hvor meget og hvor lidt..

Ja jeg er efterhånden mor til store børn....og nu melder tvivlen sig. Har altid været meget sikker i mine valg og min opdragelse, men nu skræmmer virkeligheden mig, og jeg ser mig selv blive mere i tvivl og usikker. Jeg er meget bange for at gøre foreskel, ubevist, på mine dejlige unger.

Det der bringer mig i tvivl er PT min datter på 17 . Hun er under uddannelse, og har job ved siden af. Hun tjener godt, og har langt flere penge end vi har. Udover hende har vi jo fire andre børn og forsørge.

Jeg vil gerne hjælpe hende hvor jeg kan. Med kørsel,penge mv. Men i dag feks hun vil ik køre på knallert i skole PGA regnvejr, og jeg kan ik køre hende, for jeg har altså 4 andre der skal afleveres også.....og nu er hun så rimelig mobset. Og jeg har dårlig samvittighed....for er det ik min pligt at hun passer hendes uddannelse?

Og i sidste uge mente hun at jeg skulle betale hendes frisør besøg, hvilket jeg gjore, men faktisk havde hun selv bedre råd til selv at betale end jeg havde.

Hvor meget er det rimeligt man hjælper dem når de har den alder, og hvor meget kan jeg kræve at hun selv bør sørge for.....?

Hun betaler ik noget herhjemme, men bruger hendes penge på mobil, tøj, makeup osv

Og hver gang jeg siger nej til noget, tænker jeg straks om jeg egentlig kan være det bekendt, for hun er en god pige, der hjælper når hun er hjemme.

Tin skriver:

Ja jeg er efterhånden mor til store børn....og nu melder tvivlen sig. Har altid været meget sikker i mine valg og min opdragelse, men nu skræmmer virkeligheden mig, og jeg ser mig selv blive mere i tvivl og usikker. Jeg er meget bange for at gøre foreskel, ubevist, på mine dejlige unger.

Det der bringer mig i tvivl er PT min datter på 17 . Hun er under uddannelse, og har job ved siden af. Hun tjener godt, og har langt flere penge end vi har. Udover hende har vi jo fire andre børn og forsørge.

Jeg vil gerne hjælpe hende hvor jeg kan. Med kørsel,penge mv. Men i dag feks hun vil ik køre på knallert i skole PGA regnvejr, og jeg kan ik køre hende, for jeg har altså 4 andre der skal afleveres også.....og nu er hun så rimelig mobset. Og jeg har dårlig samvittighed....for er det ik min pligt at hun passer hendes uddannelse?

Og i sidste uge mente hun at jeg skulle betale hendes frisør besøg, hvilket jeg gjore, men faktisk havde hun selv bedre råd til selv at betale end jeg havde.

Hvor meget er det rimeligt man hjælper dem når de har den alder, og hvor meget kan jeg kræve at hun selv bør sørge for.....?

Hun betaler ik noget herhjemme, men bruger hendes penge på mobil, tøj, makeup osv

Og hver gang jeg siger nej til noget, tænker jeg straks om jeg egentlig kan være det bekendt, for hun er en god pige, der hjælper når hun er hjemme.

jeg vil mene at når man er 17 så betaler man alt selv som er til en selv

dvs mad og rengøring og så videre står forældre for

hårfrisør og sådanne ting er hendes egen lomme der må tys til

du kan jo nemlig ikk bestemme over hende mere og så kan jeg ik se hvorfor du bare skal betal eog huin skal ha og ha, hun er gammel nok til at lære hvad det vil sige at priotere

