Hvad pokker skal jeg dog gøre?

Jeg er bare nærmest ved at bryde helt sammen

Jeg er 19 år gammel, jeg bor sammen med min kæreste gennem 3 år og vi prøver jo at få børn. Jeg har i forvejen en uddannelse men de kræver ret meget erfaring før man kan få job og ja, det har jeg jo så ikke når jeg først blevet uddannet for et halvt års tid siden. Jeg valgte så at starte på HF og det er sådan set ikke fordi jeg ikke kan følge med osv.. Men vågner bare op hver dag med den følelse at jeg har lyst til at hyle over at skulle afsted..

Jeg har intet tid til min kæreste eller noget.. Jeg skal bruge 2 timer på lektier om dagen.. Når jeg i forvejen først er hjemme kl 17. Næsten 2 afleveringer om ugen, alene i denne uge har jeg 4. (Matematik aflevering, tværfaglig rapport som dækker over kemi, biologi og geografi, jeg skal klippe en film sammen til mediefag og så skal jeg have læst en roman og skrive en rapport om det til dansk) Jeg har også mad dag i hverdagene, jeg skal gøre rent og lave madpakke og det hele + at jeg mandag, onsdag og fredag går til fitness efter skole fordi jeg mistænker min overvægt for at der ikke er sket noget på baby fronten endnu. Onsdag og torsdag går jeg til dans som jeg er meget glad for og jeg er pt. ved at blive oplært til hjælpeinstruktør. 

Jeg får kun 2500 kr i SU og det betyder uendeligt mange skænderier med kæresten omkring penge.. Han er lærling ude på en gård og han har rigtig mange overarbejdstimer og ja, han tjener en god portion penge hjem men det betyder også at han må klare mange af regningerne selv, fordi jeg ikke har nok. 

Jeg er bare rigtig ked og led over min situation. Jeg har prøvet at snakke med min veninde om det, men det føles lidt som om hun prøver at "tvinge" mig til at blive fordi hun også selv er der.. Så jeg føler ikke hun forstår min situation og hvordan jeg har det med det hele..

Men hvad skal jeg gøre? Bide tænderne sammen og blive hængende? Eller skal jeg gå på dagpenge indtil jeg kan finde en mindre krævende skolegang såsom HG eller lignende?

Anonym skriver:

Jeg er bare nærmest ved at bryde helt sammen

Jeg er 19 år gammel, jeg bor sammen med min kæreste gennem 3 år og vi prøver jo at få børn. Jeg har i forvejen en uddannelse men de kræver ret meget erfaring før man kan få job og ja, det har jeg jo så ikke når jeg først blevet uddannet for et halvt års tid siden. Jeg valgte så at starte på HF og det er sådan set ikke fordi jeg ikke kan følge med osv.. Men vågner bare op hver dag med den følelse at jeg har lyst til at hyle over at skulle afsted..

Jeg har intet tid til min kæreste eller noget.. Jeg skal bruge 2 timer på lektier om dagen.. Når jeg i forvejen først er hjemme kl 17. Næsten 2 afleveringer om ugen, alene i denne uge har jeg 4. (Matematik aflevering, tværfaglig rapport som dækker over kemi, biologi og geografi, jeg skal klippe en film sammen til mediefag og så skal jeg have læst en roman og skrive en rapport om det til dansk) Jeg har også mad dag i hverdagene, jeg skal gøre rent og lave madpakke og det hele + at jeg mandag, onsdag og fredag går til fitness efter skole fordi jeg mistænker min overvægt for at der ikke er sket noget på baby fronten endnu. Onsdag og torsdag går jeg til dans som jeg er meget glad for og jeg er pt. ved at blive oplært til hjælpeinstruktør. 

Jeg får kun 2500 kr i SU og det betyder uendeligt mange skænderier med kæresten omkring penge.. Han er lærling ude på en gård og han har rigtig mange overarbejdstimer og ja, han tjener en god portion penge hjem men det betyder også at han må klare mange af regningerne selv, fordi jeg ikke har nok. 

