Jeg er hans klippe, hvor er min?

Ja. jeg er min kærestes klippe, jeg hiver ham altid op når han er nede. Når han er ked af det, tager jeg mig altid af ham.

Men lige i øjeblikket har jeg været ret meget nede over økonomi og job situation. I går aftes talte vi igen om vores situation, og jeg brød nærmest helt sammen og fortalte at jeg var nede i et hul, hans reaktion er at begynde at tale om hans følelser, tanker og problemer, så oven i det hele skal jeg til at trøste ham. og det ender med at han råber og rusker i mig, han kan slet ik klare at jeg er nede og det hele skal kun handle om ham.. aaarg det får mig bare så meget mere ned, for jeg kan ikke rumme mine egne problemer og så skal til at hive ham op samtidig, jeg kan jo ikke sige til ham, at det hele nok skal gå. Når jeg selv føler at det overhovedet ikke går... Jeg har aldrig kunne gå til ham, for han vender det altid om. Har har simpelthen ikke evnen til at trøste og være forstående uden at tænke på sig selv. Det er simpelthen forfærdeligt.... Jeg har altid været en klippe for alle. Min søster havde også en rigtig slem periode, hvor jeg måtte være hende klippe, samtidig med at hun var min angst-tricker. Men måtte skjule min hjertebanken og min panik, fordi det gør man med nogen man elsker... Hvorfor kan han slet ikke forstå det? Han havde på et tidspunkt en ret slem depression. Mens jeg var på arbejde frygtede jeg virkelig for at kigge på min telefon, for jeg vidste at hvis der var mere end 2 sms'er, så var det slemt. 2 gange har jeg troet at han havde begået selvmord, fordi han var væk... Det er det værste jeg nogensinde skulle igennem, men jeg fortalte ham aldrig hvordan jeg havde det, for det handlede jo ikke om mig. Men om ham.. Nu har han det heldigvis godt, takket værre en psykolog og ja MIG!! Savner virkelig en som vil lytte til mine bekymringer og sige det hele nok skal gå... Trængte bare til at komme ud med min følelser og måske et godt råd..?

Anonym skriver:

Ja. jeg er min kærestes klippe, jeg hiver ham altid op når han er nede. Når han er ked af det, tager jeg mig altid af ham.

Men lige i øjeblikket har jeg været ret meget nede over økonomi og job situation. I går aftes talte vi igen om vores situation, og jeg brød nærmest helt sammen og fortalte at jeg var nede i et hul, hans reaktion er at begynde at tale om hans følelser, tanker og problemer, så oven i det hele skal jeg til at trøste ham. og det ender med at han råber og rusker i mig, han kan slet ik klare at jeg er nede og det hele skal kun handle om ham.. aaarg det får mig bare så meget mere ned, for jeg kan ikke rumme mine egne problemer og så skal til at hive ham op samtidig, jeg kan jo ikke sige til ham, at det hele nok skal gå. Når jeg selv føler at det overhovedet ikke går... Jeg har aldrig kunne gå til ham, for han vender det altid om. Har har simpelthen ikke evnen til at trøste og være forstående uden at tænke på sig selv. Det er simpelthen forfærdeligt.... Jeg har altid været en klippe for alle. Min søster havde også en rigtig slem periode, hvor jeg måtte være hende klippe, samtidig med at hun var min angst-tricker. Men måtte skjule min hjertebanken og min panik, fordi det gør man med nogen man elsker... Hvorfor kan han slet ikke forstå det? Han havde på et tidspunkt en ret slem depression. Mens jeg var på arbejde frygtede jeg virkelig for at kigge på min telefon, for jeg vidste at hvis der var mere end 2 sms'er, så var det slemt. 2 gange har jeg troet at han havde begået selvmord, fordi han var væk... Det er det værste jeg nogensinde skulle igennem, men jeg fortalte ham aldrig hvordan jeg havde det, for det handlede jo ikke om mig. Men om ham.. Nu har han det heldigvis godt, takket værre en psykolog og ja MIG!! Savner virkelig en som vil lytte til mine bekymringer og sige det hele nok skal gå... Trængte bare til at komme ud med min følelser og måske et godt råd..?

