Hjælp til akut separationsangst

Vores pige er cirka et år. Hun har været syg de sidste dage. Ikke noget voldsomt. hun havde to dage, hvor hun havde 38,5 i feber sådan midt på dagen som gik væk igen. Hun har hostet i 2,5 uge, men lægen siger det bare skal gå over.

Men så her de sidste 3 dage, har vi BARE ikke kunne lade hende være alene!! Før i foreslår det, er jeg rimelig sikker på det ikke er ørerne, for det er ikke som sådan det med at ligge ned der er et problem. Det er det at vi går!

Normalt kan vi putte hende i barnevognen, gå, og så falder hun bare i søvn. De sidste dage har vi ikke kunne gøre det, fordi hun bliver fuldstændig ulykkelig! Også hvis hun ved vi er i rummet, men ikke kan se os. Hun skal rent faktisk kunne se os, så hun har været nødt til at sove lur i klapvognen i stuen, hvor sædet sidder halvt op, så hun kan se vi sidder ved sofabordet.

Om natten kan hun ikke sove selv længere, det har ikke været et problem før overhovedet! Men bare vi vender ryggen til sengen efter godnatrutinen, græder hun som en pisket. I går skulle jeg abre lige ud at tisse efter godnat, og hun græd så voldsomt hun var ved at kaste op Af den årsag har hun sovet mellem os 2 nætter i træk. Vi prøvede igen i aften, men atter en gang var hun ude af den af gråd. Så vi har gjort det der med klapvognen i stuen indtil vi selv skal i seng og kan tage hende med, da jeg de sidste 2 nætter har været nødt til at ligge i sengen fra kl. 19 med hende, for at hun ikke risikerede at trille ud. Og jeg har altså brug for mine aftener!

Hvad tror i det skyldes, og hvad gør vi? Jeg er personligt af den holdning, at hvis de har brug for den tryghed, så skal de have dem. Jeg vil ikke lade hende græde sig i søvn. En ting var hvis hun bare var sur og brokkede, men hun er jo fuldstændig panisk og ulykkelig over at skulle sove selv, og ville synes det var et svigt at tvinge hende.. Men hvad sker der lige? Det er helt ekstremt og er kommet fra den ene dag til den anden!

Og i dag da jeg lige skulle i Brugsen, var hun hjemme med min kæreste, men hun var blevet ved at stå og klynke og slå på hoveddøren i al den tid jeg var væk, selvom det kun tog 5 minutter

???

Årh bette pige da

Har ingen ide om hvad der kan være galt, men ville ikke smutte uden at give dig et . Det må være utrolig hårdt. Og hvor er det synd for jeres lille pige. Håber i finder ud af hvad der plager hende.

som du selv er inde på er hun blevet rigtig glad for a være liiiige ved siden af jer, og gerne hele tiden.

Hun kan ikke se forskel på om i går i 2 sekunder eller 2 dage og hendes frygt synes jeg skal imødekommes. Giv hende ekstra opmærksomhed, tag hende med ind i jeres værelse og sove. Enten i hendes seng, eller jeres eller en madras til jer ind på hendes værelse, eller hvad der nu passer jer bedst.

Det er en god alder hvor der sker alt for meget og når hun så også lige har været syg er hun vist godt igang med a komme sig og komme igennem et ordenligt udviklingsspring.

Tror ikke der er meget andet at gøre end at sige a det går over, og imellemtiden må i imødekomme hendes behov, støtte hende og være der for hende. Hvis i vil 'lære' hende a hun ikke er alene, tror jeg i kan risikere a forlænge hendes 'tigersprings-periode', men ja...

alle børn er forskellige, og det er ALT for nemt for mig a sige det, når jeg ikke selv står i det.

Men set i bagspejlet med min 2½ årige, så tror jeg det er bedst a 'go-with-the-flow' og hjælpe hende igennem ved at være der så meget som muligt fysisk.

(og nej, i har hende ikke sovende i jeres seng når hun er 6 år, fordi i giver hende lov nu og det næste stykke tid)

Har hun ikke været gennem separationsangsten tidligere? Så kommer dne måske for fulde hammer lidt forsinket? Min dreng sov med mig i min seng i cirka en måned da han var 9 mdr. Han kunne godt falde i søvn i sin egen seng, men vågnede utrøstelig sent på aftenen og måtte ind til mig. 

Er hun meget urolig når hun sover og/eller kravler rundt når hun vågner? Ellers kunne I måske forsøge at lægge dyner og puder langs kanten af sengen så hun ikke kan trille ud hvis hun vender sig.