tanken sniger sig ind

Når det begynder at gå ud ovedens dagligdag, og ikke mindst børnene, så er det på tide at komme ud af vagten 

Anonym skriver:

Hmm tanken om at blive alene med vores barn, er begyndt at snige sig ind - hvordan finder man ud af om det virkelig er det der er bedst for en selv, er ikke glad sådan her

Hvor gammelt er barnet? Da vores dreng var omkring 1 års tid var vi så udmattede vi overvejede det samme. Vi gik og snerrede af hinanden, min kæreste havde gået hjemme 8 måneder og begyndte at få kuller, jeg var træt af at komme hjem og bare have lyst til at bruge tid på min familie, men jeg skulle lige igennem en mur af brok før han var klar til at rumme min træthed. Århha, kunne have solgt ham for en stang lakrids. Jeg er overbevist om han delte mine lunke følelser for vores samarbejde.
Men det stopper. Pludseligt så sover barnet bare igennem, rutinen sætter ind og skemaet begynder også at rumme fritid om aftenen. Bedsteforældre begynder at kunne have barnet til overnatninger og så er der pludseligt så meget tid man ikke aner hvad man skal stille op..

Jeg forsøger vist på at sige at det også kan være det daglige trummerum der får en til at overveje sådan et skridt. Jeg er glad for vi hængte i, nu er drengen 2½, livet er let som en leg og vi har ikke skændes i 1 års tid efterhånden. Og vores søn vokser op i et hjem med kærlighed mellem mor og far, det er også værd at tage med

Hvor gammelt er barnet? Da vores dreng var omkring 1 års tid var vi så udmattede vi overvejede det samme. Vi gik og snerrede af hinanden, min kæreste havde gået hjemme 8 måneder og begyndte at få kuller, jeg var træt af at komme hjem og bare have lyst til at bruge tid på min familie, men jeg skulle lige igennem en mur af brok før han var klar til at rumme min træthed. Århha, kunne have solgt ham for en stang lakrids. Jeg er overbevist om han delte mine lunke følelser for vores samarbejde.
Men det stopper. Pludseligt så sover barnet bare igennem, rutinen sætter ind og skemaet begynder også at rumme fritid om aftenen. Bedsteforældre begynder at kunne have barnet til overnatninger og så er der pludseligt så meget tid man ikke aner hvad man skal stille op..

Jeg forsøger vist på at sige at det også kan være det daglige trummerum der får en til at overveje sådan et skridt. Jeg er glad for vi hængte i, nu er drengen 2½, livet er let som en leg og vi har ikke skændes i 1 års tid efterhånden. Og vores søn vokser op i et hjem med kærlighed mellem mor og far, det er også værd at tage med

barnet bliver 1½ lige om snart
jeg har så svært ved at accepeter min kærestes job, da det er en stor del af han ikke er hjemme og snart skal væk i tre uger .. - og for 5mdr siden var han væk i 4½månede.. og magter det ikke (ren udsagt) og har snakket med ham om det , men han slutter den bare ad med at sige "det er en del af mit job"

Anonym skriver:

barnet bliver 1½ lige om snart
jeg har så svært ved at accepeter min kærestes job, da det er en stor del af han ikke er hjemme og snart skal væk i tre uger .. - og for 5mdr siden var han væk i 4½månede.. og magter det ikke (ren udsagt) og har snakket med ham om det , men han slutter den bare ad med at sige "det er en del af mit job"

Nej, den er også svær med arbejde der tager en væk. Men han bliver nødt til at kunne rumme dine tanker og følelser, han kan ikke bare lukke jeres snak ned på den måde. Det kan jeg godt forstå du ikke vil leve med, ved han du går med de tanker?
Det er en svær en, men snakken kan godt tages uden det blliver anklagende, noget i retningen af at du godt forstår han er glad for hans job, men du bliver mere og mere ensom, du ved ikke hvad du skal gøre ved det for du har lysten til jer, men det føles som om hans job er vigtigere end jeres og forholdet til hans barn?

Gardenia skriver:

Nej, den er også svær med arbejde der tager en væk. Men han bliver nødt til at kunne rumme dine tanker og følelser, han kan ikke bare lukke jeres snak ned på den måde. Det kan jeg godt forstå du ikke vil leve med, ved han du går med de tanker?
Det er en svær en, men snakken kan godt tages uden det blliver anklagende, noget i retningen af at du godt forstår han er glad for hans job, men du bliver mere og mere ensom, du ved ikke hvad du skal gøre ved det for du har lysten til jer, men det føles som om hans job er vigtigere end jeres og forholdet til hans barn?

Anonym skriver:

vi har før været ved at gå fra hinanden - men er alligevel bleven sammen, for så gemmer jeg IGEN mine føleser og behov væk og tænker det hele skal nok ordne sig.. men det gør de jo ikke - og han er glad for sådan som det er ..

ja det var en god ide at gøre det på, uden at anklage ham

Der er ingen der kan træffe det valg for dig, men din kæreste kan godt opføre sig som din kæreste i livets svære stunder. At have kærlighed mellem 2 mennesker er noget af det smukkeste og det burde give os styrken til at se ud over de smålige ting i hverdagen og tilgive. Men den gælder begge veje, du må ikke pakke dine følelser væk og vender tanken om at være alene sig på banen for meget må du heller ikke undertrykke den. Vil han ikke ændre sig så kan du intet stille op

Der er ingen der kan træffe det valg for dig, men din kæreste kan godt opføre sig som din kæreste i livets svære stunder. At have kærlighed mellem 2 mennesker er noget af det smukkeste og det burde give os styrken til at se ud over de smålige ting i hverdagen og tilgive. Men den gælder begge veje, du må ikke pakke dine følelser væk og vender tanken om at være alene sig på banen for meget må du heller ikke undertrykke den. Vil han ikke ændre sig så kan du intet stille op

1000 tak for snakken - men man begynder nok os bare at nå dertil at det kan være ligemeget .. for synes tit han giver udtryk for at det er jobbet , for hvis han siger det op, er han ikk sikret job mere osv.. han har 100 akomenter .. (det selvfølgelig rigtig) , men det åårh jaah ..

Anonym skriver:

1000 tak for snakken - men man begynder nok os bare at nå dertil at det kan være ligemeget .. for synes tit han giver udtryk for at det er jobbet , for hvis han siger det op, er han ikk sikret job mere osv.. han har 100 akomenter .. (det selvfølgelig rigtig) , men det åårh jaah ..

Hans argumenter er tom snak, vægtede han lykke før penge ville han forstå hvorfor du også har brug for kærlighed, bekræftigelse, berøring og en smule tid helt for dig selv. Han er ikke den eneste uden et job, heldigvis har han 2 år til at finde et nyt, i mellemtiden kunne du jo sagtens uddanne dig/finde et job/ny hobby/nyde livet.

I min bog er det et forholdsvist simpelt valg: Arbejde eller familien.

Anonym skriver:

Hmm tanken om at blive alene med vores barn, er begyndt at snige sig ind - hvordan finder man ud af om det virkelig er det der er bedst for en selv, er ikke glad sådan her

Jeg overvejede mange gange at gå fra min mand, og hver gang blev jeg rigtig ked af det ved tanken...den dag jeg ikke længere følte noget når jeg tænkte på at gå fra ham, og så småt begyndte at sidde og kigge efter ny lejlighed og indrette den i mit hoved, ja så vidste jeg at tiden var inde og at jeg var klar. Det er nu 6 mdr. siden og jeg har ikke fortrudt min beslutning.