Hej du

er ked af at sige det, men det er dig selv der er problemet.

For du kan på ingen måder rede en der er så syg (for det er han) og så samtidig holde dig selv oppe.... du er nød til at stoppe alle "projekter" i klippe katagorien, for ellers æder alt den dårligdom dig op..... der er psykisk hårdt at være den der altid skal stå stand by og være den stærke - du er kun et menneske og du kan ikke rede alle

Hvis du ryger ned i kulkælderen hva så?

Din fyr skal søge prof. hjælp og du skal ha luft!

Anonym skriver:

Ja. jeg er min kærestes klippe, jeg hiver ham altid op når han er nede. Når han er ked af det, tager jeg mig altid af ham.

Men lige i øjeblikket har jeg været ret meget nede over økonomi og job situation. I går aftes talte vi igen om vores situation, og jeg brød nærmest helt sammen og fortalte at jeg var nede i et hul, hans reaktion er at begynde at tale om hans følelser, tanker og problemer, så oven i det hele skal jeg til at trøste ham. og det ender med at han råber og rusker i mig, han kan slet ik klare at jeg er nede og det hele skal kun handle om ham.. aaarg det får mig bare så meget mere ned, for jeg kan ikke rumme mine egne problemer og så skal til at hive ham op samtidig, jeg kan jo ikke sige til ham, at det hele nok skal gå. Når jeg selv føler at det overhovedet ikke går... Jeg har aldrig kunne gå til ham, for han vender det altid om. Har har simpelthen ikke evnen til at trøste og være forstående uden at tænke på sig selv. Det er simpelthen forfærdeligt.... Jeg har altid været en klippe for alle. Min søster havde også en rigtig slem periode, hvor jeg måtte være hende klippe, samtidig med at hun var min angst-tricker. Men måtte skjule min hjertebanken og min panik, fordi det gør man med nogen man elsker... Hvorfor kan han slet ikke forstå det? Han havde på et tidspunkt en ret slem depression. Mens jeg var på arbejde frygtede jeg virkelig for at kigge på min telefon, for jeg vidste at hvis der var mere end 2 sms'er, så var det slemt. 2 gange har jeg troet at han havde begået selvmord, fordi han var væk... Det er det værste jeg nogensinde skulle igennem, men jeg fortalte ham aldrig hvordan jeg havde det, for det handlede jo ikke om mig. Men om ham.. Nu har han det heldigvis godt, takket værre en psykolog og ja MIG!! Savner virkelig en som vil lytte til mine bekymringer og sige det hele nok skal gå... Trængte bare til at komme ud med min følelser og måske et godt råd..?

Det er da forfærdelig ulige sådan kan ingen jo fungere. Den klippe-rolle skal jo kunne gå begge veje, alt andet er alt for uholdbart. 

Prøv evt at vise ham dette her. Eller prøv at skrive ham et brev om netop dette, hvor han ikke får dig afbrudt og hvor han er nødt til at læse alt det du har på hjertet. Måske det giver et bedre perspektiv for ham..

Et knus kan jeg give dig.

Det er svært når man vænner verden til at man er den stærke og klippen, og der så ingen er, når man selv har brug for en.

Pyyyhha...har selv været der.

Desværre er det sjældent sådan, at begge to i et forhold kan være stærke for den anden, det er som regel kun den ene, der er det, den som er den bærende, og det må du lære at leve med.

Men du skal også lære ikke hele tiden at stille dig til rådighed som klippen.
Du må lære at sige: Det ved jeg ikke, det må du selv løse! I stedet for at sige: Nu skal jeg
Men når først du har lært det, så vil det også gå lidt bedre.
Husk du er dig selv nærmest, og bliver du brugt op, så er der ingen ting.

Du må ganske enkelt sige til din mand, at nu har DU brug for hjælp og støtte, ligesom du hjælper og støtter ham, når han har brug for det, or nu har du brug for an pause...et break. Du må forklare ham at et parforhold bygger på, at man er der for hinanden, og at det ikke kun gælder den ene vej, så han må lægge sin egoisme på hylden og give, som du giver ham, efter bedste evne naturligvis.

