ja sådan føler jeg mig nogle gange... 
vores familie består af far, mor, dreng på 2 år og så en lille ny på vej.
Vi har god økonomi, et dejligt hus, gode job begge to. Alt i alt er alle rammer lige præcis som vi kunne ønske os!
Men nogle gange føler jeg mig bare så uduelig som mor! Jeg er ikke særlig god til at sætte mig igennem overfor vores dreng... Jeg voksede selv op med en mor som til tider var meget streng og som jeg af og til var ret bange for. Så jeg har siden min barndom svoret at jeg aldrig selv ville være sådan når jeg blev mor. Men nu er jeg så nærmest det helt omvendte... altså alt for blød.
Jeg giver tit efter selvom jeg har sagt nej først, og jeg kan slet slet ikke tåle at se ham ked af det! Så vil jeg for alt i verden trøste ham, om det så er med kram + kys, slik, nye DVD film, lade ham rende rundt og gøre alle de ting han gerne vil (og som han tit godt ved er "forbudte" normalt) osv osv osv... jeg ved godt det er helt forkert af mig, men jeg kan se at han bliver glad, og så føler jeg at alt er "ok" igen...
Min mand er meget bedre til at sætte sig i respekt hos ham (på den gode og omsorgsfulde måde!) og jeg kan se at vores dreng respekterer ham mere end mig.
f.eks:
vores dreng sidder og leger med sin CD afspiller. Han piller CD´en ud og ind, og trykker på alle knapper, er ved at brække låget af og begynder at hamre på den med hænderne.
Jeg siger så til ham: "Nej, ikke slå på den. Så går den i stykker. Du skal være forsigtig med den."
så kigger han bare på mig og siger: "neeeej, i stykker!" og så bliver han ved
jeg gentager mig selv flere gange, og viser ham hvordan afspilleren fungerer så han kan gøre det rigtigt. intet hjælper... han blir sur og råber NEJ til mig, og skubber mig væk...
min mand træder så ind på værelset og siger: "nej, du skal være ordentlig ved den, ellers går den i stykker!"
og vupti så holder drengen pænt op og begynder at lege med noget andet 
der er 1000 andre eksempler, som jeg ikke orker at skrive.
kan dog nævne ét mere:
Når min mand afleverer vores dreng i VS, så er der ingen problemer. Han tager selv jakke og sko af, og går lige så pænt med ind på stuen..
når jeg afleverer ham, så vil jeg han ikke tage sit overtøj af, han render rundt og råber mens jeg render rundt i hælene af ham og ligner en der er ved at gå til...
når vi så endelig kommer ind på stuen, kan han finde på at gå direkte hen og sparke + slå nogle af de andre børn, eller tage det legetøj som de sidder med...
jeg skrider selvfølgelig ind og siger "nej!" og prøver at aflede ham med andre ting, men så skriger han og smider sig på gulvet... jeg står og ligner en total idiot som slet ikke har styr på mit barn det ender tit med at en af pædagogerne må tage over, og så må jeg gå hjem mens jeg kan høre at han sidder og græder og græder og råber "mooooor" 
og lige præcis sådan en situation får mig til at føle og tænke at jeg da er total uegnet som mor! jeg kan åbenbart ikke finde ud af at opdrage mit eget barn... han er jo en god dreng, det kan jeg se når han giver de andre børn kram, griner og leger og når min mand er sammen med os...
men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at nu er jeg gravid med nr 2, og jeg kan ikke engang tage mig ordentlig af nr 1! hvordan skal det så ikke gå??!
jeg prøver virkelig det bedste jeg kan, og alt hvad jeg gør er gjort i den bedste mening....! Men nu er jeg snart ved at være slidt op.
nå det blev vist lidt langt... men havde brug for at komme ud med det.
hilsen en fortvivlet mor, som bare vil sit barn (børn) det bedste i verden 
