min tur til at føle mig "husmoder-agtig"

Min mand arbejder rigtigt meget. jeg er igang med et fuldstudie, selvom jeg er vurderet til 50% funktionsnedsættelse og til at klare 4 timer om dagen.

Han støvsuger og vasker gulv en gang om ugen. Han afleverer vores søn hver morgen.

Resten laver jeg og det er lige hårdt nok for mig, men vi skal jo hjælpes ad og ja det er jo ham der tjener pengene.

Men i den her uge har han efterårsferie- det har jeg dog ikke.

Men det er stadig mig der laver det hele.

Så jeg brokkede mig over at han ikke hjalp til med at lave maden (skal lige sige at han varmede suppe til os i går)

Men han spiller Skylanders med vores søn og han blev sur på mig og siger at det også er arbejde. Og hvis jeg vil have at han skal hjælpe til, så må jeg jo ned og spille Skylanders (velvidende at det kan jeg ikke pga. dobbeltsyn

Og nu er jeg faktisk lidt ked af det, men jeg ved ikke om det er rimeligt at jeg er det. Men jeg føler mig squ lidt husmoder-agtig og ved ikke rigtigt om jeg har lov til at føle mig sådan og jeg havde lige brug for at få det skrevet ned

Der er ingen, der kan svare dig på, hvad der er rimeligt.

Men jeg synes, det er ærgerligt, hvis man i et forhold går meget op i, hvem der laver hvad hvornår.

Jeg har aldrig tænkt, at der var noget "galt", hvis der ikke blev hjulpet til med aftensmaden, - hvis jeg er gået i gang med det projekt, så er det fordi, jeg mener, jeg kan klare det . Og det er da dejligt, at far leger med sønnen imens. Jeg synes, det lyder ganske idylisk.

Men hvis dine grænser er overtrådt, så sig på en pæn måde, hvordan du vil have det. Men gør det uden bebrejdelser, så virker det også bedst.

Mange tak for svaret. Ja det har vist bare været en dum dag hvor jeg har glemt at sætte pris på hyggen