Anonym skriver:
Jeg har flere gange skrevet om min mor som havde kræft, og som desværre ikke kunne helbredes.
I går gik hun bort i en alder af bare 54 år. Det blev en meget smuk dag, solen skinnede, og hun døde der hjemme omgivet af de vigtigste mennesker i sit liv.
Min søn (6 år) holdt om hende, nussede hende, græd og sagde igen og igen "bedstemor jeg elsker dig, og jeg kommer til at savne dig". Vi fik hende i kisten og kørt i kapellet, med sig i kisten fik hun en masse tegninger, samt en masse fine roser. Hun var meget smuk...
Begravelsen skal finde på torsdag, hvor jeg har valgt at holde en kort tale i kirken, jeg håber ikke jeg bliver for berørt til at kunne gennemføre det.....
Det har været en hård tid, og den kommende tid bliver nok ikke nemmere....
Kræft er en forbandet sygdom!!!
Sender de varmeste tanker afsted til dig og din familie
Mht. Talen, så kan det hjælpe at alliere sig med et familiemedlem eller en ven, som man ved er superstærk og spørge denne person om de vil tage over og læse det op man selv gerne ville sige hvis man går i stå, imens man står ved siden af.
Jeg har brugt det. Jeg fik en enkelt grædetur men sagde til de fremmødte, lige et øjeblik, så er jeg klar, og så hikstede jeg mig igennem den næste par linjer og blev så stærk igen. Men, min moster stod parat i kulissen til at tage over, og en anden til at tage over efter hende hvis hun brød sammen...Det hjalp mig til at samle kræfterne at vide at de stod lige "bag mig". Det er vigtigt at få sagt det man vil sige højt, uanset om det bliver sagt af andre med mine ord, eller af mig selv med mine ord. Sådan var det ihvertfald for mig!
De bedste ønsker om et smukt farvel i kirken også,
Kh. MissMona
