Børn er sgu underlige!

Ja, så er det sagt

Vores datter på et års tid er inde i MEGA MEGA MEGA separationsangst! Hun kan ikke sove selv, lege selv, gøre noget selv, uden at blive panisk og ulykkelig. Startede sidste uge. Hun har ikke været i vuggestue hele sidste uge pga. sygdom heller, så bare en uge i mors arme konstant.

I dag skulle hun så i vuggestue igen. Virkelig dårlig morgen! Hun var så morgensur, træt, gad ikke spise sin morgenmad, klynkende.. Så jeg var ikke helt vild med tanken om at aflevere hende! Hun har kun gået der en måned også.. Så jeg var sådan set helt sikker på at hun ville græde total ulykkeligt, som hun gerne har gjort ved aflevering... Altså en hel uge væk, separationsangst, dårlig morgen. Helt klart = gråd ved aflevering.

Så overleverer jeg hende i pædagogens arme, og hun rækker gudhjælpemig velvilligt ud efter pædagogen! Og hvad sker der så? Hun siger ikke et kvæk, men vinker bare afværgende til mig, sådan lidt "gå nu med dig", agtigt, og endda uden jeg havde sagt farvel eller hejhej, som plejer at få hende til at vinke.

Nå nå, så går jeg da bare! Skøre baby (men også lidt rart )

Hun havde sikkert savnet pædagogerne og de andre børn. Min yngste smider mig jævnligt ud fra vuggestuen, hvis hun synes at jeg er for længe om at aflevere. Så vinker hun til mig og siger: "Gå nu, mor - hej hej"

Skouboe skriver:

Hun havde sikkert savnet pædagogerne og de andre børn. Min yngste smider mig jævnligt ud fra vuggestuen, hvis hun synes at jeg er for længe om at aflevere. Så vinker hun til mig og siger: "Gå nu, mor - hej hej"

Du kan sagtens have ret! Jeg har også haft virkelig svært ved at aktivere hende hjemme i en hel uge, der er altså en grænse for hvad man kan finde på at lave. Puha.. Så med al respekt og kærlighed, synes jeg det er rart hun er tilbage igen denne uge