Du skal lave klare regler omkring at når dine børn har arbejde skal de selv betale deres ting. Min mor gjorde det ned os dengang. Var også mange børn. Min storesøster fik arbejde som 15 årige, jeg var 12 år og min lillesøster 15. Der ud over var der nogle papsøskende da vi var små og de havde ikke arbejde for ville deres far ikke ha.
Men vores mor betalte mobilregning for os, dog maksimalt 200 kr om måneden. Vi har aldrig fået lommepenge. Men hvis vi var ude og handle kunne hun godt give et par sko fx. Men var ikke noget man skulle forvente men Gøre sig fortjent til. Jeg har skulle købe eget tøj, makeup, sko, buskort og alt siden jeg var 14. Og lærte derigennem at få et sundt forhold til penge :-)

Tin skriver:

Ja jeg er efterhånden mor til store børn....og nu melder tvivlen sig. Har altid været meget sikker i mine valg og min opdragelse, men nu skræmmer virkeligheden mig, og jeg ser mig selv blive mere i tvivl og usikker. Jeg er meget bange for at gøre foreskel, ubevist, på mine dejlige unger.

Det der bringer mig i tvivl er PT min datter på 17 . Hun er under uddannelse, og har job ved siden af. Hun tjener godt, og har langt flere penge end vi har. Udover hende har vi jo fire andre børn og forsørge.

Jeg vil gerne hjælpe hende hvor jeg kan. Med kørsel,penge mv. Men i dag feks hun vil ik køre på knallert i skole PGA regnvejr, og jeg kan ik køre hende, for jeg har altså 4 andre der skal afleveres også.....og nu er hun så rimelig mobset. Og jeg har dårlig samvittighed....for er det ik min pligt at hun passer hendes uddannelse?

Og i sidste uge mente hun at jeg skulle betale hendes frisør besøg, hvilket jeg gjore, men faktisk havde hun selv bedre råd til selv at betale end jeg havde.

Hvor meget er det rimeligt man hjælper dem når de har den alder, og hvor meget kan jeg kræve at hun selv bør sørge for.....?

Hun betaler ik noget herhjemme, men bruger hendes penge på mobil, tøj, makeup osv

Og hver gang jeg siger nej til noget, tænker jeg straks om jeg egentlig kan være det bekendt, for hun er en god pige, der hjælper når hun er hjemme.

Du lyder som en god mor, der bekymrer sig, og kontinuerligt reflekterer over tingene. Og om du kunne gøre det hele bedre.

Tror ikke, der findes noget gyldent svar på din problematik, men jeg synes, du skal tale med din datter om, at hun selvfølgelig selv har ansvar for det meste. Også frisør. Og så ellers fortsætte med (nogle år endnu) at give hende lidt hjælp her og der. - Det betyder jo også noget at få, selvom man selv tjener penge.

Og at hun indimellem bliver mobset - nåe ja, det gør vi jo allesammen, - og vi gjorde vel i særlig grad, da vi var 17! 

Tin skriver:

Ja jeg er efterhånden mor til store børn....og nu melder tvivlen sig. Har altid været meget sikker i mine valg og min opdragelse, men nu skræmmer virkeligheden mig, og jeg ser mig selv blive mere i tvivl og usikker. Jeg er meget bange for at gøre foreskel, ubevist, på mine dejlige unger.

Det der bringer mig i tvivl er PT min datter på 17 . Hun er under uddannelse, og har job ved siden af. Hun tjener godt, og har langt flere penge end vi har. Udover hende har vi jo fire andre børn og forsørge.

Jeg vil gerne hjælpe hende hvor jeg kan. Med kørsel,penge mv. Men i dag feks hun vil ik køre på knallert i skole PGA regnvejr, og jeg kan ik køre hende, for jeg har altså 4 andre der skal afleveres også.....og nu er hun så rimelig mobset. Og jeg har dårlig samvittighed....for er det ik min pligt at hun passer hendes uddannelse?

Og i sidste uge mente hun at jeg skulle betale hendes frisør besøg, hvilket jeg gjore, men faktisk havde hun selv bedre råd til selv at betale end jeg havde.

Hvor meget er det rimeligt man hjælper dem når de har den alder, og hvor meget kan jeg kræve at hun selv bør sørge for.....?

