Har brug for lige at vende mine tanker og evt. få nogle hints til at forbedre en efterhånden dårlig og anstrengt stemning på mit arbejde.
Forhistorien er som følger:
Vi er en arbejdsplads med mange kvinder og de fleste af os har børn og det påvirker selvfølgelig ofte vores samtaleemner - syge børn, fødselsdage, sjove oplevelser, frustrationer, nogle er gravide og glæder sig osv.osv.osv. Det er selvfølgelig ikke det eneste vi snakker om, men da de fleste af os har familier kan det simpelthen ikke undgåes at det fylder noget.
Vi har så den her ene kollega, som jeg har (haft) et rigtig godt og tæt forhold til, som hun også har med en del andre kolleger. Men det er ved at gå den helt forkerte vej. Hun er i behandling for at blive gravid og det er noget som hun har delt med os alle og vi har støttet hende i hendes store ønske. Hun har haft en del fravær, dels pga. tider på sygehuset og dels pga. de psykiske omkostninger, så hun har haft brug for at være fraværende. HUn får ofte en lille buket blomster fra os, når det hele har været mørkest og vi prøver efter bedste evne at spørge ind til det hele og være deltagende. Men... Hun er simpelthen ved at splitte den personalegruppe ad med hendes opførsel. Det sidste halve år har det været et helvede at have vagt med hende. Hun skælder ud, hvis vi snakker om vores børn eller begynder at græde, hvis vi ikke spørger ind til hvordan hun har det hver eneste gang hun er på arbejde. Hun skriver ind i vores fælles kalender, når hun har ægløsning osv. så vi skal huske at 'heppe' på dem og spørge ind til efterfølgende testdag. Hvis vi andre har en 'nede-dag' af den ene eller anden årsag, så får vi at vide, at det er intet imod at være ufrivilligt barnløs. Hun har formået at få en kollega, der lige havde mistet sin mand (!) til at skælde hende ud, fordi hun sagde til den nylige enke, at hun da i det mindste havde sine børn...
Kort sagt, hun er simpelthen for meget og tålmodigheden er ved at være brugt hos os alle. Nogle har prøvet stille og roligt at snakke med hende om, at vi rigtig gerne vil være der for hende, men at det også må gå begge veje og at hun ikke kan forvente at vi andre ikke snakker om vores liv af hensyn til hendes manglende even til at blive gravid. Den episode med vores stakkels kollega og at hun har nedskrevet så intime og personlige detaljer i vore sfælles kalender, var det der fik bægeret til at flyde over hos mig. Jeg tod hjem til hende og prøvede at snakke med hende, men hun begyndte at græde og skælde ud - ingen af os forstod hvordan det er at være hende og hun kunne ikke holde ud at vi andre har det, hun ikke kan få.
Efterfølgende har hun skrevet til mig, at hun er utroligt skuffet over at jeg af alle heller ikke længere kan holde hende ud.
Føler mig splittet - på den ene side vil jeg så gerne være der for hende og ønsker inderligt at hun får sit ønske opfyldt. På den anden side er hun simpelthen ude på et overdrev og skubber alle væk fra sig med hendes urimelige opførsel.
Vores leder har haft hende til samtale flere gange, hvilket resulterede i flere udbrud og sygemeldinger...
Synes det er så svært. Det er nået dertil, hvor folk har fået nok og det er et spørgsmål om tid inden en af os fortæller hende helt ærligt, hvad vi mener og så har vi da set hende for sidste gang.
Nogen gode råd til hvordan vi kommer gennem det her på en ordentlig måde??
