"Trine L"
Hej Trine H. Dige
Jeg håber meget du kan hjælpe mig. Mine børn er voksne nu, 19 og 23 år og begge drenge.
Ham på 23 har fået barn den 2 april i år.. hans kæreste og ham bor 4 km. fra mig. Så jeg er nybagt farmor.. læste på forsiden at du kender godt til folk der har "ondt i livet" ... Derfor prøver jeg at spørge her.. Ved ikke om det er det rette sted da jeg jo er en Farmor og ikke ikke mor til den lille ny.
Men har det problem at jeg har en svær epilepsi.. Mine børn har været vant til denne siden de var helholdsvis ca 6½ og 10 år.. Jeg er jævnligt indlagt på epilepsi hospital pga mange anfald osv osv.. og er igang med forberedelse sammen med sygehuse/ læger .. til en operation i hjernen.
Mit problem er så at jeg så gerne vil være Farmor i det omfang det kan lade sig gøre.. men jeg har kun set den lille dreng 1 gang på sygehuset lige da han var 3 dage gammel. Og 1 gang for 3 dage siden. Ingen af gangene måtte jeg prøve at sidde med ham, heller ikke selvom jeg sad i en sofa og begge forældre sad ved siden af mig. Min søn ville på et tidspunkt række ham over til mig, men så sagde den nybagte mor Nej han skal ha mad nu og så skal han sove. Jeg fik dårligt nok set ham.. Hun gav ham mad og selvom han lysvågen skulle han så lægges til at sove. Det blev han så ude på altanen i sin lift.. men han lå lysvågen og bare kiggede.. jeg satte mig på hug og kiggede lidt på ham tog ham i hånden osv.. han er så sød..Men så kom moren og sagde jeg skulle lade ham være.. han havde ikke godt af at man pyldrede om ham og han skulle lære at sove..min søn sagde jamen han sover jo ikke og græder jo heller ikke.. Hun blev halvsur på ham og sagde nææ men han skal ha fred nu.. Det var første gang jeg besøgte dem i deres hus som de har boet i i ca 1 år nu. Min yngste søn var med han, kan første hjælp og har fået sølv i udvidet førstehjælp i militæret, det var med vilje han var med. For min ældste søn har aldrig rigtig kunnet li at takle mine anfald (gran mal anfald + abcencer ) Det har altid været den yngste der sagde hvad den store skulle gøre osv . f.eks hent en pude osv.. hvis jeg fik anfald.. nå men det er nu heller ikke min søn der ikke vil ha jeg har kontakt til den lille dejlige dreng, men hans kæreste/barnets mor.. jeg kan ikk se der kan ske noget ved at jeg sidder med ham i en blød sofa når de andre sidder ved siden af.. og jeg ikke står op med ham.. man kan se det ( kan både mor far og lillebror) .. hvis jeg skal til og ha anfald.. og oftest kan jeg mærke det på forhånd selv.. ( ind imellem kan jeg ikke men det kan altid ses på mig af folk der kender mig) Jeg kender moren særdeles godt og ovendt, for før de fik deres hus, boede hun hos mig sammen med min søn i ca ½ år mens hun gik i skole. Vi har altid haft et godt forhold til hinanden og hun er en virkelig sød pige.. men efter de har fået af vide at jeg skal opereres osv.. vil hun ikke rigtig se mig mere og slet ikke nu da den lille er født og hun vil som sagt ikke ha jeg rør ved ham heller ikke når hun sidder med ham. og jeg må ikke sidde med ham osv osv.. jeg er næsten sikker på at det er pga min sygdom.. men har ikke spurgt hende om det direkte.. da jeg ikke vil presse på.. tænkte at det vel kommer med tiden,.. Jeg kunne bare så godt tænkte mig et billed hvor jeg sidder med ham og med far og mor og min yngste søn ved siden af.. men nej hun vil heller ikke ha der bliver taget billeder af mig med ham.. Jeg er meget ked af at fordi jeg er syg skal det være på denne måde.. og det undre mig også meget.. for jeg var god nok da hun ikke havde noget sted at bo.. og vi var faktisk ret godt på talefod .. Hun er ellers en meget sød og glad pige .. og hun og min søn er rigtig gode som forældre.. Min yngste søn fik lov at holde ham det var der ikke noget problem i.. Hvordan får jeg mon vendt det her så det kan blive lidt mere hyggeligt at være farmor?? .. Der var også sådan en "trykket stemning" det ligesom hang i luften de 4 timer jeg var der.. Den lille dreng faldt først i søvn efter ca ½ time.. og sov så i næsten 3 timer.. da han vågnede spurgte jeg direkte om jeg måtte sidde med ham lidt i sofaen ved siden af min yngste søn. men fik svaret nej han skal ha mad nu.. hun rakte ha så til sin far fordi hun skulle hente et eller andet.. og han skulle lige til at række ham over til mig.. så sagde hun nej det lige meget bare giv mig ham igen og tog ham med i køkkenet og hentede det hun skulle.. derefter gav hun ham mad.. og så lagde hun ham til at sove igen.. min yngste søn bemærkede dette og sagde må vi ikke sidde med ham lidt inden han skal sove igen.. for vi skal jo snart gå.. hun sagde nej .. det kan i ikke for han har brug for søvn. Og der var andre ting også hvor man ligesom kunne mærke at hun bare ikke ville ha Jeg skulle komme ham for nær... Jeg er ret ked af dette.. og også at jeg ikke