Hun betaler ik noget herhjemme, men bruger hendes penge på mobil, tøj, makeup osv

Og hver gang jeg siger nej til noget, tænker jeg straks om jeg egentlig kan være det bekendt, for hun er en god pige, der hjælper når hun er hjemme.

Jeg er bestemt ikke mor til store børn men har da allligevel en slags holdning da det ikke er mere end 7 år siden jeg var 17 

 

Jeg begyndte at tjene mine egne penge da jeg var 13. Mine forældres holdning var (fra jeg var ca 15), at makeup, tøj (for sjov), mobil, frisør (for sjov, fx hårfarve), pjat og pjank var for egen regning. 

Nødvendigt tøj, alm hårklip, praktiske fornødenheder osv betalte de selvfølgelig for mig inkl. kontigenter for fritidsaktiviteter.

Deres mening med alt dette var, at jeg skulle lære at tjene penge og administrere dem og finde ud af hvor let de egentlig slipper op.

 

Mht kørsel, så kørte mine forældre altid. Men der var jo selvfølgelig nogle gange de var forhindrede, så måtte jeg tage  bussen på deres regning. Vi boede i en lille by lidt langt væk fra alting, og de sagde altid "det er jo ikke vores børn der har valgt hvor vi bor).

Jeg synes da roligt du kan have god samvittighed over at du har bedt din datter fragte sig selv i skole trods lidt regnvejr. Det er ikke den eneste udfordring i livet hun møder.  Håber du forstår. Synes du behandler dine børn helt fair

Min søster og jeg fik fra vi var 14 400 kr pr måned, og så skulle vi selv betale tøj, frisør mm.
vi arbejdede begge, og hvis vi ville bruge mere end 400, måtte vi selv spæde til.
Mad, husleje, rengøring, møbler og ferier betalte min forældre, til vi flyttede hjemmefra.

Vi måtte cykle, hvis vi skulle nogen steder hen medmindre det var sent om aftenen, så ville vores forældre gerne køre os, hvis det passede ind i deres planer.

Det fungerede godt, og vi fik et naturligt forhold til penge og lærte at spare op til store ting mm.

Jeg gik i 10. klasse 5 km væk og cyklede derhen om sommeren/foråret. om vinteren måtte jeg tage bussen.

Var det en ide at gøre noget lignende?
Jeg synes ikke, det er forældrenes ansvar at betale for et dyrt frisørbesøg, når ungerne selv tjener mange penge.

Som mor til store børn + plejebørn tror jeg, at jeg kan forsøge at råde dig lidt her 

I vores familie har vi altid kommunikeret..dvs talt med hinanden, og jo større de er blevet, jo mere er de gradvis blevet involveret i.

En af de ting, som jeg altid har gjort meget ud af er, at lære ungerne en masse om økonomi.
Jeg har aldrig lagt skjul på at det koster penge alt hvad man gør, og det er dyrt at være en familie, samt at få tingene til at hænge sammen.
De har altid vist at så længe de boede hjemme, så fik de hvad der var rimeligt til dagen og vejen, men ville de have noget derudover, så måtte de selv tjene pengene og spare sammen til det..med andre ord, få sig et job.
Naturligvis fik de en mobil, men en billig en. De fik hvad de skulle bruge i skolen af IT, men ikke luksus ting, men de basale fornødenheder til at klare det de skulle.
Nyt tøj ja bestemt, når det var tiltrængt, men ikke bukserne til flere hundrede kroner..det var de billige kopibukser fra Kvickly.
farve hår..joda, derhjemme..hvis de ville til frisør, så måtte selv betale. 

De lærte også at man må hjælpe hinanden i hverdagen, og hvis mor ikke kunne køre, og de selv havde mulighed for at transportere sig, jamen så nyttede det ikke at mugge, så måtte de tage bussen, hoppe på knallerten eller hvad der nu var mulighed for, også selvom det regnede.