Og tag så den pause.
Spørg dig selv, hvad DU ønsker, i stedet for hvad andre ønsker, og gå så efter de mål. Forkæl dig selv, sig fra. Lad være med at lade dig misbruge.
Det er i orden at lade sig bruge, men aldrig at lade sig misbruge. Kan du følge mig?

1000 kærlige knus
Sussie 

SussieThyssen skriver:

Et knus kan jeg give dig.

Det er svært når man vænner verden til at man er den stærke og klippen, og der så ingen er, når man selv har brug for en.

Pyyyhha...har selv været der.

Desværre er det sjældent sådan, at begge to i et forhold kan være stærke for den anden, det er som regel kun den ene, der er det, den som er den bærende, og det må du lære at leve med.

Men du skal også lære ikke hele tiden at stille dig til rådighed som klippen.
Du må lære at sige: Det ved jeg ikke, det må du selv løse! I stedet for at sige: Nu skal jeg
Men når først du har lært det, så vil det også gå lidt bedre.
Husk du er dig selv nærmest, og bliver du brugt op, så er der ingen ting.

Du må ganske enkelt sige til din mand, at nu har DU brug for hjælp og støtte, ligesom du hjælper og støtter ham, når han har brug for det, or nu har du brug for an pause...et break. Du må forklare ham at et parforhold bygger på, at man er der for hinanden, og at det ikke kun gælder den ene vej, så han må lægge sin egoisme på hylden og give, som du giver ham, efter bedste evne naturligvis.

Og tag så den pause.
Spørg dig selv, hvad DU ønsker, i stedet for hvad andre ønsker, og gå så efter de mål. Forkæl dig selv, sig fra. Lad være med at lade dig misbruge.
Det er i orden at lade sig bruge, men aldrig at lade sig misbruge. Kan du følge mig?

1000 kærlige knus
Sussie 

gædde skriver:

Hej du

 

er ked af at sige det, men det er dig selv der er problemet.

For du kan på ingen måder rede en der er så syg (for det er han) og så samtidig holde dig selv oppe.... du er nød til at stoppe alle "projekter" i klippe katagorien, for ellers æder alt den dårligdom dig op..... der er psykisk hårdt at være den der altid skal stå stand by og være den stærke - du er kun et menneske og du kan ikke rede alle

Hvis du ryger ned i kulkælderen hva så?

Din fyr skal søge prof. hjælp og du skal ha luft!

Tak for svar

Altså han er kommet over sin depression for længe siden, det der er svært for ham, det er hvis han klippe(mig) bliver svag. Han har brug at jeg er stærk. Han er nok bange for at han ryger helt ned igen hvis jeg ryger ned. Kan jeg også forstå.

Ringede til min tvillingesøster i dag og fik ventileret, og hun er skide god til at bare lytte og berolige, straks fik jeg det bedre Utroligt hvor meget det hjælper.

Du har nok ret i at jeg skal opgive at få ham til at være sej og stærk, for det er han jo ikke. Men jeg elsker ham overalt på jorden, og jeg vil altid støtte ham så meget jeg kan, alle mennesker har brug for støtte og det vil jeg være for ham. Jeg har min dejlige søster(skal jeg huske)

Gigl skriver:

Det er da forfærdelig ulige sådan kan ingen jo fungere. Den klippe-rolle skal jo kunne gå begge veje, alt andet er alt for uholdbart. 

Prøv evt at vise ham dette her. Eller prøv at skrive ham et brev om netop dette, hvor han ikke får dig afbrudt og hvor han er nødt til at læse alt det du har på hjertet. Måske det giver et bedre perspektiv for ham..

snakkede med ham om det idag, han havde tænkt meget over det, mens han har været på arbejde. Han sagde han havde forstået hvordan det fungere. Men tror nu ikke det ændre noget næste gang. Må bruge andre mennesker tæt på mig. Fik snakket med min søster i dag om det. og fik det så meget bedre bagefter

SussieThyssen skriver:

Et knus kan jeg give dig.

