrømme at hvis nogen af mine bedste veninder fortalte mig lige nu at de var gravide så vi jeg måske også blive lidt snerpet men det ville være pga misundelse.

For som udefra her synes jeg bare det lyder som om din veninde er virkelig småt seende og ret egoistisk.
Det er dig og din kæreste der skal have et barn og ikke dig og hende.
Og hvis hun ikke kan komme over den barrierer så er hun måske ikke så god en veninde alligevel.
Har du prøvet at kontakte hende og fået en forklaring på hvorfor hun er så sur. hvor er hun henne i livet? har hun kæreste og ønsker barn, eller er hun single og ønsker et liv som dit måske. Det kan godt være det gør ondt på hende at du måske er så langt "foran". Sådan har jeg haft det ind i mellem men altså det må man jo lissom komme over hvis man ønsker at være en del af venindernes liv fremover

håber du finder ud af det så du kan være lykkelig for din graviditet sammen med din bedste veninde.

Hun er ikke selv overhovedet i gang med at fø børn. Ikke hvad jeg er informeret om i hvert fald. 

og det eneste hun kan sige er at hun bare er skuffet over det der med at jeg ikke lige ringede til hende med det samme.. Og det kan jeg bare ikke arbejde med... For det er jeg helt uenig i at man skal....

Det er jo ikke 7. klasse mere hvor man har kysset på en fra parallelklassen og absolut må ringe og fortælle det med det samme. Det er jo en helt ny situation som jeg synes hun har taklet virkelig dårligt...

Ærligt - jeg ville også i første omgang blive lidt ked, hvis min veninde ikke sagde det til mig, men en kollega først. Men jeg ville IKKE bære nag, og du har jo givet hende en god forklaring. 

Nu er bolden på hendes banehalvdel, og når hun forhåbentlig vender tilbage, kan du jo inddrage hende i det fremtidige babyforløb.