tårerne vælter allerede:'(

Hvor er det fantastisk at kunne lukke ned for stoltheden og bare skrive løs, uden at blive dømt af andre som man dømmer sig selv.

Jeg fødte en lille baby for tre uger siden, fantastisk smuk og hele vejen igennem dejlig! Men, jeg har tabt mig selv, druknet mig i følelser der skrammer mig helt ud af min egen krop.

Min kæreste fik nyt arbejde som butikschef få dage inden jeg fødte, han valgte derfor at takke nej til barsel hvilke jeg troede jeg kunne klare (han tager afsted 09-20, hverdag, fri hver anden weekend, hvor vi så har hans unger)

Jeg er så ked af det, kan græde hvert sekund og hele tiden. Ligeså snart baby siger en lille lyd, så løber der et tonsvis af isterninger ned af ryggen på mig, og følelsen af at skulle kaste op er enorm. Jeg er istand til at passe baby, hun lider ingen nød, men den følelse er bare så hård, for jeg ved vitterlig ikke hvad det er

Jeg spiser ikke, har ikke lyst til noget. Og hverdagens pligter (opvask, vasketøj osv) er så uoverskuelige

Hvad skal jeg gøre, kan mærke at det hele er ved at falde ned i hovedet på mig.

Hilsen en der vil gøre alverden for sit barn, men ikke får sig selv med

du får lige en kæmpe krammer

jeg syntes du skal tage en smut til lægen eller evt snakke med din sundhedsplejske omkring det for lyder det som om du har en lille fødsel deperation.....

for ja det er super hår i starten og det er et kæmpe ansvar der kommer i ens hænder...

Anonym skriver:

Hvor er det fantastisk at kunne lukke ned for stoltheden og bare skrive løs, uden at blive dømt af andre som man dømmer sig selv.

Jeg fødte en lille baby for tre uger siden, fantastisk smuk og hele vejen igennem dejlig! Men, jeg har tabt mig selv, druknet mig i følelser der skrammer mig helt ud af min egen krop.

Min kæreste fik nyt arbejde som butikschef få dage inden jeg fødte, han valgte derfor at takke nej til barsel hvilke jeg troede jeg kunne klare (han tager afsted 09-20, hverdag, fri hver anden weekend, hvor vi så har hans unger)

Jeg er så ked af det, kan græde hvert sekund og hele tiden. Ligeså snart baby siger en lille lyd, så løber der et tonsvis af isterninger ned af ryggen på mig, og følelsen af at skulle kaste op er enorm. Jeg er istand til at passe baby, hun lider ingen nød, men den følelse er bare så hård, for jeg ved vitterlig ikke hvad det er

Jeg spiser ikke, har ikke lyst til noget. Og hverdagens pligter (opvask, vasketøj osv) er så uoverskuelige

Hvad skal jeg gøre, kan mærke at det hele er ved at falde ned i hovedet på mig.

Hilsen en der vil gøre alverden for sit barn, men ikke får sig selv med

Jeg har ikke selv børn endnu, men kun en på vej så har dsværre ikke de store erfaringer eller råd til dig, udover jeg ville tage en snak med min læge, og nok også min mand og fortællle hvordan jeg virkelig har det ... 

og så vil jeg bare gi dig en stor 

måske snakke med din kæreste op hvordan du har det ? .. så han evt kan give lidt støttte ..

havde det selv lidt træls efter jeg fødte vores søn - og manden tog til afghanistan 2½månede efter ..

men snak evt os med lægen, det kan måske have en stor hjælp at snakke med en prof - hvis man kan sige det sådan ..

det jo meget overvældende at blive forældre og "presset" er jo på dig..

Anonym skriver:

Hvor er det fantastisk at kunne lukke ned for stoltheden og bare skrive løs, uden at blive dømt af andre som man dømmer sig selv.

Jeg fødte en lille baby for tre uger siden, fantastisk smuk og hele vejen igennem dejlig! Men, jeg har tabt mig selv, druknet mig i følelser der skrammer mig helt ud af min egen krop.

Min kæreste fik nyt arbejde som butikschef få dage inden jeg fødte, han valgte derfor at takke nej til barsel hvilke jeg troede jeg kunne klare (han tager afsted 09-20, hverdag, fri hver anden weekend, hvor vi så har hans unger)

Jeg er så ked af det, kan græde hvert sekund og hele tiden. Ligeså snart baby siger en lille lyd, så løber der et tonsvis af isterninger ned af ryggen på mig, og følelsen af at skulle kaste op er enorm. Jeg er istand til at passe baby, hun lider ingen nød, men den følelse er bare så hård, for jeg ved vitterlig ikke hvad det er

Jeg spiser ikke, har ikke lyst til noget. Og hverdagens pligter (opvask, vasketøj osv) er så uoverskuelige

Hvad skal jeg gøre, kan mærke at det hele er ved at falde ned i hovedet på mig.