Tjente de penge, jamen så skulle halvdelen spares op, færdig!
Så længe de var under 18 skulle de ikke betale noget for at bo hjemme.
Ikke dem alle sammen af mine har haft job af betydning, det har været afhængi af evner og koncentration omkring skolen m.v. men da de blev 16 har de fået rådighed over en del af deres børnepenge, og har så selv måttet fordele og klare sig for det de fik, hvis de ikke havde job ved siden af.

Jeg har været ret kontant i den retning, men de har alle som en også lært at blive gode økonomer, og har kunnet flytte hjemmefra som 18 årige og stå på egne ben og helt klare sig selv, uden jeg har behøvet at bekymre mig.

vedr. din store pige, så tag en god snak med hende om det at tage ansvar for hinanden i dagligdagen..OG at tage ansvar for sig selv, hun er voksen nok til det.
Og så må du sætte andre boller på suppen angående hvad hun selv skal betale og hvad I som forældre er forpligtet til at betale.
Jeg mener ikke, hvis pengene er små at det er jeres opgave at betale hendes frisør..især ikke når hun har job.
Og så for hendes egen skyld, så vil jeg også mene, at du skal lære hende at spare op NU.
Du har 3 børn mere, der skal have udstukket nogle retningslinjer, så du kan lige så godt fastlægge dem nu. 

Kærligst
Sussie

PT skriver:

Min søster og jeg fik fra vi var 14 400 kr pr måned, og så skulle vi selv betale tøj, frisør mm.
vi arbejdede begge, og hvis vi ville bruge mere end 400, måtte vi selv spæde til.
Mad, husleje, rengøring, møbler og ferier betalte min forældre, til vi flyttede hjemmefra.

Vi måtte cykle, hvis vi skulle nogen steder hen medmindre det var sent om aftenen, så ville vores forældre gerne køre os, hvis det passede ind i deres planer.

Det fungerede godt, og vi fik et naturligt forhold til penge og lærte at spare op til store ting mm.

Jeg gik i 10. klasse 5 km væk og cyklede derhen om sommeren/foråret. om vinteren måtte jeg tage bussen.

Var det en ide at gøre noget lignende?
Jeg synes ikke, det er forældrenes ansvar at betale for et dyrt frisørbesøg, når ungerne selv tjener mange penge.

Indtil jeg blev 18 fik jeg alle børnepengene fordelt på hver måned, og det var dem jeg havde til rådighed. Og min mor havde meget få penge, så jeg havde ikke meget at gøre med. Dette gjorde at jeg fik lært at spare sammen og jeg er rigtig god til at håndtere penge. Så hvis hun arbejder selv, så synes jeg det er mere end rigeligt at hun selv betaler, når hun ligefrem tjener penge 

Jeg har 3 drenge på 8, 13 og 14 år. Og for at tage dine eksempler på, synes jeg ikke, du skal betale for frisør ell køre med hende pga der regner. Du skriver selv, hun tjener gode penge, er under uddannelse og hjælper godt til hjemme. Dét er godt opdragelse og god vejledning til det virkelige liv.

Næh jeg mener, man bør hjælpe sine unge mennesker under uddannelsen med fx bøger, buskort, medicin, fair økonomisk tilskud til tøj, tilskud til studierejser osv.

Jeg synes, man skal hjæpe sine unge mennesker godt på vej i det virkelig liv, men man skal ikke gøre dem en bjørnetjeneste, så de får sig et mindre samfundschok, når de skal stå på egne ben.

Jeg ville godt kunne forestille mig, at vores drenge fik sig en knallert, men de skal selv fylde benzin på. Ligesom de selv skal betale for drikkevarer til fester. Sådanne ting ønsker jeg ikke at sponsorere. Dog skal jeg nok levere 2 x Pinex dagen efter  Og jeg vil til enhver til hjælpe dem økonomisk med studiebøger.