Godaften de damer.
Jeg synes ikke, jeg orker at være anonym, da jeg håber på flere svar af den konto 
Nu har vi prøvet i 11 måneder. Faktisk går vi snart ind i 12. måned med projekt Baby. Det har været hårdt - og sjovt
Et år er dældulme længe, men som lægen sagde, så er det efterhånden meget "normalt", at man forsøger så længe. Kæresten er blevet tjekket mht sædkvalitet, og den er efter sigende tip top. Jeg vejer for meget(En evig kamp, jeg aldrig synes at vinde). Men jeg er stoppet med at ryge. 
for mig. Er på 7. uge og det går helt kanon. Vi tog så til lægen i sidste uge, fordi vi nærmede os de gyldne 12 måneder, og lægen foretog en gynækologisk undersøgelse på mig. Hun ville tjekke for klamydia. Den var, big surprise(!!!) negativ. Næste skridt var, at vi skulle blive enige om herhjemme, om vi ville have en henvisning til fertilitetslægen i Horsens - Hans Jørgen Knudsen. Har tidligere været hos ham, og jeg kan godt lide ham. Vi snakkede om det herhjemme, og vi blev enige om, at tage imod den henvisning. Hvorfor gå og vente, når man kan komme igang med en udredning?
Personligt har det hele været en stor mundfuld. Jeg har også været en del væk her fra siden - har dog fulgt med fra sidelinjen
Jeg har oveni alt det her haft store opgaver på studiet, som jeg afslutter her til januar med min bachelor, der skal skrives fra på mandag. Der har derfor været mange bolde i luften, og jeg sad nærmest bare som en zombie hos lægen. Det satte sig slet ikke fast, alt det hun sagde. Dog én ting, der gav mig en tom følelse i maven, og som gjorde mig ekstra nervøs:
Som barn var jeg udsat for fuldbyrdet seksuelle overgreb, og lægen sagde, at hvis jeg på en eller anden måde var blevet smittet af en kønssygdom dengang og ikke havde modtaget den rette behandling, kunne det meget vel være, at der havde dannet sig arvæv på mine æggeledere, så der ikke var ordentlig gennemgang.
Men overall - jeg ved ikke, hvordan jeg helt personligt har det med den udvikling, projekt baby har taget. Jeg føler et eller andet sted, at det var igår, vi gik i gang, jeg smed p-pillerne og vi lykkeligt blev enige om, at det var tid til, at vi blev forældre til et perfekt ønskebarn. De negative tests og den månedlige menstruation gav dog pletter på lykken, og jeg kan mærke, at vi er kommet rigtig langt. Især, når jeg ser tilbage på de første håbefulde indlæg, jeg skrev herinde. Ja, man har vel lov at drømme
Jeg føler, at jeg lige nu. I dette øjeblik har forenet mig med tanken: Vi skal have fundet ud af, om jeg fejler noget. Uanset, hvilke følelser fra fortiden, det bringer med sig. PCO har jeg ikke - det er blevet tjekket for 3/4 år tilbage, hvor jeg var indlagt med mavesmerter. Så piger - vil i ikke godt krydse fingre for, at det hele er, som det skal være - og ikke mindst - krydse fingre for, at det snart bliver vores tur til at blive forældre. ?
Tak fordi, du læste så langt.
Kathepige