Hilsen en der vil gøre alverden for sit barn, men ikke får sig selv med

Først en kæmpe..
Også som de andre siger snak med lægen eller sp om det.. Det kan være du har brug for en lille smule hjælp.. For man får rigtig mange føelser igennem sig når man står med sådan en lille mus..
Håber det hele kommer til og gå

Du beskriver MIG da jeg fik min søn i 2010. Havde det på samme måde. jeg snakkede med min SP og det hjalp meget. Og så gik vi til familierådgivning... samt jeg snakkede meget med min kæreste. Det er SÅ vigtigt at få snakket om tingene... Vigtigt at din mand bakker dig op. Tænker du har fået en efterfødselsreaktion. Den skal man tage alvorligt. Sys du skal snakke med din SP så kan hun hjælpe dig videre... eller evt. snak med din læge KRAAAAM

Anonym skriver:

Hvor er det fantastisk at kunne lukke ned for stoltheden og bare skrive løs, uden at blive dømt af andre som man dømmer sig selv.

Jeg fødte en lille baby for tre uger siden, fantastisk smuk og hele vejen igennem dejlig! Men, jeg har tabt mig selv, druknet mig i følelser der skrammer mig helt ud af min egen krop.

Min kæreste fik nyt arbejde som butikschef få dage inden jeg fødte, han valgte derfor at takke nej til barsel hvilke jeg troede jeg kunne klare (han tager afsted 09-20, hverdag, fri hver anden weekend, hvor vi så har hans unger)

Jeg er så ked af det, kan græde hvert sekund og hele tiden. Ligeså snart baby siger en lille lyd, så løber der et tonsvis af isterninger ned af ryggen på mig, og følelsen af at skulle kaste op er enorm. Jeg er istand til at passe baby, hun lider ingen nød, men den følelse er bare så hård, for jeg ved vitterlig ikke hvad det er

Jeg spiser ikke, har ikke lyst til noget. Og hverdagens pligter (opvask, vasketøj osv) er så uoverskuelige

Hvad skal jeg gøre, kan mærke at det hele er ved at falde ned i hovedet på mig.

Hilsen en der vil gøre alverden for sit barn, men ikke får sig selv med

Puha.. Selvom min kæreste havde barsel, så var de første 14-21 dage her i huset også rigtig hårde! Baby skreg og skreg og skreg, og skulle vugges i søvn HVER gang.. så havde vi én god uge og så startede vi forfra (tigerspring) - havde det også sådan på et tidspunkt at puhh jeg magtede ikke opgaven, men straks måtte jeg også bare kramme det lille barn, fordi det er livets guld! tag en dyb indånding, og lad huset flyde! det skal nok blive bedre! mit barn er nu 3 mdr og hun sover 3-5 timer HVER eftermiddag, og jeg elsker de timer, for der kan jeg være mig selv og evt rydde op! i skal nok finde vejen! har du ikke nogle du kan spørge om hjælp - måske bare en dag i ugen? din mor? en veninde?

Håber du finder ud af det, for er så vigtigt at man også husker sig selv!!

Hvor er det fantastisk at kunne lukke ned for stoltheden og bare skrive løs, uden at blive dømt af andre som man dømmer sig selv.

Jeg fødte en lille baby for tre uger siden, fantastisk smuk og hele vejen igennem dejlig! Men, jeg har tabt mig selv, druknet mig i følelser der skrammer mig helt ud af min egen krop.

Min kæreste fik nyt arbejde som butikschef få dage inden jeg fødte, han valgte derfor at takke nej til barsel hvilke jeg troede jeg kunne klare (han tager afsted 09-20, hverdag, fri hver anden weekend, hvor vi så har hans unger)

Jeg er så ked af det, kan græde hvert sekund og hele tiden. Ligeså snart baby siger en lille lyd, så løber der et tonsvis af isterninger ned af ryggen på mig, og følelsen af at skulle kaste op er enorm. Jeg er istand til at passe baby, hun lider ingen nød, men den følelse er bare så hård, for jeg ved vitterlig ikke hvad det er

Jeg spiser ikke, har ikke lyst til noget. Og hverdagens pligter (opvask, vasketøj osv) er så uoverskuelige

Hvad skal jeg gøre, kan mærke at det hele er ved at falde ned i hovedet på mig.