Jeg er bare rigtig ked og led over min situation. Jeg har prøvet at snakke med min veninde om det, men det føles lidt som om hun prøver at "tvinge" mig til at blive fordi hun også selv er der.. Så jeg føler ikke hun forstår min situation og hvordan jeg har det med det hele..

Men hvad skal jeg gøre? Bide tænderne sammen og blive hængende? Eller skal jeg gå på dagpenge indtil jeg kan finde en mindre krævende skolegang såsom HG eller lignende?

For det første ville jeg nok vente med at lave baby til I havde lidt flere penge... du får ikke særlig meget udbetalt og hvis I allerede nu skændes om at han skal betale regningerne og I måske har lidt svært ved at få råd til det hele, så skal I da ikke have baby nu for det er dyrt!!!!

For det andet synes jeg ikke du bare skal stoppe med din skole før du har noget andet, altså noget arbejde.. jeg tror ikke du kan få dagpenge hvis din ledighed er selvforskyldt (ikke lige med det samme i hvert fald), og det samme med kontanthjælp...

Det ville måske være en ide at skære ned på noget af alt det andet...? Måske stoppe dansen en periode indtil du har styr på din tid og økonomi igen, og fitness kan man jo dyrke gratis ude i naturen og derhjemme i stuen hvis man virkelig vil...

Anonym skriver:

Jeg er bare nærmest ved at bryde helt sammen

Jeg er 19 år gammel, jeg bor sammen med min kæreste gennem 3 år og vi prøver jo at få børn. Jeg har i forvejen en uddannelse men de kræver ret meget erfaring før man kan få job og ja, det har jeg jo så ikke når jeg først blevet uddannet for et halvt års tid siden. Jeg valgte så at starte på HF og det er sådan set ikke fordi jeg ikke kan følge med osv.. Men vågner bare op hver dag med den følelse at jeg har lyst til at hyle over at skulle afsted..

Jeg har intet tid til min kæreste eller noget.. Jeg skal bruge 2 timer på lektier om dagen.. Når jeg i forvejen først er hjemme kl 17. Næsten 2 afleveringer om ugen, alene i denne uge har jeg 4. (Matematik aflevering, tværfaglig rapport som dækker over kemi, biologi og geografi, jeg skal klippe en film sammen til mediefag og så skal jeg have læst en roman og skrive en rapport om det til dansk) Jeg har også mad dag i hverdagene, jeg skal gøre rent og lave madpakke og det hele + at jeg mandag, onsdag og fredag går til fitness efter skole fordi jeg mistænker min overvægt for at der ikke er sket noget på baby fronten endnu. Onsdag og torsdag går jeg til dans som jeg er meget glad for og jeg er pt. ved at blive oplært til hjælpeinstruktør. 

Jeg får kun 2500 kr i SU og det betyder uendeligt mange skænderier med kæresten omkring penge.. Han er lærling ude på en gård og han har rigtig mange overarbejdstimer og ja, han tjener en god portion penge hjem men det betyder også at han må klare mange af regningerne selv, fordi jeg ikke har nok. 

Jeg er bare rigtig ked og led over min situation. Jeg har prøvet at snakke med min veninde om det, men det føles lidt som om hun prøver at "tvinge" mig til at blive fordi hun også selv er der.. Så jeg føler ikke hun forstår min situation og hvordan jeg har det med det hele..

Men hvad skal jeg gøre? Bide tænderne sammen og blive hængende? Eller skal jeg gå på dagpenge indtil jeg kan finde en mindre krævende skolegang såsom HG eller lignende?

Ja undskyld, men jeg syntes det er noget mærkelig noget  

Du får kun 2500 i SU, men du vælger at bruge mange af pengene på fitness og dans - du kan dyrke fitness ude i naturen, man kan få dvd'er til at lave det derhjemme osv osv 

Tror ikke man kan få dagpenge hvis det er selvforskyldt af man er ledig, men man kan godt få kontanthjælp i hvert fald, men så bliver du jo bare igen sendt ud i noget fra klokken 8-15 eller sådan noget.

Tid hænger ikke på træerne og du bliver nu nok nødt til at prioritere, for det lader ikke til at du at kan det hele, og du skal da også passe på at du ikke får stress fordi så sker der da nok slet ikke noget på babyfronten - når det så er sagt så forstår jeg ikke hvor babysnakken kommer fra?  Du siger selv at i ingen penge har og du har ingen tid - hvordan vil i så tage jer af en baby?

