argh hvor anstrengende

Jeg har en søn der snart bliver 2 år - han slår, skubber, sparker, kaster med legetøjet og banker alt hvad han kan forestille sig ned i gulve og borde.

Når han slår og vi siger at det må han ikke, at vi bliver kede af det osv så slår han sig selv indtil han begynder at græde - selvom vi selvfølgelig siger at han ikke skal slå sig selv osv.

Fortæl mig at det er normalt og at det går i sig selv igen - snart?!!!

Du får lige en krammer... Har selv en søn på 2 år som er igennem en svær periode. Han er lige blevet storebror... men det er ikke kun det... det er også hans alder... MEN du får en krammer for det er ikke nemt... ! ♥

MorDk skriver:

Du får lige en krammer... Har selv en søn på 2 år som er igennem en svær periode. Han er lige blevet storebror... men det er ikke kun det... det er også hans alder... MEN du får en krammer for det er ikke nemt... ! ♥

Tak og kram tilbage til dig..

Nej det er fandme ikke sjovt.. I det store hele er han en rigtig god, kærlig og omsorgsfuld dreng, men så pludselig går det galt.. Tror det er når han keder sig, eller lige synes at han har været for stille længe nok..

Håber det går over igen SNART!

Anonym skriver:

Tak og kram tilbage til dig..

Nej det er fandme ikke sjovt.. I det store hele er han en rigtig god, kærlig og omsorgsfuld dreng, men så pludselig går det galt.. Tror det er når han keder sig, eller lige synes at han har været for stille længe nok..

Håber det går over igen SNART!

Vores dreng er også meget kærlig, hjælpsom, omsorgsfuld og super dejlig ♥ Ingen tvivl om det... men han kan vende på en tallerken... og så er han et lille "monster"  Og jeg bliver sgu så ked af det indeni... Gør alt hvad jeg kan for at være der for ham, hjælpe ham, støtte ham ♥ Nogle gange føler man bare alligevel at man ikke helt slår til... kender du det?

MorDk skriver:

Vores dreng er også meget kærlig, hjælpsom, omsorgsfuld og super dejlig ♥ Ingen tvivl om det... men han kan vende på en tallerken... og så er han et lille "monster"  Og jeg bliver sgu så ked af det indeni... Gør alt hvad jeg kan for at være der for ham, hjælpe ham, støtte ham ♥ Nogle gange føler man bare alligevel at man ikke helt slår til... kender du det?

Ja det er dybt provokerende..

Men vi må holde fast i de kærlige, omsorgsfulde oplevelser med dem og vente på at det går i sig selv igen...

Anonym skriver:

Ja det er dybt provokerende..

Men vi må holde fast i de kærlige, omsorgsfulde oplevelser med dem og vente på at det går i sig selv igen...

Ja nogle gange sys jeg bare det virker håbløst. Men som jeg snakkede med min kæreste om igår ... Vores opdragelse skinner igennem når han er ude... Vi får altid ros for hans opførsel, væremåde og folk siger han er dejlig dreng. Han spiser pænt, sidder pænt... er hjælpsom osv. Han er altså kun 2 år. I vuggestuen er han lidt en baryler... men det er jo ikke unormalt. MEN det bekræfter os i at vi gør det OK! men hold op hvor er det svært med alle de KAMPE herhjemme... *suk*