Hilsen en der vil gøre alverden for sit barn, men ikke får sig selv med

Jeg oplevede noget lignende efter jeg havde født min søn. Jeg havde et hårdt efterfødselsforløb da jeg var sengeliggende i en måneds tid, og det satte sig på psyken.

Min SP så lige igennem mig og spurgte ind til det, og det var en KÆMPE lettelse at snakke med hende om det. Hun fortalte mig også at det er MEGET normalt at have det på den måde. Cirka en tredjedel af hendes nybagte mødre har det sådan, men de fleste har meget svært ved at snakke om det.

Så jeg vil klart råde dig til at snakke med din SP - og din mand! Del dine følelser med ham så han ved hvad du gennemgår. Uden at bebrejde selvfølgelig, men I skal være åbne overfor hinanden.

Har du familie tæt på? En mor der evt. kan hjælpe med aflastning?

Og bare rolig: Det bliver bedre og det går over! Jeg kan godt forstå at det må være meget hårdt at blive kastet ud at i skulle være mor helt alene fra dag 1.

Anonym skriver:

Hvor er det fantastisk at kunne lukke ned for stoltheden og bare skrive løs, uden at blive dømt af andre som man dømmer sig selv.

Jeg fødte en lille baby for tre uger siden, fantastisk smuk og hele vejen igennem dejlig! Men, jeg har tabt mig selv, druknet mig i følelser der skrammer mig helt ud af min egen krop.

Min kæreste fik nyt arbejde som butikschef få dage inden jeg fødte, han valgte derfor at takke nej til barsel hvilke jeg troede jeg kunne klare (han tager afsted 09-20, hverdag, fri hver anden weekend, hvor vi så har hans unger)

Jeg er så ked af det, kan græde hvert sekund og hele tiden. Ligeså snart baby siger en lille lyd, så løber der et tonsvis af isterninger ned af ryggen på mig, og følelsen af at skulle kaste op er enorm. Jeg er istand til at passe baby, hun lider ingen nød, men den følelse er bare så hård, for jeg ved vitterlig ikke hvad det er

Jeg spiser ikke, har ikke lyst til noget. Og hverdagens pligter (opvask, vasketøj osv) er så uoverskuelige

Hvad skal jeg gøre, kan mærke at det hele er ved at falde ned i hovedet på mig.

Hilsen en der vil gøre alverden for sit barn, men ikke får sig selv med

Din mand skal hjem og have noget barsel, den er bare ikke længere. Får han ikke lov af sin nye arbejdsplads må han tage et par år på akasse.

Det der lyder som om det er en fødselsreaktion der kan ende ud i en deppression - det skal du tage hånd om nu du er så opmærksom på hvad der sker indeni.

Første skridt er at få din mand hjem, så er det op til lægen og få en god snak

Anonym skriver:

Hvor er det fantastisk at kunne lukke ned for stoltheden og bare skrive løs, uden at blive dømt af andre som man dømmer sig selv.

Jeg fødte en lille baby for tre uger siden, fantastisk smuk og hele vejen igennem dejlig! Men, jeg har tabt mig selv, druknet mig i følelser der skrammer mig helt ud af min egen krop.

Min kæreste fik nyt arbejde som butikschef få dage inden jeg fødte, han valgte derfor at takke nej til barsel hvilke jeg troede jeg kunne klare (han tager afsted 09-20, hverdag, fri hver anden weekend, hvor vi så har hans unger)

Jeg er så ked af det, kan græde hvert sekund og hele tiden. Ligeså snart baby siger en lille lyd, så løber der et tonsvis af isterninger ned af ryggen på mig, og følelsen af at skulle kaste op er enorm. Jeg er istand til at passe baby, hun lider ingen nød, men den følelse er bare så hård, for jeg ved vitterlig ikke hvad det er

Jeg spiser ikke, har ikke lyst til noget. Og hverdagens pligter (opvask, vasketøj osv) er så uoverskuelige

Hvad skal jeg gøre, kan mærke at det hele er ved at falde ned i hovedet på mig.

Hilsen en der vil gøre alverden for sit barn, men ikke får sig selv med

Fortæl hvordan du har det til en god veninde! Hvis du har svært ved dét, så snak med SP eller læge. Det er vigtig, du får snakket med nogen om, hvordan du har det
Det er mit bedste råd til dig.

Jeg selv fik det sådan, 5 dage efter jeg havde født. Så ved hvilke følelser du har, og hvor skræmmende de er.
Jeg var utrolig glad for min mor, og jeg kørte næsten hver aften fra min lille datter, som farmand passede på imens, og over til min mor, for at græde i næsten 2 timer uafbrudt. Havde det sådan i 2 ugers tid, før det blev bedre.