Syntes da samtidig det er synd at du direkte vil tage en uddannelse baseret på at det er nemt og knap så tidskrævende - du skal da bruge den uddannelse resten af livet  jeg ville hade at have taget en uddannelse jeg i bund og grund egentligt ikke ville have 

Måske du skulle tage en lang snak med din kæreste  I har da i hvert fald nogle ting der lige skal findes ud af, inden i begynder på et projekt man ikke man kan ændre mening om (baby)

1. Din kæreste er da ikke særlig støttende hvis han er sur over at skulle betale det meste når du er på SU... han er vel også interesseret i at du kommer videre og kan må da kunne se at du ikke bare lige kan finde et job. Hvad mener han at du skal gøre?

Hvad hvis I får barn nu, hvem skal så betale for ting, tøj og mad til baby?

2. Jeg forstår ikke at I ikke venter lidt med baby, et tidspunkt hvor I ingen tid har, ingen penge har og skændes meget er vel nærmest det værste tidspunkt at sætte et barn i verden på. Jeg synes uden tvivl at I skal tilsidesætte jeres eget ønske om at få barn lige nu (selvom det ikke er let), og så tænke på hvad man kan byde den baby når den kommer til verden. Tro mig; skænderierne om økonomi stopper ikke bare fordi man får barn - tværtimod.

3. Fokusér på at opnå dine mål; færdiggøre skolen, tabe de kilo du vil tabe dig og gør noget for at få jeres forhold på rette køl. Jeg ved godt at det er en kliché men du er UNG og har masser af tid. Lad være med at stræbe efter at blive ung mor bare fordi det er dit/jeres ønske lige nu hvis det ikke er dét der er bedst for barnet. Du vil stadig være ung mor som 21-årig og endda måske med lidt mere erfaring og lidt mere ro på.

Tag din uddannelse færdig. Find lyset og glæden ved det igen. 

Har læst herinde og hørt fra andre at man SAGTENS kan tage uddannelse med små børn, og nej. Det var ikke muligt hos os. 

Økonomien var bare ikke til det, som jeg havde troet. 

Hvis jeg kunne gøre noget om, ville jeg havde taget min sygeplejerske uddannelse FØR jeg fik børn. 

Ærger mig nu over det nok aldrig vil ske, måske først når børnene om 18 år er fløjet fra reden. 

Hvis du får barn nu, lader du dig da for alvor slå hjem i Ludo - så skal du først i gang med uddannelse, når du får brug for endnu mere tid og endnu flere penge end nu. 

Hvad forestiller du dig, du vil gøre, når en evt. barsel er slut? Hvis en HF er for tidskrævende nu, vil du da slet ikke kunne gennemføre den med et lille barn - og efter HF følger jo den egentlige uddannelse, som vil kræve langt mere af dig. 

Hvad er dine planer på langt sigt? 

Anonym skriver:

Jeg er bare nærmest ved at bryde helt sammen

Jeg er 19 år gammel, jeg bor sammen med min kæreste gennem 3 år og vi prøver jo at få børn. Jeg har i forvejen en uddannelse men de kræver ret meget erfaring før man kan få job og ja, det har jeg jo så ikke når jeg først blevet uddannet for et halvt års tid siden. Jeg valgte så at starte på HF og det er sådan set ikke fordi jeg ikke kan følge med osv.. Men vågner bare op hver dag med den følelse at jeg har lyst til at hyle over at skulle afsted..

Jeg har intet tid til min kæreste eller noget.. Jeg skal bruge 2 timer på lektier om dagen.. Når jeg i forvejen først er hjemme kl 17. Næsten 2 afleveringer om ugen, alene i denne uge har jeg 4. (Matematik aflevering, tværfaglig rapport som dækker over kemi, biologi og geografi, jeg skal klippe en film sammen til mediefag og så skal jeg have læst en roman og skrive en rapport om det til dansk) Jeg har også mad dag i hverdagene, jeg skal gøre rent og lave madpakke og det hele + at jeg mandag, onsdag og fredag går til fitness efter skole fordi jeg mistænker min overvægt for at der ikke er sket noget på baby fronten endnu. Onsdag og torsdag går jeg til dans som jeg er meget glad for og jeg er pt. ved at blive oplært til hjælpeinstruktør. 