Det er svært når man vænner verden til at man er den stærke og klippen, og der så ingen er, når man selv har brug for en.

Pyyyhha...har selv været der.

Desværre er det sjældent sådan, at begge to i et forhold kan være stærke for den anden, det er som regel kun den ene, der er det, den som er den bærende, og det må du lære at leve med.

Men du skal også lære ikke hele tiden at stille dig til rådighed som klippen.
Du må lære at sige: Det ved jeg ikke, det må du selv løse! I stedet for at sige: Nu skal jeg
Men når først du har lært det, så vil det også gå lidt bedre.
Husk du er dig selv nærmest, og bliver du brugt op, så er der ingen ting.

Du må ganske enkelt sige til din mand, at nu har DU brug for hjælp og støtte, ligesom du hjælper og støtter ham, når han har brug for det, or nu har du brug for an pause...et break. Du må forklare ham at et parforhold bygger på, at man er der for hinanden, og at det ikke kun gælder den ene vej, så han må lægge sin egoisme på hylden og give, som du giver ham, efter bedste evne naturligvis.

Og tag så den pause.
Spørg dig selv, hvad DU ønsker, i stedet for hvad andre ønsker, og gå så efter de mål. Forkæl dig selv, sig fra. Lad være med at lade dig misbruge.
Det er i orden at lade sig bruge, men aldrig at lade sig misbruge. Kan du følge mig?

1000 kærlige knus
Sussie 

Hej Sussie. Du har ret.. Det er bare så vigtigt for mig at menneskene omkring mig har det godt. Hvis de ikke har det godt, kan jeg heller ikke ha det godt. Så ved ikke om jeg ville kunne sige til ham at han må finde ud af det selv. Så på en måde er det også for min egen skyld at jeg er stærk og trøster, for hvis det ender med han får det bedre, får jeg det også meget bedre. Og han er ikke typen der kan skjule, når noget nager hans sjæl()

Kan godt mærke når det bliver for meget, og så bakker jeg også ud og prøver at ignorere at han har det dårligt. Eller lader som om han har det okay...

Jeg ringede til min søster. og fik det straks bedre. Må læne mig op ad min familie ved de tider...

Anonym skriver:

Hej Sussie. Du har ret.. Det er bare så vigtigt for mig at menneskene omkring mig har det godt. Hvis de ikke har det godt, kan jeg heller ikke ha det godt. Så ved ikke om jeg ville kunne sige til ham at han må finde ud af det selv. Så på en måde er det også for min egen skyld at jeg er stærk og trøster, for hvis det ender med han får det bedre, får jeg det også meget bedre. Og han er ikke typen der kan skjule, når noget nager hans sjæl()

Kan godt mærke når det bliver for meget, og så bakker jeg også ud og prøver at ignorere at han har det dårligt. Eller lader som om han har det okay...

Jeg ringede til min søster. og fik det straks bedre. Må læne mig op ad min familie ved de tider...

Jeg ved godt at det er svært..tro mig jeg ved alt om det, men din mand er nu engang en voksen mand, og må lære at tage ansvar for sig selv..og for dig også, når du har brug for ham.
Han er ingen baby, og du er ikke hans mor...tænk over det.

På det her punkt tror jeg, vi to ligner hinanden meget.
Jeg har en mand med kronisk depression, og det kræver utroligt meget af mig som kvinde og hustru, men han er der alligevel altid, hvis jeg får brug for, at han er klippen, ganske som jeg er der for ham.
Som han siger, så er det, det mindste han kan gøre.
Et parforhold skal jo gerne bygge på at man er to hele vejen.

Anyway, så har jeg det selv som du, min familie og de mennesker omkring mig skal have det godt..alle sammen, men man må også lære at stole på at de godt kan selv, for hvad skulle de gøre, hvis du ikke var der?
De ville nok klare verden alligevel.
Så tænk over det, og pas på dig.
Og så får du et stort trøsteknus