Anonym skriver:
Nu har jeg lige siddet og kigget alle de 'indlæg' igennem, som jeg har skrevet om mit parforhold.
Når jeg læser dem, bliver jeg skuffet over mig selv - at jeg kunne tro at han blev 'bedre', når jeg selvfølgelig inderst inde godt vidste, at man ikke kan ændre en person, og da slet ikke ham. Jeg bor stadig sammen med ham, med vores søn.
Jeg sidder nu, og har overvejet i en uge, at flytte fra ham! Jeg har skrevet mig op i diverse boligselvskaber og undersøgt om jeg kan beholde denne lejlighed. Ville ikke springe "bomben" for ham, før jeg VED hvad der skal ske.
Ja, jeg ved at jeg har skrevet mange indlæg om vores parforhold, men jeg havde sådan brug for at komme ud med det, jeg måtte jo ikke snakke med nogen? :/ jeg tror at det var dem alle?
Du har nok læst dem før (jeg ved ikke hvordan jeg får dem frem som et LINK :/), men her er overskriverne på dem:
- Hvor går din grænse?
- HJÆLP, hvordan bekæmper jeg min jalouxi ?
- Jeg har nået bunden
- Kan det virkelig være rigtig at et parforhold skal være
- At blive tisset på
- Jeg vil væk.. Men er nok for 'bange'
- Værste 1 årsdag nogen sinde
- Hvordan brugte/bruger i jeres barsel med jeres mænd....
- Ingen at snakke med 
Jeg ved ikke hvad jeg ville med det her, men jeg har bare brug for at komme UD med det..
Nogen gange er det godt at få sat ord på sine følelser, og "lægge dem lidt væk", for så, ligesom du nu har gjort, at finde dem frem igen, og se på dem med nye øjne..
Nogengange opdager man, at man i situationen var latterlig og hormonel, og andre gange opdager man, som du har gjort denne gang, at der har dannet sig et uheldigt mønster, som det kræver mod at bryde..
Jeg synes det er sejt, at du er ved at indse, at der er et problem, og at det er et problem, som ikke "bare" kan løses. Måske kræver det endnu mere tid før du får mod på at handle, men du er godt på vej, og jeg håber, at du har mod til at finde den sidste styrke til at finde ud af, hvad der på lang sigt er det bedste for dig og din søn..
Held og lykke!