Jeg får kun 2500 kr i SU og det betyder uendeligt mange skænderier med kæresten omkring penge.. Han er lærling ude på en gård og han har rigtig mange overarbejdstimer og ja, han tjener en god portion penge hjem men det betyder også at han må klare mange af regningerne selv, fordi jeg ikke har nok. 

Jeg er bare rigtig ked og led over min situation. Jeg har prøvet at snakke med min veninde om det, men det føles lidt som om hun prøver at "tvinge" mig til at blive fordi hun også selv er der.. Så jeg føler ikke hun forstår min situation og hvordan jeg har det med det hele..

Men hvad skal jeg gøre? Bide tænderne sammen og blive hængende? Eller skal jeg gå på dagpenge indtil jeg kan finde en mindre krævende skolegang såsom HG eller lignende?

Synes du fortjener en kæmpe krammer 

Jeg kan godt forstå at du sidder i en svær position - men jeg er enig i det de andre skriver.. men for mig var det også super vigtigt at tage en uddannelse før jeg får børn - det er jeg mega glad for at jeg gjorde da jeg har en god løn, og børneting jo langt fra er billige.. Desuden kan jeg frygte at du tror at det at få en barn er lykken - det er det også men der følger bare også alle de sure ting med - og det kræver tålmodighed - og formentlig også at din kæreste er med på banen uden for meget overarbejde.

jeg skal ikke fortælle dig hvad du skal gøre - kun sige at et barn hænger fast ved dig de næste 18 år og det skal du bare være forberedt på..

held og lykke på din vej

Anonym skriver:

Jeg er bare nærmest ved at bryde helt sammen

Jeg er 19 år gammel, jeg bor sammen med min kæreste gennem 3 år og vi prøver jo at få børn. Jeg har i forvejen en uddannelse men de kræver ret meget erfaring før man kan få job og ja, det har jeg jo så ikke når jeg først blevet uddannet for et halvt års tid siden. Jeg valgte så at starte på HF og det er sådan set ikke fordi jeg ikke kan følge med osv.. Men vågner bare op hver dag med den følelse at jeg har lyst til at hyle over at skulle afsted..

Jeg har intet tid til min kæreste eller noget.. Jeg skal bruge 2 timer på lektier om dagen.. Når jeg i forvejen først er hjemme kl 17. Næsten 2 afleveringer om ugen, alene i denne uge har jeg 4. (Matematik aflevering, tværfaglig rapport som dækker over kemi, biologi og geografi, jeg skal klippe en film sammen til mediefag og så skal jeg have læst en roman og skrive en rapport om det til dansk) Jeg har også mad dag i hverdagene, jeg skal gøre rent og lave madpakke og det hele + at jeg mandag, onsdag og fredag går til fitness efter skole fordi jeg mistænker min overvægt for at der ikke er sket noget på baby fronten endnu. Onsdag og torsdag går jeg til dans som jeg er meget glad for og jeg er pt. ved at blive oplært til hjælpeinstruktør. 

Jeg får kun 2500 kr i SU og det betyder uendeligt mange skænderier med kæresten omkring penge.. Han er lærling ude på en gård og han har rigtig mange overarbejdstimer og ja, han tjener en god portion penge hjem men det betyder også at han må klare mange af regningerne selv, fordi jeg ikke har nok. 

Jeg er bare rigtig ked og led over min situation. Jeg har prøvet at snakke med min veninde om det, men det føles lidt som om hun prøver at "tvinge" mig til at blive fordi hun også selv er der.. Så jeg føler ikke hun forstår min situation og hvordan jeg har det med det hele..

Men hvad skal jeg gøre? Bide tænderne sammen og blive hængende? Eller skal jeg gå på dagpenge indtil jeg kan finde en mindre krævende skolegang såsom HG eller lignende?

Puha den var svær 

 - ved ikke lige hvad du kan gøre, men ville ikke gå uden et