ser meget til dem heller .... mere,... for når jeg er blevet opereret ved jeg ikke med sikkerhed hvor meget jeg måske blir lam i venstre side.. og jeg ved jeg med sikkerhed mister en del tale.. så ville så gerne ha et par billeder af ham og mig og resten af familien inden den operation og ja bare i det hele taget. Da det var mors dag .. kom moren forbi hos mig og gav mig blomster.. og sagde de er fra din søn kan kunne desværre ikke komme for den lille er syg, så han er blevet hjemme og tar sig af ham. jeg går igen med det samme for skal også aflevere blomster til min egen mor... ( hendes mor bor 600m fra mig ) .. derefter gik hun... et par dage efter sad jeg og snakkede med min yngste søn og han sagde pludselig .. han er godt nok livlig allerede den lille dreng jeg var hos dem på mors dag.. og besøge min bror mens moren var henne og besøge sin mor.. jeg spurgte om han vidste om han stadig var syg .. for det var han jo den dag og det er var et par dage efter.. han sagde han har da ikke været syg.. hmm. ... jeg sagde så bare .. nå det har jeg nok misforstået så... Men det havde jeg jo ikke.. jeg kan mærke at jeg ligesom blir holdt væk fra ham bevidst.. og ville sådan ønske at det ikke skal være sådan.. jeg vil ikke presse på og heller ikke komme der i tide og utide.. men syntes da godt at vi kan ses bare lidt ind imellem så jeg kan følge lidt med i drengen.. på de sidste 3-4 mdr har jeg kun set min ældste søn de 2 ovennævnte gange.. på trods af at de tit besøger venner der bor lige klods op af mig.. jeg er ret ked af alt dette.. både at jeg ikke ser min søn hans kæreste og mit lille søde barnebarn.. Har du en god ide til hvordan jeg kan få dette vendt?? .. så ville jeg blive meget glad..
Venlig Hilsen
en farmor der er ked af det..
Trine L.
Trines svar
Kære Trine L/ ulykkelige farmor!
Tillykke med at du er blevet farmor! Det er rigtigt dejligt. Jeg vil gerne hjælpe dig med at finde mere glæde i din nye rolle og finde en måde, som du kan være farmor på.
Jeg forstår godt, at du gerne vil sidde med ham og holde ham i hånden mm. og det ønske er helt naturligt, det tror jeg de fleste bedstemødre glæder sig til. Det bliver lidt svært derimod, når du begynder at gå ind i, hvad der er rimeligt af hende( Svigerdatteren) at forlange/tænke/ føle i forhold til hendes søn. I kommer til at sidde overfor hinanden i en magtrelation, hvor du kan komme til at vælge rollen som offer. Hvis hun ikke er tryg ved, at du sidder med barnet, så er hun bare ikke tryg. Så må I finde en måde, hvorpå det så ville kunne lade sig gøre; feks. han ligger på sofaen og du sidder ved siden af ham.
Du skriver også, at det er som jeres relation har ændret sig siden, hun fik at vide, at du skal opereres - at hun ikke vil kigge på dig mm. Det er langt bedre at forholde sig til det. Spørg hende, om hun er bange for at barnebarnet skal komme til skade, når du sidder med ham, fordi du sidder med en fornemmelse af, at du ikke må komme ham for nær. Og om du har ret i, at hun ikke er vild med det. Fortæl hende, at du savner jeres relation, som den var, da hun boede hos dig (lad være med at sige, "for der var jeg åbenbart god nok" - det er meget offer-agtigt og passivt aggressivt). Fortæl hende og din søn, at du rigtig gerne vil have et billede af dig og barnebarnet inden operationen, da du faktisk er bange for den operation, og det ville betyde meget for dig at få taget sådan et billede.
Når hun vil ud og lave mad til ham, kunne du svare om du må gå med ud og lave mad.
I stedet for at sige: Jeg vil ikke presse mig på, men I kunne da godt komme forbi og besøge mig"! Så fortæl dem, at du gerne vil se dem lidt oftere, og om det kan lade sig gøre. Det er ikke sikkert det kan lade sig, og desværre er det sådan med ønsker: det er ikke dem alle der går i opfyldelse.
Jeg kan sagtens forstå,du er ked af det, og bange - det er bare min fornemmelse, at du kommer til at skyde hende (og sønnen og barnebarnet) mere fra dig, hvis du spiller underdaning, ydmyg mm. Sig dine ønsker på en pæn måde, spørg om det kan lade sig gøre. Du vil føle dig meget mere stærk, hvis du siger, hvad du vil fremfor at pakke det ind i, at du ikke vil mase dig på, for det er lige præcis det som de kommer til at opfatte dig/ det som: èn der maser på.
Det vil de ikke gøre, hvis du tager på dig, at du gerne vil se ham den lille, at du gerne vil vide om de er bange for dig, fordi du skal opereres - og fortæl dem, at det er du også.
Det kan de forholde sig til, og de vil måske ovenikøbet blive lettede over at du ikke er så skrøbelig.
Jeg håber at du kan bruge mit råd til noget. Og ønsker dig held og lykke med operationen og ønsker dig glæden tilbage i samværet med din familien.
Kærligst Trine
Trine tilbyder individuel terapi, parterapi - sorgbearbejdelse. Supervision samt coaching.
Se Trines hjemmeside: TrineDahl.dk
